Mødedato: 28.11.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Valg af overordnet metode for skybrudsplan, Indre By

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende det overordnede metodevalg for skybrudssikringen af vandoplandet Indre By efter endt høringsperiode.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,
  1. at konkretiseringen af skybrudsplan for Indre By anvendes som grundlag for udarbejdelse af projektforslag til anlægsprojekter (bilag 1),
  2. at skybrudssikring af området omkring H.C. Andersens Boulevard gennemføres som en overfladeløsning,
  3. at skybrudssikring af området omkring Grønningen/Esplanaden udføres som en løsning, der omfatter udledning af skybrudsvand til Kastelsgraven.
Det bemærkes, at HOFOR kun kan medfinansiere fælles klimatilpasningsprojekter med 100 % til og med 2015, hvorefter der p.t. kræves medfinansiering med 25 % fra kommunen. Kommunens egen finansiering skal derfor indgå i budgetforhandlinger for 2016 og frem. HOFOR er underlagt prisloft, hvorfor det er en forudsætning, at HOFOR’s økonomi samlet set kan løfte investeringerne til klimatilpasninger.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme

 (Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Den 26. maj 2013 sendte Teknik- og Miljøudvalget skybrudskonkretiseringen for vandoplandet Indre By, der bygger på Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012, i otte ugers høring. Der er i denne periode indkommet seks høringssvar, som forvaltningen har behandlet.

Borgerrepræsentationen skal nu træffe beslutning om, hvilket metodevalg, der skal ligge til grund for skybrudssikringen af vandoplandet Indre By.

Løsning

Indre By er karakteriseret ved at ligge lavt i forhold til resten af byen og med en meget tæt bebyggelse. Den tætte bebyggelse gør, at løsningsforslag, der omfatter grønne løsninger, kun kan komme i betragtning i begrænset omfang. Kun områderne langs H.C. Andersens Boulevard, Grønningen og Esplanaden udgør større områder, hvor det har været muligt at beskrive flere forskellige løsningsforslag. Borgerrepræsentationen  har tidligere godkendt et skybrudsprojekt på Skt. Annæ Plads.

Høringsfasen

Der er i høringsfasen indkommet seks høringssvar og afholdt et borgermøde i samarbejde med Indre By Lokaludvalg. Høringssvarene er langt overvejende positive over for planforslaget. Der er dog flere af høringssvarene, der ønsker en mere vidtgående løsning på H.C. Andersens Boulevard i form af trafiktunneler. Forvaltningen vurderer, at der er tale om en trafikløsning, som kan kombineres med skybrudsløsninger. Da der ikke er tale om et særskilt skybrudsprojekt, er det ikke medtaget i skybrudskonkretiseringen. Samtidig opfordres kommunen til helhedstænkning i forhold til trafik, socialpolitik, luftforurening mv. i forbindelse med valg af løsningsmodel. Oversigt over de indkomne høringssvar med forvaltningens kommentarer fremgår af bilag 2.

Indre By Lokaludvalg giver udtryk for ønske om at blive inddraget i forbindelse med det videre arbejde med implementering af planen, ligesom de anbefaler, at der så vidt muligt arbejdes videre med grønne løsningsforslag. Forvaltningen vil inddrage lokaludvalg og øvrige borgere i de konkrete projekter under implementeringen.

Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer i planen.

Miljøvurdering

Konkretiseringerne af skybrudsplanerne kræver miljøvurdering efter Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer. Der er udarbejdet et samlet forslag til miljøvurdering af det udarbejdede forslag til skybrudssikring af Indre By, Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro samt Østerbro, som har været i høring sideløbende med konkretiseringerne af skybrudsplanerne for vandoplandene. I høringsfasen er kommet to høringssvar til miljøvurderingen. Svarene vedrører henholdsvis skybrudskonkretiseringen for Østerbro, og Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro, og de behandles derfor i forbindelse med disse to skybrudskonkretiseringer.

Det er miljøvurderingens hovedkonklusion, at de beskrevne løsningsforslag kan gennemføres uden væsentlige miljøpåvirkninger, hverken i anlægs- eller driftsfasen (se bilag 3).

