Mødedato: 31.10.2019, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udvidede licensmuligheder i tidsbegrænsede parkeringszoner

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forvaltningens vurdering af muligheder for at udvide licensmulighederne i de otte tidsbegrænsede parkeringszoner i København.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at licensmulighederne i de tidsbegrænsede parkeringszoner ikke udvides,
  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslag stillet af Venstre på Borgerrepræsentationens møde den 31. januar 2019, jf. bilag 3.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen henviste den 31. januar 2019 medlemsforslag om at lempe mulighederne for at få licens i de tidsbegrænsede parkeringszoner, fremsat af Venstre, til Teknik- og Miljøudvalget. På den baggrund har Teknik- og Miljøforvaltningen afdækket mulighederne for og konsekvenserne af udvidede rammer for udstedelse af licenser til erhvervsbiler, medarbejdere og gæster i zoner med tidsbegrænset parkering, så de får bedre mulighed for at parkere mere end tre timer.

Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til, at muligheder for parkeringslicens ikke ændres i de tidsbegrænsede parkeringszoner.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt muligheder og forventede konsekvenser af en udvidelse af ordningen med parkeringslicenser i de tidsbegrænsede parkeringszoner. Nedenstående redegør forvaltningen for den forventede stigning i antallet af licenser og parkeringer, hvis de tre borgergrupper (erhvervsbiler, medarbejdere og gæster) fik mulighed for at blive undtaget tidsbegrænsning på baggrund af befolknings-, licens- og virksomhedsdata fra april 2019.

Konsekvenser ved udstedelse af medarbejderlicenser og licenser til erhvervsdrivende, der også anvender bilen privat
Der er 60.000 borgere og 10.000 virksomheder i de otte parkeringszoner, som i den nuværende ordning med parkeringslicenser i de tidsbegrænsede parkeringszoner er berettiget til at ansøge om henholdsvis beboer- og erhvervslicens. Der er udstedt ca. 12.500 licenser i de otte parkeringszoner, hvilket udgør knap 20 % af de borgere og virksomheder, som er berettiget til at ansøge om licens.

Indførelse af medarbejderlicenser betyder, at samtlige medarbejdere hos virksomheder i zonen vil få adgang til at ansøge om undtagelse fra tidsbegrænsningen. Forvaltningen estimerer, at det omfatter ca. 100.000 medarbejdere i de tidsbegrænsede parkeringszoner jf. bilag 2. Ligeledes vil alle CVR-registrerede virksomheder kunne ansøge om (mindst) én licens, for at give mulighed for licens til biler, der anvendes både i erhvervsøjemed og privat – for eksempel papegøjepladebiler. Det omfatter potentielt op til 10.000 virksomheder.

Hvis der blev oprettet henholdsvis medarbejderlicens samt licens til erhvervsmæssig og privat brug, vurderer forvaltningen, at det vil betyde udstedelse af yderligere 22.000 licenser. Beregningen bygger på den forudsætning, at der vil være en tilsvarende anvendelse på knap 20 % af de nye licenstyper blandt de borgere og virksomheder, som er berettiget til at ansøge om licens. Det forventes at øge antallet af udstedte licenser til 34.500, hvilket er knap tre gange så mange som i dag.

Konsekvens af gæstelicenser
Borgerrepræsentation besluttede den 11. marts 2010, Opgivelse af Gæstebilletter til bilister med beboerlicens, at afskaffe udstedelse af gæstelicenser, fordi ordningen ville få så omfattende et omfang, at det ville være i konflikt med formålet med parkeringszoner. Udstedelse af fx fem årlige én-dags gæstelicenser per borger over 18 år og virksomheder i zonen vil potentielt betyde op til 350.000 yderligere årlige parkeringer, der vil blive undtaget tidsbegrænsningen i de tidsbegrænsede parkeringszoner.  

Konsekvens af udvidelse af licensordningerne – parkeringsbelægning
Af tabel 1 fremgår antallet af ledige parkeringspladser kl. 12 og kl. 17 sammenholdt med, hvor mange potentielle yderligere parkeringer der vil blive undtaget tidsbegrænsning, hvis licensordningerne bliver udvidet i overensstemmelse med medlemsforslaget. Tællingen kl. 22 er ikke medtaget, da tidsbegrænsningen ikke gælder på dette tidspunkt.

Tabel 1: oversigt over ledige parkeringspladser kl. 12. og kl. 17 samt antal af forventede yderligere parkeringer i de tidsbegrænsede parkeringszoner.

