Orientering om aftale om Overførselssagen 2025/2026
Tidligere beslutninger
29.01.26: Det tidligere Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede budgetønsker til Borgerrepræsentationens forhandlinger om Overførselssagen 2025/2026:
- Midler til begrønning af Brønshøj Gadekær.
- Midler til midlertidige løsninger Bellahøj Friluftsscene.
- Naturværksted med bemandet legeplads i forbindelse med EnergiCenter Voldparken.
- Helhedsplan for Husum Torv.
- Thomas Dambo-trolde.
Læs mere her: Godkendelse af lokaludvalgets budgetønskenotater og ønsker til forhandlinger om Overførselssagen | Københavns Kommune
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orientering om aftale for Overførselssagen 2025/2026 til efterretning.
Problemstilling
Hvert forår forhandler politikerne i Borgerrepræsentationen om de midler, der ikke er blevet brugt af Københavns Kommune året forinden; også kaldet ’Overførselssagen’.
Hele aftalen kan læses her: Budgetpartier står sammen om København | Københavns Kommune
Lokale resultater for Brønshøj-Husum
Med aftalen om Overførselssagen er der indgået aftale om følgende indsatser i Brønshøj-Husum:
BU03 Planlægningsbevilling til modernisering af ventilation på Korsager Skole
Parterne er enige om at afsætte midler til planlægning af forbedring af ventilation i én bygning på Korsager Skole.
Der afsættes: - 1,0 mio. kr. på anlæg i 2026 til planlægning af forbedring af ventilation.
KF007 Parkeringspladser samt trafikprojekt i Tingbjerg Idrætspark
Parterne er enige om at afsætte midler til en planlægningsbevilling til at undersøge mulighederne for styrket trafikafvikling og etablering af 392 parkeringspladser i Tingbjerg Idrætspark. Projektet er foranlediget af opførelse af en ny multihal ved Tingbjerg Idrætspark, men skal understøtte trafikafvikling og parkeringsbehov for hele idrætsparken.
Der afsættes: - 5,1 mio. kr. samlet på anlæg i 2026-2027 til undersøgelse af styrket trafikafvikling og etablering af parkeringspladser i Tingbjerg Idrætspark.
KF018 Tilskud til foreningen FitforKids
Parterne er enige om at afsætte midler til et tilskud til foreningen FitforKids, så foreningen kan fortsætte med at tilbyde vægttabsforløb til overvægtige børn mellem 7-15 år og deres forældre på tværs af byen.
Der afsættes: - 0,4 mio. kr. på service i 2026 til drift af ni vægttabshold.
KF058 Tilskud til forpligtende fællesskaber i Husum Boldklub
Parterne er enige om at afsætte midler til et tilskud til Hans Knudsen Instituttet til at gennemføre et etårigt pilotprojekt, der etablerer et socialt værksted og café i Husum Boldklubs klubhus. Projektet har til formål at skabe trygge, forpligtende og inkluderende arbejdsfællesskaber for unge og voksne i socialt udsatte positioner, samt et åbent mødested for lokalområdet.
Der afsættes: - 0,5 mio. kr. på service i 2026 til Hans Knudsen Instituttet til varetagelse af den daglige drift, koordinering og faglig støtte.
KF059 Engangsudgifter ved en eventuel hjemtagelse af driftsopgaverne på Brønshøj Kirkegård
Parterne er enige om at afsætte midler til at hjemtage driftsopgaverne forbundet med driften på Brønshøj Kirkegård. Der afsættes midler til indkøb af materiel mv.
Der afsættes: - 1,4 mio. kr. på service i 2026 til indkøb af materiel og øvrige opstartsomkostninger ved hjemtagelse af driftsopgaven.
KF061 Tilskud til Tingbjerg Festival i 2026
Parterne er enige om at afsætte midler til et tilskud til ”Vi er Tingbjerg”, som ønsker at afholde Tingbjerg Festival med diverse aktiviteter for bydelen borgere i 2026.
Der afsættes: - 0,1 mio. kr. på service i 2026 i tilskud til Tingbjerg Festival.
KT28 Erstatningstræer ifm. ombygning af krydset Gadelandet/Storegårdsvej/Bystævnet
Parterne er enige om at afsætte midler til seks erstatningstræer ifm. ombygning af krydset på Gadelandet/Bystævnet/Storegårdsvej.
Der afsættes: - 0,3 mio. kr. samlet på anlæg i 2026 og 2027 til plantning af seks erstatningstræer.
KT59 Trafik- og byrumsanalyse for Husum Torv, initiativ 1 (Trafikanalyse af Husum Torv)
Parterne er enige om at gennemføre en trafikal analyse af Husum Torv, der skal afdække mulighederne for at ændre infrastrukturelle forhold, der kan bidrage til et attraktivt byrum. Resultaterne af trafikanalysen forelægges Klima-, Miljø- og Teknikudvalget forventeligt ultimo 2027 med henblik på at indgå i politiske forhandlinger om en byrumsanalyse.
Der afsættes: - 1,2 mio. kr. samlet på anlæg i 2026-2027 til en trafikal analyse af Husum Torv.
ØK17 Initiativer ved udvikling af Bystævneparken
Parterne er enige om at håndtere merudgifterne i forbindelse med udviklingen af det kommunale institutionsområde Bystævneparken til et mangfoldigt og grønt byområde, der bidrager positivt til lokalmiljøet med nye, gode institutioner, et varieret boligudbud og grønne mødesteder.
Der afsættes: - 58,8 mio. kr. samlet på anlæg i 2026-2033 til initiativer i forbindelse med udvikling af Bystævneparken.
Løsning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orientering om aftale for Overførselssagen 2025/2026 til efterretning.
Videre proces
Det tidligere Brønshøj-Husum Lokaludvalg har - på opfordring af Klima- Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod indsendt inden tidsfristen d. 10. april indsendt ønsker indenfor klima, teknik og miljø til kommende forhandlinger om Københavns Kommunes Budget 2027:
- Anlæg af cykelsti langs Pilesvinget fra Brønshøj Kirkevej til Hareskovvej inkl. det stykke af Mosevinget, der er uden sti på modsatte side af Hareskovvej.
- Brønshøj Gadekær, restaurering og udvikling af et rekreativt område omkring Gadekæret.
- Forbedring af krydset Åkandevej/Gadelandet.
Læs mere her: Beslutning: Budgetønsker til Klima-, Teknik- og Miljøudvalget | Københavns Kommune
På kommende lokaludvalgsmøde kan Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfte og beslutte, hvilke øvrige lokale budgetønsker, som lokaludvalget ønsker at indsende til Borgerrepræsentationen som forberedelse af forhandlinger om Københavns Kommunes Budget 2027.
Sekretariatet bistår ved at samle lokale ønsker, som det tidligere lokaludvalg har arbejdet på og indsendt til tidligere budgetforhandlinger, ligesom det nye lokaludvalg også kan rejse nye budgetønsker.