Beskrivelse af metodevalg for løsningsforslag

Alle løsningsforslag lever op til målsætningen i Skybrudsplan 2012 om sikring mod en 100 års regn. Omfang og udformning af de rekreative byrumsløsninger på overfladen kan tilpasses de politiske ønsker og skal først besluttes i forbindelse med projekteringen af de enkelte delprojekter.

På H. C. Andersens Boulevard er der en overfladeløsning med åbne kanaler og en løsning med kanaler under cykelstier. Overfladeløsningen vil skulle etableres under hensyn til eksisterende infrastruktur i området, herunder trafikafvikling og p-pladser.

På Grønningen/Esplanaden er der tre alternativer til løsning.

Alternativ 1: Skybrudsvand ledes i en lukket kanal under cykelstier til havnen.

Alternativ 2: Skybrudsvand ledes på overfladen til Kastelsgraven og ud i havnen.

Alternativ 3: Skybrudsvand ledes i en åben løsning til Kastelsparken og Churchillparken.

Forvaltningens anbefalinger

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der arbejdes videre med håndtering af skybrud på H.C. Andersens Boulevard i en overfladeløsning. Overfladeløsninger anbefales, fordi de har de laveste anlægsomkostninger, har den største robusthed overfor ændringer i klimaforudsætningerne, og giver den største mulighed for merværdi i form af en grønnere by og mulighed for at øge trafiksikkerheden for bløde trafikanter i forbindelse med omlægning af overfladen.

Omfanget af overfladeløsninger kan tilpasses de lokale forhold, herunder  parkeringsforhold. Jo flere parkeringspladser desto færre overfladeløsninger. Med den anbefalede overfladeløsning, vil der skulle nedlægges et antal parkeringspladser. Et foreløbigt skøn er ca. 30 stk. Det endelige tal vil blive afklaret i den senere projektering, hvor antallet af nedlagte p-pladser vil blive minimeret. Projektet vil blive fremlagt til politisk godkendelse. Hvis der ikke skal nedlægges p-pladser, skal løsningen med fx kanaler under cykelstien vælges. Denne løsning indebærer en merudgift i størrelsesordenen 30 mio. kr. i forhold til overfladeløsningen.

I området Grønningen/Esplanaden anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen en løsning, hvor skybrudsvand udledes til havnen via Kastelsgraven og eksisterende ledninger med udløb til havnen. Løsningen er den billigste, men indeholder ikke væsentlige overfladeløsninger, der vil bidrage til bylivet eller en grønnere by. Det vurderes dog at være af mindre betydning i dette område, da anlægsområdet ligger umiddelbart op af det grønne område ved Kastellet. Løsningen ændrer ikke på trafikafvikling eller antallet af p-pladser i området. HOFOR bakker op om forvaltningens anbefaling til valg af løsninger (bilag 5).

Den mere præcise disponering af byrummene, og herunder konsekvenser for bl.a. fremtidige forhold for parkering og trafikafvikling vil blive afklaret i den senere projektering, og de enkelte projekter vil blive fremlagt til politisk godkendelse. I projekterne vil gener under anlægsarbejdet bl.a. i forhold til trafikafviklingen også blive belyst.

Projekterne vil løbende blive indarbejdet i kommunens spildevandsplan. Projekterne vil i videst muligt omfang blive koordineret med andre anlægsprojekter f.eks. vejrenoveringer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Kommende udgifter til anlæg og drift af skybrudsløsninger på overfladen skal fordeles mellem Københavns Kommune og forsyningsselskabet HOFOR. Fordelingen af udgifter afhænger af projektets karakter. HOFOR’s andel vil begrænse sig til sikring af nødvendig bassin- og afledningskapacitet, og kommunens andel vedrører anlæggenes tilpasning til byrummet i form af beplantning og belægning. Løsninger i rør under jorden kan finansieres 100 % af HOFOR.

Gennemførelse af klimatilpasningsprojekter på overfladen blev muliggjort med en regelændring i 2012 i ”Lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og lov om vandløb”. Af samme lov fremgår det, at alle projekter, som gennemføres som overfladeløsninger, skal godkendes af Forsyningssekretariatet under Konkurrence og Forbrugerstyrelsen. Dette indebærer bl.a. at det skal eftervises, at disse projekter er kosteffektive i forhold til traditionelle rørløsninger under jorden. Med undtagelse af udgifter til byrumstilpasning, kan projekterne finansieres 100 % af HOFOR frem til udgangen af 2015, hvorefter kommunen skal bidrage med 25 % medfinansiering. En nærmere beskrivelse af dette regelgrundlag fremgår af bilag 4.

