Bevilling til informationsmøde til forslag om placering af skæve boliger
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilliger 5.000 kr. til at afholde et informationsmøde i forbindelse med forslag om placering af skæve boliger på Hyrdevangen 10a.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg vælger og bemyndiger en arbejdsgruppe til - sammen med sekretariatet - at skrive et høringssvar på baggrund af informationsmødet.
Problemstilling
Københavns Kommune er ved at undersøge muligheden for at etablere skæve boliger på Hyrdevangen 10a i Brønshøj.
Baggrund
Baggrunden for forslaget er hjemløsereformen, der blev vedtaget i maj 2023 af Folketinget, og som har til hensigt at reducere brugen af herberger og i stedet tilbyde borgerne en permanent bolig.
Der er i dag 77 skæve boliger i Københavns Kommune. Der er yderligere planlagt 38 skæve boliger på Strødamvej, Emdrupvej, Scherfigsvej og Kofoed Skole samt 34 boliger på Blushøjvej, Bådehavnsgade Syd og Vasbygade.
Hvis Københavns Kommune skal opfylde behovet for skæve boliger, skal der bygges yderligere 78 frem mod 2070.
Derfor arbejder Økonomiforvaltningen i samarbejde med Socialforvaltningen og Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen løbende på at finde lokationer til placering af skæve boliger.
Boligformen, skæve boliger
Skæve boliger opføres som almene boliger efter §149 i almenboligloven, og er målrettet hjemløse og socialt udsatte borgere. Boligerne er permanente boliger, der tilbyder et alternativ til hjemløshed eller ophold på herberg, for den gruppe af hjemløse, der hverken er i målgruppen for et botilbud eller kan bo i en ordinær etagebebyggelse.
Boligerne visiteres 100% af Københavns Kommune, men opføres og driftes af et alment boligselskab, og borgerne bor der på stort set samme lejevilkår som i øvrige almene boligafdelinger.
I juni 2026 indgik Københavns Kommune et partnerskab med KAB om opførelse og drift af eksisterende og fremtidige skæve boliger i kommunen. De skæve boliger på Hyrdevangen vil blive opført i regi af partnerskabet.
Tilknyttet boligerne er der sociale viceværter, der støtter op om alle dele af borgernes hverdag, faciliterer fællesskab i afdelingen i det omfang beboerne ønsker og magter det og varetager dialogen med lokalområdet.
Boligerne på Hyrdevangen
De foreslåede seks skæve boliger planlægges opført som enkeltstående huse i én etage på ca. 30-35 m2. På grunden planlægges desuden opført et fælleshus, der skal rumme et samlingslokale, kontorfaciliteter til de boligsociale viceværter samt et beboervaskeri. Endvidere planlægges faciliteter til opbevaring af redskaber og maskiner og renovation.
Det indledende volumenstudie, der har kortlagt mulighederne for at opføre skæve boliger på arealet, skitserer hvordan boligerne kan placeres på grunden. Det skal dog ikke tages som udtryk for en endelig placering. Det vil først blive fastlagt i projekteringen sammen med KAB og rådgiver, hvis lokationen besluttes og der bevilliges midler i forbindelse med forhandlinger om Københavns Kommunes Budget27.
Volumestudiet er vedhæftet som bilag.
Løsning
Da erfaring viser, at der er stor interesse fra naboer i sager om skæve boliger, foreslår koordinationsudvalget og sekretariatet, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg afsætter midler til at holde et informationsmøde om de mulige kommende boliger for naboer og andre interesserede.
Videre indstilles det, at lokaludvalget bemyndiger en gruppe til på baggrund af mødet at formulere Brønshøj-Husum Lokaludvalgs input sagen.
Mødet planlægges afholdt 25. juni kl. 19.00-21.00 - forventeligt på på Bellahøj Skole
Økonomi
Der afsættes 5.000 kr. til mødet, der skal gå til forplejning og opstilling. Pengene tages fra pulje B: 'Københavnerinddragelse og nye projekter'.
Videre proces
Sekretariatet planlægger infomødet i samarbejde med Socialforvaltningen.