Mødedato: 29.03.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Lokalplan nr. 432 "Carlsberg II" tillæg nr. 2 - Forslag

Se alle bilag

Der skal tages stilling til offentliggørelse af planforslagene, der supplerer rammelokalplanen for Carlsberg-området, og muliggør ny bebyggelse beliggende i den sydøstlige del af området.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

1.      at forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 432 med tilhørende forslag til kommuneplantillæg vedtages med henblik på fælles offentliggørelse i 2 måneder (bilag 1 og 2), samt

2.      at den foreslåede borgerdialogproces vedtages, jf.bilag 3.

 (Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Carlsberg Byen P/S, tidligere Carlsberg Ejendomme, har anmodet om udarbejdelse af et tillæg til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” med kommuneplantillæg med henblik på at opføre et nybyggeri til Professionshøjskolen UCC (uddannelse til lærer, pædagog, sygeplejerske m.m.) samt til boliger og serviceerhverv. Med mere end 10.000 studerende vil der kunne skabes et betydeligt byliv i området. Nybyggeriet ligger stationsnært i forhold til Enghave Station, der flyttes, som allerede vedtaget i Lokalplan ”Carlsberg II”. Plan for anvendelse af fraflyttede arealer ved Sønder Boulevard, vil indgå i et senere lokalplantillæg for dette område. I forbindelse med anlæg af den ny station, Carlsberg Station, der etableres syd for Vesterfælledvej, skabes der adgang til stationsperronerne fra begge sider af vejen og ny stationsplads ved Carlsberg. Der etableres endvidere nye rekreative byrum, en cykelrute og vejanlæg, som også fastlagt i lokalplan nr. 432. Projektet er det første større byggeri på Carlsberg og kan være igangsættende for byudviklingen af hele området. Projektet forudsætter en stram tidsplan, da indflytning for Professionshøjskolen forventes primo 2016.

Løsning

Lokalplan ”Carlsberg II” er en rammelokalplan (vedtaget af Borgerrepræsentationen i januar 2009), hvor nyt byggeri, på nær i et mindre område i den nordlige del, kræver tillæg.

 

Rammelokalplanen for Carlsberg tager ikke højde for en uddannelsesinstitution for 10.000 studerende. Plantillæggene lægger sig tæt op ad rammelokalplanen, men for at muliggøre Professionshøjskolen UCC har det været nødvendigt at foreslå nogle ændringer til rammelokalplanen. Derfor foreslås nedrivning af Ny Tap og en forøget bygningshøjde på op til 8 etager på dele af bygningerne. Endvidere indarbejdes reviderede detailhandelsrammer for delområdet, idet der med kommuneplan 2009 blev fastlagt mulighed for yderligere detailhandel i takt med den permanente byomdannelse.

 

Bebyggelsen: Plantillæggene muliggør ny bebyggelse (ca. 87.000 kvm,) til uddannelse, boliger, dagligvarebutik, detailhandel og erhverv. Den ny bebyggelse består, som i rammelokalplanen, af en karrélignede bebyggelse samt et større bygningsvolumen ”Warehouse” med et 100 meter højhus – og ind mod J.C. Jacobsens Have en længe med forskerboliger. Der placeres også helårsboliger i de øverste etager i tårnet og i de øverste etager mod nord. Stueetagerne skal primært anvendes til udadvendte funktioner, herunder butikker. Under området etableres parkeringskælder.

Bebyggelsen fastlægges som bebyggelsesplan jf. lokalplan nr. 432 med mindre justeringer. På baggrund af UCCs særlige behov for internt sammenhængende etagemeter og store voluminer til idrætshal, bibliotek m.v. giver lokalplantillægget mulighed for at opføre 7-8 etager (svarende til en max. bygningshøjde på ca. 35,1 m.) på dele af bebyggelsen frem for 5-6 etager. Dimensionerne er tilpasset ’Vesterbro-skalaen’, idet der især er taget hensyn til skalaen mod Vesterfælledvej, hvor bebyggelsen fortrinsvis fastholdes i 5 etager (ca. 23,6 meter) – i hjørnet ved Sønder Boulevard dog 7 etager (ca. 30,1 meter). Bebyggelsen udformes i et moderne arkitektursprog med udgangspunkt i Carlsbergbyens og Vesterbros særlige egenart. Der er særlig fokus på at skabe attraktive muligheder for byliv i kantzonen mellem bygning og byrum og på genfortolkning af Ny Taps kulturhistoriske og arkitektoniske værdier.

