Mødedato: 19.06.2025, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65 (Fysiklokalet)

Beslutning: prioritering ifm. naturværksted og bemandet legeplads på EnergiCenter Voldparken

Tidligere beslutninger

27. marts 2025: Teknik- og Miljøforvaltningen konkluderede i en foranalyse, at der på matriklen ved EnergiCenter Voldparken enten er plads til et Game Street Hub eller en bemandet legeplads med tilhørende naturværksted. Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at indsende kommentarer til Teknik- og Miljøforvaltningen om, at lokaludvalget ønsker, at der prioriteres naturvæksted med bemandet legeplads på EnergiCenter Voldparkens udearealer.

24. maj 2025: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede ønsker til Budget2026; herunder ønske om et naturværksted med bemandet legeplads.

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

  1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender beslutningen om fortsat at prioritere anlæg af et naturværksted og en bemandet naturlegeplads på EnergiCenter Voldparken.

Baggrund og problemstilling

Siden lokaludvalget d. 27. marts drøftede foranalysen af udearealerne på EnergiCenter Voldparken har Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen - i samarbejde med eksterne rådgivere - arbejdet på at udvikle en mulig model for et fusionsprojekt, hvor begge funktioner kombineres: Game Street Hub og naturværksted med tilhørende bemandet legeplads.

Den 2. juni modtog lokaludvalgets sekretariat en henvendelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen, hvori udvalget anmodes om at tage stilling til, hvilket af følgende tre scenarier de ønsker at prioritere:

  1. Bemandet legeplads med naturværksted

  2. Game Street Hub

  3. Et fusionsprojekt

Løsning

Miljøudvalget og BUFI (Børn, Unge, Fritid og Idræt) har behandlet sagen på deres møder den 2. juni.

Miljøudvalget efterlyser visualiseringer og skitser, der viser, hvordan et fusionsprojekt konkret kan udformes, og hvordan de forskellige målgrupper kan dele arealet i løbet af en typisk hverdag. Indtil der foreligger yderligere materiale, der overbevisende dokumenterer, hvordan en fusion mellem de to projekttyper kan fungere i praksis, anbefaler Miljøudvalget:

  • at der prioriteres anlæg af en bemandet legeplads og et naturværksted i og omkring det afgrænsede byggefelt,

  • at der arbejdes for at udvikle og udvide tilbuddet, når tandlægepavillonen på grunden er fjernet.

Samtidig anbefales det, at der igangsættes en proces for at finde en alternativ og velegnet lokalitet til etablering af et Game Street Hub.

BUFI fastholder det standpunkt, som fremgår af lokaludvalgets budgetønsker: At bemandet legeplads med naturværksted bør prioriteres.

Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalgets sekretariat fremsender følgende tilbagemelding til forvaltningen:

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har flere gange ønsket, at der etableres et naturværksted med bemandet legeplads ved EnergiCenter Voldparken og at dette prioriteres. Lokaludvalget foreslår, at der findes en alternativ placering til Game Street Hub i bydelen end på EnergiCenter Voldparken; f.eks. i Tingbjerg Idrætspark eller ved boldbanen på Gadelandet som multifunktionel bane. Den ene placering vil komme børn og unge i Tingbjerg til gavn, mens den anden placering i Husum vil bidrage til at løfte Husum".

Videre proces

Sekretariatet fremsender lokaludvalgets bemærkninger.

Den 14. august har Kultur- og Fritidsudvalget møde med bl.a. status og projektforslag GAME, herunder finansiering af afledte driftsudgifter.
Til top