 

Ledige p-pladser kl. 12*

Ledige p-pladser kl. 17

Forventede yderligere licenser (20% af berettigede)

5 gæstelicenser = mulige ekstra parkeringer årligt

Grønjord

850

864

1.650

32.360

Havnestaden

209

194

1.650

19.690

Hvide Kødby

206

272

1.100

2.500

Hellerup St

100

75

385

5.995

Lergravsparken

781

337

2.640

58.805

Nordvest*2

953

455

8.360

143.645

Vanløse

883

622

3.080

46.800

Valby Syd

598

957

3.300

40.615

Total

4.580

3.776

22.165

350.410

*Ledige parkeringspladser er udledt af antal parkeringspladser i zonen og parkeringsbelægningen **Samtlige veje i Nordvest zonen tælles ikke. Ledige parkeringspladser er derfor anslået på baggrund af belægningsprocent på de talte veje.

 

En oprettelse af medarbejderlicens og licens til biler, der både anvendes privat og i erhvervsøjemed ville betyde, at der gennemsnitligt ville blive udstedt fem gange så mange licenser, som der er ledige parkeringspladser i zonerne.

Der er stor forskel på, hvor mange ledige parkeringspladser i hver parkeringszone, som forventeligt vil blive optaget af langtidsparkerede biler med gæstelicenser. Det bemærkes desuden, at der inden for alle parkeringszoner findes strækninger med markant højere belægning end tallet angiver for den samlede parkeringszone - blandt andet på grund af højere befolkningstæthed på konkrete strækninger. Det forventes, at gæsteparkeringer i høj grad også vil finde sted, hvor befolkningstætheden er høj. Trængsel til i forvejen belastede områder forventes derfor forøget ved at give besøgende mulighed for langtidsparkering.

Bilag 2 uddyber data, der ligger til grund for konsekvensberegning ved udvidelse af licensordningerne for de tre borgergrupper. Der tages forbehold for, at forvaltningen kun har data for, hvor mange der parkerer i de forskellige områder og tidspunkter, og ikke hvem, der parkerer.

Juridisk grundlag for etablering af parkeringszoner
Hovedformålet med etablering af parkeringszoner skal være at begrænse trængsel ved at reducere antallet af udefrakommende køretøjer. Lovgivningen giver mulighed for at undtage for eksempel beboere og erhverv fra parkeringsrestriktionerne ved brug af licensordninger. Udstedelse af licenser betragtes formelt som undtagelser fra hovedreglen om betaling eller tidsbegrænsning. Det betyder, at der kan stilles spørgsmålstegn ved det juridiske grundlag for ordningen, hvis man udvider licensordningen i en sådan grad, at omfanget af undtagelser betyder, at det grundlæggende formål om at begrænse trængsel svækkes.

Forvaltningens anbefaling
Forvaltningen vurderer, at en udvidelse af licensordningen i overensstemmelse med det ønskede vil betyde, at der i nogle tidsbegrænsede parkeringszoner ville blive udstedt mere end fem gange så mange nye licenser til medarbejdere samt til erhvervsmæssig og privat brug, som der i dag er ledige parkeringspladser. Dertil kommer, at en gæstelicens vil betyde op til 350.000 årlige parkeringer, der undtages tidsbegrænsningen i parkeringszonerne. Forvaltningen vurderer derfor, at de foreslåede udvidelser af licensordningen vil øge antallet af licensberettigede borgere så markant, at det vil kunne undergrave hovedformålet med parkeringszonerne.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, arbejder Teknik- og Miljøforvaltningen ikke videre med muligheder for udvidelse af licensmuligheder i tidsbegrænsede parkeringszoner.

 

Søren Wille    /    Rikke Sønderriis 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at licensmulighederne i de tidsbegrænsede parkeringszoner ikke udvides.
  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslag stillet af Venstre på Borgerrepræsentationens møde den 31. januar 2019, jf. bilag 3.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 7. oktober 2019

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”At sagen sendes tilbage til forvaltningen mhp, at forvaltningen fremlægger et forslag om, at københavnere med beboerlicens skal kunne få udstedt ti årlige gæsteparkeringsbilletter af en varighed på 48 timer.”

 

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med tre stemmer mod otte. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C, I og O.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C, I og O.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31. oktober 2019

Indstillingen blev godkendt med 40 stemmer imod 13. Ingen medlemmer udlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B og F

Imod stemte: V, C, O og I

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative folkeparti ønsker at forvaltningen skal fremlægge et forslag om at københavnerne med beboerlicens skal kunne få udstedt ti årlige gæsteparkeringsbilletter af en varighed op 48 timer”

Til top