 

Ny Tap: Med den ny bebyggelse og de nye infrastrukturanlæg skabes en række meget gennemgribende ændringer i området. Der skabes blandt andet en helt ny adgangsvej til Carlsberg, en ny portal til bydelen, gennem Ny Tap og ”De hængende Haver”, og der etableres et højhus. De omfattende infrastrukturprojekter samt højhuset er fastlagt i rammelokalplanen, der derfor allerede planmæssigt muliggør nedrivning af en del af Ny Tap samt en mindre del af ”De Hængende Havers” østfacade. Rammelokalplanen tillader også nedrivning af det indre af Ny Tap.
Med tillægget muliggøres nedrivning af de øvrige facader, da det ellers ikke er muligt at gennemføre det meget komplekse projekt såvel funktionelt som konstruktivt og byggeteknisk. Det er urealistisk at indpasse UCC i den eksisterende struktur og ej heller økonomisk og energimæssigt bæredygtigt. I tillæggets krav til det nye byggeri er der lagt stor vægt på at sikre en videreførelse af de kulturbærende værdier ved en genfortolkning af Ny Taps arkitektur i bebyggelsens tyngde, skala, referencer mv. jf. bilag 5.

 

Byrum: Med projektet etableres to markante byrum. Stationspladsen skal skabe et klart defineret rum med træer, vandspejl og en sammenhængende belægning. En cykelsti føres hen over pladsen som del af det grønne cykelrutenet. Cykelstien udføres med en jævn, sammenhængende belægning, der sikrer tryg færdsel. Der skabes mulighed for en mindre udvidelse af Campuspladsen, der defineres som et mere intimt rum med en varierende belægning og med rumdannende elementer/overdækninger på stålsøjler med grønne tage. Pladser og passager indrettes generelt med henblik på at fremme byliv, skabe urbane mødesteder og trygge passager.

 

Trafik: I alt rummer planen ca. 3000 cykelparkeringspladser fordelt på terræn og i konstruktion, heraf henregnes 1.000 pladser til stationen. Bilparkering etableres med 380 pladser i parkeringskælder under området med tilkørsel fra Ingerslevs Allé og tilkørsel for vareindlevering ad Vesterfælledvej samt enkelte pladser på terræn til korttidsparkering og handicapparkering.

 

Bæredygtighed og miljø: Byggeriet udføres efter bæredygtige principper herunder laveste energiklasse efter gældende bygningsreglement med henblik på CO2 neutralitet (med mulighed for dispensation til 2015-kravene for lavenergi) og lokal håndtering af regnvand mv. Tage udformes som grønne tage, hvor der ikke er andre udnyttelser, og tagvand fra ”Warehouse” ledes til søen i J. C. Jacobsens Have.

 

Lokalplanen vurderes ikke at medføre væsentlige miljømæssige påvirkninger og vurderes ikke at medføre, at der skal foretages en miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. Der er udarbejdet en miljøvurdering af lokalplan nr. 432 for Carlsberg.


Tilgængelighed:
Der er udarbejdet en tilgængelighedsvurdering, som viser, at den foreslåede løsning ikke skaber problemer i forhold til tilgængelighed, jf. bilag 4.

HØRING

Der er gennemført en intern høring, herunder høring om, at der ikke tænkes gennemført en miljøvurdering.

 

Vesterbro Lokaludvalg ser positivt på projektet, men finder udformningen i høringsmaterialet steril, anmassende og stereotyp – og at historicitet og lokal identitet tilsidesættes. Udvalget mener, at kravene til bæredygtighed bør skærpes herunder, at der stilles krav om CO2 balance og lokal nedsivning af regnvand. Udvalget ser positivt på udviklingen af den kollektive infrastruktur og peger på, at cykelstier bør udformes komfortabelt.

 - Forvaltningen oplyser, at forslaget er bearbejdet siden høringsmaterialet, og at illustrationer fortsat er foreløbige skitser. I tillægget stilles blandt andet krav om genfortolkning af Ny Taps facader mv. Mht. bæredygtighed stilles der krav om lavenergi jf. afsnit om bæredygtighed. Forvaltningen har ikke hjemmel til at kræve CO2 neutralitet. Belægning på cykelruten  udformes mhp. på cykelkomfort jf. afsnit om byrum.

 

Kgs. Enghave lokaludvalg ønsker en redegørelse for, hvordan den offentlige trafikbetjening til og fra Kgs Enghave kommer til at hænge sammen (skift mellem bus/tog, ruter).
- Forvaltningen oplyser, at det er planen at forenkle omstigningsforholdene i 2018 ved at samle to A-busser (1A og 3A) tæt ved Enghave St.

 

Københavns Museum finder, at der bør udarbejdes en miljøvurdering, og at nedrivning af Ny Tap vil svække Carlsbergområdets kulturhistoriske værdi.

