Mødedato: 22.06.2023, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, 'Fysiklokalet' på 1. sal

Bevilling: Ansøgning til Statens Kunstfond om kunststrategi

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at igangsætte proces for ansøgning om tilskud til honorar til en kunstfaglig rådgiver til udarbejdelse af kunststrategi hos Statens Kunstfond.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver arbejdsgruppen Kunst i det offentlige rum under Kulturudvalget mandat til at indgå samarbejdsaftale med en kunstfaglig rådgiver.

3. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 20.000 kr. som rammebevilling til mødeforplejning samt medfinansiering af honorar til en kunstfaglig rådgiver.

Problemstilling

Baggrund

Lokaludvalgets kulturudvalg (KU) har nedsat en arbejdsgruppe, der vil se på mulighederne for at få mere kunst i det offentlige rum (KOR) i Brønshøj-Husum. KOR vil arbejde for en kunststrategi for at få flere kunstværker og oplevelser i byrummet.   

KOR ønsker med en kunststrategi at bidrage til at skabe yderligere værdi til bydelen ved et nyt og anderledes perspektiv på lokalsamfundets udfordringer. Kunsten skal understøtte de lokale fællesskaber og skabe forbindelser - geografisk og socialt – på tværs af bydelens mangfoldighed og dens generationer. (Udkast ansøgning vedlagt som bilag).

For at finansiere projektet ønsker KOR at søge støtte hos Statens Kunstfond om tilskud til honorar til en kunstfaglig rådgiver, som kan udvikle en kunststrategi, der kan danne grundlag for et langsigtet og målrettet arbejde med kunstprojekter i det offentlige rum. Man kan max søge om 75.000 kr. til kunstrådgiverens honorar i denne pulje.

KOR foreslår at sende ansøgningen til puljens sidste frist i 2023: 26. september.

Kunstrådgiver og kriterier

Før man kan ansøge Statens Kunstfond skal der indgås et samarbejde med en kunstrådgiver. Statens Kunstfond vurderer kunstrådgiverens kunstfaglige niveau på baggrund af rådgiverens:

  • Erfaring med at udarbejde kunststrategier
  • Erfaring med produktion af kunst i større skala
  • Erfaring med rådgivning/facilitering
  • Overblik over den danske og internationale samtidskunstscene
  • Særlig viden om rumkunst og kunst i det offentlige rum.
  • En mastergrad (eller tilsvarende) i kunst, kunsthistorie, kunstteori indenfor billedkunstområdet eller anden relevant uddannelse

Følgende kriterier kan desuden indgå i vurderingen:

  • Mangfoldighed af kunstformer: Statens Kunstfond prioriterer udvikling af kunststrategier, der fremmer en mangfoldighed af kunstformer og værktyper.
  • Geografisk spredning: Statens Kunstfond prioriterer at sikre en spredning af kunst i det offentlige rum i hele Danmark. Det vil sige, at udvalget prioriterer at støtte initiativer på steder og i institutioner, hvor der ikke er meget kunst i forvejen.
  • Børn og unge: Statens Kunstfond prioriterer udvikling af kunststrategier, der sikrer, at kunst bliver en større del af flere børn og unges liv.

For flere informationer se vedlagt bilag ’Statens Kunstfond' eller via link Søg tilskud (kunst.dk)

Løsning

KOR indgår samarbejde med kunstfaglig rådgiver og færdiggør ansøgningen.

Sekretariatet har været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om ansøgning til Statens Kunstfond. Teknik- og Miljøforvaltningen kan ikke være juridisk enhed/afsender på ansøgningen til Statens Kunstfond, men tilråder, at lokaludvalget opretter en initiativgruppe med lokale beboere, der kan stå som ansøgere til Statens Kunstfond.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje B: 'Egne projekter og københavnerinddragelse', hvor lokaludvalget har budgetteret med 20.000 kr. til kunst i det offentlige rum.

Midlerne forventes at skulle bruges til mødeforplejning samt medfinansiering af kunstkonsulent.

Videre proces

Sekretariatet forestår kontakten med TMF samt bistår KOR med evt. færdiggørelse og indsendelse af ansøgning til Statens Kunstfond.

Når kunstrategien er færdig og lokaludvalget vil søge om konkret kunst til bydelen, har Københavns Kommune en fast procedure for ansøgninger fra lokaludvalg om kunst i det offentlige rum. Ansøgninger om kunst skal stiles til Teknik- og Miljøforvaltningen. Derefter skal ansøgningen til godkendelse i Borgerrepræsentationen og Rådet for Visuel Kunst og endelig til godkendelse i Teknik- og miljøudvalget. Se bilag.

 

 

 

 

 

 

 

 

Beslutning

ad 1) Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at igangsætte proces for ansøgning om tilskud til honorar til en kunstfaglig rådgiver til udarbejdelse af kunststrategi hos Statens Kunstfond.

ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg gav arbejdsgruppen Kunst i det offentlige rum under Kulturudvalget mandat til at indgå samarbejdsaftale med en kunstfaglig rådgiver.

ad 3) Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 20.000 kr. som rammebevilling til mødeforplejning samt medfinansiering af honorar til en kunstfaglig rådgiver.

Til top