Mødedato: 19.06.2025, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65 (Fysiklokalet)

Drøftelse af praktiske faciliteter på Bellahøj Friluftsscene

Tidligere beslutninger

Bellahøj Friluftsscene indgår i lokaludvalgets bydelsplan for Brønshøj-Husum 2023-2025, hvor lokaludvalget arbejder for at udvikle og fremme brugen af scenen.

Læs mere her: Attraktion: Bellahøj Friluftsscene | Brønshøj-Husum Lokaludvalg

12.12.2024: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at budgettere med 45.000 kr. til aktiviteter på Bellahøj Friluftsscene i Pulje B: 'Egne projekter og københavnerinddragelse'.

24.05.2025: Brønshøj-Husum Lokaludvalg udsatte behandling af 'støtte til praktiske løsninger til Bellahøj Friluftsscene', da sekretariatet var i kontakt med Teknik- og Miljøforvaltningen om sagen og afventede afklaring, ligesom der ikke var arrangementer på scenen frem mod kommende lokaludvalgsmøde.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orientering om praktiske faciliteter på Bellahøj Friluftsscene til efterretning.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter sagen.

Problemstilling

Baggrund

Med aftalen om Overførselssagen 2024/2025 blev der afsat midler til nye toiletter og omklædningsfaciliteter på Bellahøj Friluftsscene - efter ønske fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Den nye toiletbygning kommer til at indeholde et handicap unisextoilet, der er helårsåbent, for at imødekomme hverdagsbrug i parken. Derudover indeholder bygningen to yderligere toiletter samt omklædningsfaciliteter, som indeholder et toilet. 

De to yderligere toiletter og omklædningsfaciliteterne med toilet åbnes kun ved arrangementer, som har fået tilladelse. Det er planen, at den nye toiletbygning samt omklædningsfaciliteter og toilet står klar i 2027.

Den gamle toiletbygning er blevet revet ned i foråret 2025. I stedet har Teknik- og Miljøforvaltningen opsat en toiletbygning med et handicaptoilet.

Praktiske løsninger på Bellahøj Friluftsscene 

15. maj foretog repræsentanter fra Kultur- og Fritid Brønshøj-Husum, Brønshøj-Husum Lokaludvalgssekretariat, Teknik- og Miljøforvaltningen samt foreningen 'En Sommerdag på Bellahøj'  en besigtigelse af Bellahøj Friluftsscene for at gennemgå evt. midlertidige behov.

Efterfølgende har lokaludvalgets sekretariat været i kontakt med Teknik- og Miljøforvaltningen om, at der mangler en vandtap på Bellahøj Friluftsscene, ligesom foreningen 'En Sommerdag på Bellahøj' efterspørger flere midlertidige toiletter. Ved forårets arrangementer på Bellahøj Friluftsscene har sekretariatet vejledt om, hvor arrangører kunne tappe vand i vanddunke fra en lokal institution.

Bemærkninger fra sekretariatet

Sekretariatet har fået oplyst af Teknik- og Miljøforvaltningen, at Københavns Kommune ikke må opsætte yderligere midlertidige toiletter på Bellahøj Friluftsscene, da det vil være konkurrenceforvridende. Det er arrangørers ansvar at sørge for toiletfaciliteter.

Sekretariatet har fået oplyst af Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalget kan godt vælge at bevilge midler til at få etableret en vandtap, som Teknik- og Miljøforvaltningen så efterfølgende står for driften af.

Af kommissorium for lokaludvalg fremgår det, at lokaludvalget godt kan bruge midler på udstyr og materiel. der kommer københavnerne til gavn.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og drøfter sagen.

Forretningsudvalget støtter som udgangspunkt, at lokaludvalget bevilger op til 10.000 kr. til etablering af en vandtap, som Teknik- og Miljøforvaltningen efterfølgende står for driften af, da det vil komme kommende arrangementer på scenen til gavn.

Sekretariatet har efter Forretningsudvalgets ønske kontaktet Teknik- og Miljøforvaltningen for genbekræftelse af, at forvaltningen kan etablere en vandtap for op til 10.000 kr. samt efterfølgende stå for driften heraf. Teknik- og Miljøforvaltningen er vendt tilbage med svar om, at der vil skulle etableres en måler, så der kan afregnes for vandforbrug for arrangører. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at etablering heraf koster ca. 50.000 kr. Sekretariatet har stillet opfølgende spørgsmål til forvaltningen om, hvordan adgang til vand er indtænkt og skal finansieres fremadrettet og afventer svar herpå.

Økonomi

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har budgetteret med 45.000 kr. til Bellahøj Friluftsscene i Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse.

Til top