Mødedato: 30.01.2020, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af dagsordenen (herunder indkaldelse af stedfortræder og fritagelse fra stedfortræderlisten)

Se alle bilag

Indkaldelse af stedfortræder for Kasandra Berndt-Eriksen (Socialdemokratiet)

Godkendelse i henhold til lov om kommunernes styrelse § 15, stk. 2, af formandens indkaldelse af stedfortræder for Kasandra Behrndt-Eriksen (Socialdemokratiet), der på grund af graviditet og barsel er forhindret i at deltage i forsamlingens møder fra og med fredag den 17. januar 2020 og indtil videre.

5. stedfortræder Hari Neupane (Socialdemokratiet) indkaldes derfor som stedfortræder for Kasandra Behrndt-Eriksen (Socialdemokratiet) under dennes orlov, med virkning fra tidspunktet for Borgerrepræsentationens beslutning i nærværende sag på Borgerrepræsentationens møde den 30. januar 2020 og indtil videre.

Godkendelse af, at Hari Neupane (Socialdemokratiet) som konsekvens af sin indtræden som stedfortræder i Borgerrepræsentationen udtræder som medlem af Bispebjerg Lokaludvalg med virkning fra tidspunktet for Borgerrepræsentationens beslutning i nærværende sag på Borgerrepræsentationens møde torsdag den 30. januar 2020. Hari Neupane har været indstillet som medlem af lokaludvalget af Børn/unge - fritid, integration 2, område Abhiyan Nepal Denmark..

Borgerrepræsentationens Sekretariats bemærkninger

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 31. oktober 2019, at 2. stedfortræder Julie Frølich (Socialdemokratiet) har lovligt forfald på grund af arbejde fra den 15. oktober 2019 og indtil videre. Julie Frølich indkaldes derfor ikke som stedfortræder, så længe Julie Frølich er forhindret på grund af arbejde.

Hari Neupanes udtræden af Bispebjerg Lokaludvalg

Det følger af § 3, stk. 2 i ”Regulativ for Lokaludvalg i Københavns Kommune”, at

”Medlemmer og suppleanter af lokaludvalget må ikke samtidig være medlemmer af Borgerrepræsentationen. Dog kan et medlem af eller en suppleant til et lokaludvalg fungere som stedfortræder efter § 15 i lov om kommunernes styrelse i op til én måned uden at udtræde som medlem af eller suppleant til lokaludvalget.”

Det betyder, at et medlem af eller en suppleant til et lokaludvalg skal udtræde af lokaludvalget, hvis vedkommende indtræder som stedfortræder i Borgerrepræsentationen for en periode på mindst 1 måned.

Fritagelse fra stedfortræderlisten

Godkendelse af,

at 3. stedfortræder Søsser Grønnegård (O) på grund af fraflytning fra Københavns Kommune udtræder af stedfortræderlisten for Borgerrepræsentationen med virkning fra tidspunktet for Borgerrepræsentationens beslutning i nærværende sag på Borgerrepræsentationens møde torsdag den 30. januar 2020, jf. lov om kommunale valg § 103.

Allan Christensen (O) er nu rette 3. stedfortræder, jf. lov om kommunale valg § 91.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. januar 2020

 

Indkaldelse af stedfortræder for Kasandra Behrndt- Eriksen (A)

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Fraværende med afbud:

Anne Hede (O), sygdom.

 

Jens-Kristian Lütken (V) ankom kl. 17.57 under behandlingen af dagsordenpunkt 17 ”Forespørgsel til sundheds- og omsorgsborgmesteren samt beskæftigelses- og integrationsborgmesteren om serviceniveau for københavnere med rygproblemer”.

 

Stedfortræder:

Der forelå anmodning fra Dansk Folkeparti om, at Allan Christensen (O) i henhold til § 15, stk. 1, nr. 1, i lov om kommunernes styrelse (sygdom) blev indkaldt som stedfortræder for Anna Hede (O).

 

Borgerrepræsentationen konstaterede, at betingelserne for indkaldelse af stedfortrædere var opfyldt, og at ovennævnte var rette stedfortrædere.

 

Dagsordenen:

Der blev onsdag den 29. januar 2020 udsendt en sag til behandling uden for dagsorden vedrørende rokering i udvalg.

 

Sagen uden for dagsorden blev besluttet behandlet efter den udsendte dagsordens punkt 1, ”Godkendelse af dagsordenen”.

 

En enig Borgerrepræsentation besluttede at udsætte behandlingen af dagsordenspunkt 3 ”Københavns Kommuneplan 2019 - Verdensby med ansvar - endelig vedtagelse”, med henblik på en senere behandling på Borgerrepræsentationens møde den 27. februar 2020.

 

Et forslag om at sambehandle dagsordenspunkt 18 ” Medlemsforslag om bevarelse af pensionistkortet i den kollektive trafik” og dagsordenspunkt 19 ” Medlemsforslag om pålæg om initiativ for at redde mimrekortet” blev vedtaget uden afstemning.

 

Borgerrepræsentationen besluttede efter anmodning fra overborgmesteren at tage dagsordenspunkt 23 (Medlemsforslag om afstandtagen fra Imam Ali moskeen) af dagsordenen med 45 stemmer imod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, Å, B, F og V.

Imod stemte: C, O og I.

 

Dagsordenen blev herefter godkendt.

 

Mødet sluttede kl. 19:50.

Til top