- Forvaltningen oplyser, at der blev udarbejdet en miljøvurdering ved udarbejdelsen af rammelokalplanen, og at der i tillægget redegøres for kulturarvsværdierne, der også sikres gennem tillæggets bestemmelser.

 

Kulturarvsstyrelsen ønsker redegjort for ønsket om nedrivning af Ny Tap, konsekvenser for kulturarvsværdierne, og at ny bebyggelse får en stoflighed og tyngde i harmoni med de eksisterende teglfacader. Bebyggelseshøjde på op til 8 etager bør belyses med visualiseringer samt sol- og vindstudier. Lysforholdene bør ikke forringes set fra og i J.C. Jacobsens Have. Krav om en adgang til haven fra Stationspladsen fjernes, og der bør være større fleksibilitet i byggefeltet mhp. facadens udformning mod haven. Altaner mod vest bør overvejende være indeliggende.

- Forvaltningen oplyser, at der i tillægget er redegjort for forhold vedr. Ny Tap samt ny bebyggelse herunder konsekvenser af den forøgede etagehøjde med henblik på sol og vind. Krav om adgang til haven udgår. Byggefeltet mod haven udvides fra 9 til 12 meter, så udformning af facaden kan tilpasses den fredede have. Rammelokalplanen indeholder allerede bestemmelser om, at altaner skal være indeliggende mod haven.

Økonomi

Lokalplanens vedtagelse har ingen direkte økonomiske konsekvenser og vurderes ikke at give kommunen yderligere udgifter. Når bebyggelsen er etableret som forudsat, vil den efter kommunens skøn generere en kommunal skatteindtægt på ca. 35 mio. kr. årligt. Lokalplanen vurderes at åbne mulighed for etablering af op til ca. 1.200 arbejdspladser.

Udbygningsaftale: Ved rammelokalplanens vedtagelse indgik Københavns Kommune og Carlsberg Byen P/S en udbygningsaftale om en række større infrastrukturanlæg, omfattende for Københavns Kommune: Vigerslev Allé, Valby Langgade, Vesterfælledvej og Sønder Boulevard, som alle er iværksat og forventes færdiggjort i perioden 2013-2018. Carlsberg Byen P/S er forpligtet til at etablere: Vej-, cykel- og gangbro over banen ved Ny Tap; cykelsti med støjskærm langs J. C. Jacobsens Have; forplads til Carlsberg Station. Disse anlæg forventes anlagt i perioden frem til 2016 parallelt med opførelse af den ny bebyggelse.

Ifølge udbygningsaftalen skal Københavns Kommune overtage alle infratrukturanlæg vederlagsfrit, når de er etableret og godkendt. Driftsudgifter hertil kendes ikke, da projekterne ikke er færdigudviklede. Overslag over driftsudgifter vil blive forelagt ved den endelige vedtagelse.

Såfremt der ikke gives en forhøjelse af Teknik og Miljøforvaltningens driftsramme i det relevante budgetår, vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.

Videre proces

Efter Borgerrepræsentationen har vedtaget planforslagene sendes disse i foråret 2012 i offentlig høring i 2 måneder. Forvaltningen vil inddrage Vesterbro og Kgs. Enghave Lokaludvalg i tilrettelæggelsen af offentlighedsfasen. Der foreslås følgende aktiviteter:

  • Offentliggørelse af planforslagene på kommunens hjemmeside ”Bliv hørt” med mulighed for at give høringssvar
  • Annoncering i områdets lokalaviser
  • Afholdelse af borgermøde

Efter høringen vil forvaltningerne forelægge udvalgene og Borgerrepræsentationen en indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene, hvilket forventes september 2012.

 

Claus Juhl                                                 /Hjalte Aaberg

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at vedtage forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 432 med henblik på offentliggørelse i 2 måneder (bilag 1 og 2),

2.      at vedtage den foreslåede borgerdialogproces, jf.bilag 3.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

3.      at vedtage det tilhørende forslag til kommuneplantillæg med henblik på offentliggørelse i 2 måneder sammen med lokalplanforslaget (bilag 1 og 2).




Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2012

Indstillingen blev anbefalet.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. marts 2012

Direktør Anne Skovbro forlod mødelokalet under sagens behandling.

Indstillingen blev anbefalet.

 

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. marts 2012

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Det Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

"Det Radikale Venstre opfordrer Carlsberg til at give Københavns Museum og lignende institutioner adgang til Ny Tap med henblik på eventuel bevarelse af kulturhistoriske værdier."

 

 

Der blev givet frist for afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 2. april 2012 kl. 12.00.

Til top