I nedenstående tabel fremgår en vurdering af de økonomiske konsekvenser af forvaltningens anbefaling til vandoplandsplan for Indre By. Der er tale om anslåede beløb, som kvalificeres yderligere i forbindelse med planlægningen af de enkelte projekter. Københavns Kommunes andel af udgiften vil skulle tilvejebringes over kommende års budgetforhandlinger. HOFOR’s andel finansieres over taksterne. Takststigningen vil være afhængig af, hvilken implementeringshastighed, der vælges.

For områderne H.C. Andersens Boulevard og Grønningen/Esplanaden er der mulighed for valg mellem løsninger, der primært gør brug af enten overfladeløsninger eller rørløsninger. 

Anlægsudgift
Københavns Kommune,
mio. kr.

Anlægsudgift HOFOR

mio. kr.

Driftsudgift
Københavns Kommune,
mio. kr./år.

Driftsudgift
HOFOR

mio. kr./år

Grønningen/Esplanaden

Kanaler under cykelstier

0

17 - 28

0

0,04 - 0,06

Udledning til Kastelsgraven

0

5 – 8

0

0,08 - 0,13

Åben kanal i parksti

4 - 6

11 -19

0,02 - 0,04

0,05 - 0,09

H.C. Andersens Boulevard

Overfladeløsning

8 - 13

38 - 63

0,04 – 0,06

0,04 – 0,06

Kanaler under cykelstier

0

60 - 100

0

0,1 - 0,2


Forvaltningen anbefaler en overfladeløsning på H.C. Andersens Boulevard og udledning til Kastelsgraven ved Grønningen/Esplanaden, som samlet set er billigst at anlægge. Med forvaltningens anbefaling, vil der være et delt driftsansvar, da der er tale om en kombineret løsning. Med de løsninger, som forvaltningen anbefaler, bliver de samlede anlægs- og driftsomkostninger til skybrudssikring af Indre By (som også indbefatter andre projekter end de ovenfor viste, fx Skt. Annæ Plads) følgende:

Anlægsudgift
Københavns Kommune,
mio. kr.

Anlægsudgift HOFOR

mio. kr.

Driftsudgift
Københavns Kommune,
mio. kr./år.

Driftsudgift
HOFOR

mio. kr./år

         9,5 - 15,8                    12,5

127 - 212

0,06 - 0,1

0,7 - 1,3


Ved valg af rene rørløsninger vil driften koste omtrent det samme som de anbefalede overfladeløsninger, men vil alene ligge hos HOFOR. Anlægsudgifterne til en ren rørløsning, vil være væsentlig større end de løsninger forvaltningen anbefaler.

Videre proces

Når alle vandoplandene har været igennem den politiske behandling, vil forvaltningen bede om en politisk stillingtagen i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til en implementeringsplan som indeholder en prioritering af de enkelte projekter i hvert vandopland og i byen som helhed (en ’rækkefølgeplan’) og en tidsramme for realiseringen af projekterne. Indstillingen herom forventes forelagt til politisk behandling i første kvartal af 2014. Her vil også indgå en vurdering af konsekvenserne for taksterne i forhold til forskellige tidsrammer for implementering.

På denne baggrund vil der kunne udarbejdes en samlet implementeringsplan og iværksættes projektering i samarbejde med HOFOR. Alle anlægsprojekterne vil blive fremlagt til politisk godkendelse, når der er afholdt borgerhøring mv. For større projekter kan der blive tale om udarbejdelse af lokalplaner, VVM vurderinger og anden myndighedsgodkendelse. Disse vil ligeledes blive fremlagt til politisk godkendelse.

En del af projekterne er traditionelle afløbsprojekter, som er lette at gennemføre, og som har stor lokal effekt. Disse vil alene blive finansieret af HOFOR, og kan gennemføres over hele byen med baggrund i Skybrudsplanen. Projekterne etableres inden for rammerne af den gældende Spildevandsplan 2008 samt tillæg nr. 3 til Spildevandsplan 2008, som fremlægges til politisk godkendelse.

