Budgetpartier står sammen om København

Partierne bag budgetaftalen i Københavns Kommune har landet en aftale om overførselssagen 2025-2026. Med aftalen står partierne sammen om København og tager ansvar for byens udfordringer.

På Københavns Rådhus har Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti indgået en ny politisk aftale om Københavns Kommunes økonomi. Der er tale om den såkaldte overførselssag, hvor partierne bag kommunens budget fordeler de midler, der ikke blev brugt i sidste års regnskab. 

For partierne i aftalen har det været vigtigt at stå sammen om København og tage ansvar for byens udfordringer i fællesskab. Det gælder især på boligområdet. 

Partierne afsætter derfor 81,9 mio. kr. til en boligpakke, der skal styrke arbejdet med at sikre flere boliger. Pakken muliggør blandt andet, at der kan etableres flere andelsboliger og almene boliger i byen. Samtidig styrker man lokalplans- og byggesagsprocessen for at nedbringe sagsbehandlingstiden, så der fx kan etableres flere ejerboliger. Og så prioriterer partierne at nedsætte en boligpatrulje, der fra næste år kan føre tilsyn med korttidsudlejning. Man er enige om at gøre så meget, man kan med de nuværende rammer, og samtidig har man den klare forventning, at yderligere nødvendige lovgivning om korttidsudlejning bliver implementeret. 

For partierne handler årets overførselssag også om at tage hånd om kernevelfærden i København. Derfor afsættes der 233,2 mio. kr. til børneområdet og 373,8 mio. kr. på socialområdet. Eksempelvis 81,0 mio. kr. til mere pædagogisk personale i byens daginstitutioner og 262,4 mio. kr. til et botilbud på Baldersgade til borgere med en sindslidelse. 

Aftalen styrker også arbejdet med at gøre byen grønnere, byens kulturliv, det nye erhvervsområde og demensindsatsen i Københavns Kommune. 

Udtalelser fra aftaleparterne og aftaleteksten