Mødedato: 22.06.2023, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, 'Fysiklokalet' på 1. sal

Ansøgning om støtte til "Juletræ på Brønshøj Torv"

Indstilling

Forpersonen indstiller:

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 49.500 kr. til projektet "Juletræ på Brønshøj Torv"

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger David Grolin Kristensen til at følge projektet.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En lokal borger søger støtte til at opsætte et juletræ på Brønshøj Torv i perioden 1. december til 28. december 2023 samt til at afholde det årlige juletræsarrangement på torvet den 29. november 2023, hvor juletræet tændes.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er alle borgere i bydelen samt alle borgere som passerer forbi Brønshøj Torv. Juletræstændingen er åben for alle, men henvender sig primært til børn og børnefamilier. Det er åbent for alle og gratis at deltage i. Ansøger forventer 1000 deltagere til juletræstændingen.

Juletræstændingen vil blive afviklet i et samarbejde med de lokale forretningsindehavere, der har lyst til at deltage og bidrage, samt Brønshøj Kirke, der har tradition for at børne kirkekoret bidrager med sang og julestemning.

Der annonceres for arrangementet via sociale medier og der forsøges at skaffe omtale i lokalaviser. 

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 49.500 kr.
Forventede udgifter:
 76.500 kr.
Forventede indtægter: 
27.000 kr.

Projektet rummer udgifter til juletræet inklusiv opsætning og nedtagning, forplejning og slikposer, honorar til julemand, leje af lys, lyd, lift m.m. samt strømudgifter. Ansøger søger støtte til udgifter forbundet med juletræet. Ansøger bidrager med frivillig arbejdskraft. Ansøger vil forsøge at indsamle penge blandt de lokale erhvervsdrivende. 

Tidligere tilsagn

Ansøger har tidligere modtaget støtte fra Bydelspuljen til opsætning af juletræ på Brønshøj Torv, senest i 2022, hvor lokaludvalget bevilgede 49.000 kr. Lokaludvalget besluttede i 2022 kun at yde støtte til udgifter forbundet med selve juletræet, med følgende begrundelse: "Begrundelsen for ikke at yde den fulde støtte er, at lokaludvalget, ligesom de foregående år, kun ønsker at støtte udgifterne til juletræet, ud fra en forventning om, at erhvervslivet m.fl. dækker udgifterne forbundet med juletræstændingsarrangementet."

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, som indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 40.000 kr. Den delvise støtte begrundes med en økonomisk prioritering af de tilbageværende midler fra Bydelspuljen. 

Forretningsudvalget indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.

Økonomi

Pengene tages fra pulje A: Bydelspuljen (af de øremærkede 80.000 kr. til juletræer og julelys).

Beslutning

ad 1) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 49.500 kr. til projektet "Juletræ på Brønshøj Torv"

ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpegede David Grolin Kristensen til at følge projektet.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøftede, at lokaludvalget arbejder for, at der på sigt plantes grantræer på bydelens torve og pladser, da vil vil være mere økonomisk og klimavenligt.

 

Til top