Af hensyn til at kunne nå at indmelde flest mulige fælles klimatilpasningsprojekter til Forsyningssekretariatet under 100%-ordningen - med frist 31. december 2014 - iværksættes projekteringen straks efter politisk behandling af skybrudskonkretiseringen. Dette vil ikke ændre ved de politiske muligheder for senere at prioritere projekterne, idet projekterne ikke over for Forsyningssekretariatet skal tidsfastsættes på nuværende tidspunkt.

Det materiale, som er vedhæftet denne indstilling, beskriver de forskellige alternativer, som har været i høring. Når der er taget politisk stilling til metodevalget, vil forvaltningen udarbejde en egentlig skybrudsplan for Indre By, der beskriver de politisk valgte løsninger. Denne plan vil blive fremlagt i forbindelse med en indstilling om implementeringsplanen i foråret 2014.

 

 

 

Pernille                                /Jon Pape

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at konkretiseringen af skybrudsplan for Indre By anvendes som grundlag for udarbejdelse af projektforslag til anlægsprojekter (bilag 1),
  2. at skybrudssikring af området omkring H.C. Andersens Boulevard gennemføres som en overfladeløsning,
  3. at skybrudssikring af området omkring Grønningen/Esplanaden udføres som en løsning, der omfatter udledning af skybrudsvand til Kastelsgraven.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 7. oktober 2013

Der blev stemt om indstillingens 1. at:

For indstillingens 1. at stemte otte medlemmer for: A, B, F, Ø.

Mod indstillingens 1. at stemte et medlem: C.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

Indstillingen blev anbefalet.

 

Det konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte forslaget om igen at grave Vester Voldgade op forfra, og forslaget om at nedlægge parkeringspladser kan vi heller ikke støtte, idet vi ikke ser et modsætningsforhold mellem parkering og håndtering af 100 årsregn.”

 

Udvalget afgav følgende protokolbemærkning:

”Udvalget bemærker, at Teknik- og Miljøudvalget ikke herved har taget stilling til de enkelte projekter, som afventer den endelige implementering foråret 2014. Det er vigtigt, at forvaltningen medtænker en borgerinddragelse i denne fase.”


 

Økonomiudvalget indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget bemærker, at HOFOR kun kan medfinansiere fælles klimatilpasningsprojekter med 100 % til og med 2015, hvorefter der p.t. kræves medfinansiering med 25 % fra kommunen. Kommunens egen finansiering skal derfor indgå i budgetforhandlinger for 2016 og frem. HOFOR er underlagt prisloft, hvorfor det er en forudsætning, at HOFOR’s økonomi samlet set kan løfte investeringerne til klimatilpasninger.

Økonomiudvalget har herudover ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet 29. oktober 2013

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.


Økonomiudvalget videreførte Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. oktober 2013:

”Teknik- og Miljøudvalget bemærker, at Teknik- og Miljøudvalget ikke herved har taget stilling til de enkelte projekter, som afventer den endelige implementering foråret 2014. Det er vigtigt, at forvaltningen medtænker en borgerinddragelse i denne fase.”


Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Venstre kan ikke støtte forslaget om igen at grave Vester Voldgade op forfra, og forslaget om at nedlægge parkeringspladser kan vi heller ikke støtte, idet vi ikke ser et modsætningsforhold mellem parkering og håndtering af 100 årsregn.”

 Dansk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. november 2013

 

Der ønskedes separat afstemning om indstillingens 1. at-punkt.

 

 

1.at-punkt blev godkendt med 30 stemmer imod 12.

 

For stemte: A, B, F, Signe Goldmann (løsgænger), Sofie K. Led (løsgænger) og Ø.

Imod stemte: C, I, O og V.

 

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance valgte at tilslutte sig:

”Partierne kan ikke støtte forslaget om igen at grave Vester Voldgade op forfra, og forslaget om at nedlægge parkeringspladser kan vi heller ikke støtte, idet vi ikke ser et

modsætningsforhold mellem parkering og håndtering af 100 årsregn.”

 

 

Socialdemokraterne ønskede at videreføre udvalgets protokolbemærkning som deres egen:

”Socialdemokraterne bemærker, at Teknik- og Miljøudvalget ikke herved har taget stilling til de enkelte projekter, som afventer den endelige implementering foråret 2014. Det er vigtigt, at forvaltningen medtænker en borgerinddragelse i denne fase.”

 

 

 

Til top