Høring af Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København.
Problemstilling
Københavns Kommune har sendt udkast til ny Handleplan for Biodiversitet i København 2026-2029 i intern høring frem til 30. juli 2025.
I 2023 vedtog Borgerrepræsentationen Biodiversitet i København, Strategi 2022-2050. Sammen med strategien blev der vedtaget en handleplan med 38 initiativer, som med fordel kunne implementeres i strategiens første fire leveår. Handleplanen udløber med 2025 og derfor udsendes et udkast til en ny handleplan for årene 2026-29
Den nye handleplan indeholder 24 initiativer, som efter styregruppens vurdering med fordel kan implementeres i årene 2026-29 med henblik på realisering af Københavns Kommunes biodiversitetsstrategi.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar.
Miljøudvalget har drøftet et foreløbigt udkast, der primært bakker op om rækken af initiativer og sætter det i relation til ønsker og projekter som lokaludvalget er engageret i. Herudover problematiseres at en række initiativer fra den gældende handleplan ikke videreføres, herunder en fundamental mangel på fokus på vandmiljøet.
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets høringssvar.