Mødedato: 30.11.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Vedtægtsændring for I/S Amager Ressourcecenter

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at ændre vedtægt for I/S Amager Ressourcecenter.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende ændring af vedtægten for I/S Amager Ressourcecenter, så ejerkommunerne fremadrettet kan beslutte at overlade flere opgaver på affaldsområdet til selskabet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I/S Amager Ressourcecenters (ARC) fem ejerkommuner (Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Københavns kommuner) indgik i juni 2016 ”Aftalen om genopretning af økonomi og CO2-reduktion mellem ejerkommunerne i I/S Amager Ressourcecenter” (ARC-aftalen), som blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 25. august 2016. ARC-aftalen omfatter blandt andet, at ejerkommunerne som udgangspunkt skal fastholde selskabets omsætning. Desuden kan kommunerne overdrage løsningen af opgaver på affaldsområdet til ARC.

Der er behov for at ændre formålsparagraffen i ARCs vedtægt for at åbne mulighed for, at selskabet kan indgå bilaterale aftaler med en eller flere ejerkommuner om konkrete opgaver, som løses på vegne af kommunen. Vedtægtsændringen er aktuel på baggrund af et ønske hos flere af ejerkommunerne om at overdrage affaldsindsamlingsopgaven til ARC og skal godkendes af kommunalbestyrelserne i alle fem ejerkommuner.

Teknik- og Miljøudvalget behandlede sagen den 18. september 2017 og sendte den tilbage til forvaltningen med henblik på fremskaffelse af oplysninger om, indstillingen burde være en fællesindstilling med Økonomiforvaltningen. Afklaringen af dette fremgår af bilag 2.

Løsning

Som opfølgning på ”Aftalen om genopretning af økonomi og CO2-reduktion mellem ejerkommunerne i I/S Amager Ressourcecenter” anmoder ARC om at få godkendt en vedtægtsændring, der giver mulighed for, at ejerkommunerne kan overdrage affaldsopgaver til selskabet (bilag 1).

En eventuel overdragelse af affaldsopgaver fra en eller flere ejerkommuner til ARC kan forbedre ARCs økonomi ved at give en større omsætning og derved danne grundlag for at øge mængden af importeret affald og lavkvalitetsbiomasse til energiproduktion på ARC. Det skyldes, at udbudsreglerne fastlægger, at mindst 80 % af selskabets omsætning skal komme fra opgaver, der løses direkte for kommunerne. Ved at øge andelen af opgaver, der kommer direkte fra ejerkommunerne, får ARC mulighed for tilsvarende at øge import af affald og indkøb af lavkvalitetsbiomasse og dermed grundlag for en større indtjening fra salg af el- og fjernvarme. ARC-aftalens begrænsninger i forhold til CO2-udledning er fortsat begrænsende for mængderne af importeret affald, som kun kan afbrændes på ARC i vinterhalvåret og under forudsætning af, at affaldsvarmen erstatter anden varme produceret på mere fossile brændsler. I denne forbindelse bemærkes det, at ARC ifølge aftalen skal udarbejde en plan for CO2-reduktion og genanvendelse. Planen er i proces og vil blive fremlagt til godkendelse i alle ejerkommunerne primo 2018.

Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledning om kommunale fællesskaber (maj 2016) har skærpet kravene til de kommunale fællesskabers formålsparagraf, så det klart skal fremgå, hvilke opgaver selskabet kan løse for ejerkommunerne. Derudover skal opgavekompetencen overdrages fra kommunen til selskabet.

Vedtægtsændringen rummer på den baggrund følgende:

  • En ændring af formålsparagraffen (§ 3, stk. 2) giver adgang til, at ARC kan varetage andre opgaver på affaldsområdet for nogle, men ikke nødvendigvis alle interessentkommuner. Den enkelte opgave skal økonomisk hvile i sig selv, således at samtlige omkostninger forbundet med at varetage den pågældende opgave alene belaster den relevante kommune. Det er en forudsætning, at der er enstemmighed i bestyrelsen om at overtage opgaven. Aftaler om, at ARC løser en opgave for en eller flere kommuner skal vedlægges vedtægten.
  • En ændring af afstemningsreglerne for bestyrelsen (§11, stk.3), så selskabet kun kan påtage sig opgaver for kommunerne efter enstemmig vedtagelse i bestyrelsen.

Det bemærkes, at forbrænding, sorteringsanlæg, genanvendelsesanlæg og genbrugspladser allerede er kompetenceoverdraget efter § 3 stk. 1, og at vedtægtsændringen derfor vedrører andre affaldsopgaver (fx affaldsindsamlingen) end de nævnte.

Forslaget til vedtægtsændring er godkendt af ARCs bestyrelse den 18. maj 2017 og forhåndsgodkendt den 13. juni 2017 af Ankestyrelsen, der er den kompetente tilsynsmyndighed for fælleskommunale selskaber. Ankestyrelsen skal godkende vedtægtsændringen endeligt efter, at alle ejerkommuner har godkendt ændringen.

Vedtægtsændringen medfører ikke konkrete ændringer i ARCs varetagelse af opgaver for Københavns Kommune. Eventuelle ændringer vil forudsætte stillingtagen i Borgerrepræsentationen i hvert enkelt tilfælde.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Hvis kommunerne overdrager opgaver til ARC, der kan øge omsætningen, vil det gavne selskabets økonomi og dermed principielt konsolidere kommunens investering.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt vedtægtsændringen, skal den efterfølgende godkendes i Ankestyrelsen, som er tilsynsmyndighed for fælleskommunale selskaber. Herefter vil vedtægtsændringen træde i kraft.

 

Pernille Andersen                    /Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende ændring af vedtægten for I/S Amager Ressourcecenter (ARC), så ejerkommunerne fremadrettet kan beslutte at overlade flere opgaver på affaldsområdet til selskabet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 9. oktober 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med syv stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B og Ø.
Imod stemte: C og V.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F og O.

Imod stemte: C og I.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. november 2017

 

Indstillingen blev godkendt med 38 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, B, F og O.

Imod stemte: V, C, I og Kasper Heumann Kristensen (Løsgænger).

Til top