Mødedato: 28.04.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til socialborgmesteren om sagsbehandlingstider i Socialforvaltningen

Se alle bilag

Forespørgsel

Socialborgmesteren bedes redegøre for:

1. Hvad er sammenhængen mellem de senere års gentagne information fra Socialforvaltningen til Socialudvalget om, at forvaltningen arbejder intensivt med at nedbringe sagsbehandlingstiderne og en fortsat konstatering af, at forvaltningen har store udfordringer med at overholde sagsbehandlingsfristerne på trods af ekstra budgetmæssige ressourcetilførsler og ekstraordinære forvaltningsinitiativer?

2. Hvordan sikrer socialborgmesteren, at Socialforvaltningen kontinuerligt forholder sig til socialudvalgets vedtagne grundlagspapir, hvor et af målene er, at mindst 90 procent af alle ansøgningssager behandles til tiden i Socialforvaltningen i 2017?

3. Hvad er årsagen til den høje personaleomsætning i Socialforvaltningens Borgercenter Handicap på 25,6 procent, og hvad gør forvaltningen for at fastholde personalet?

 

(Stillet af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance)

 

Motivering

Borgercenter Handicaps gennemsnitlige sagsbehandlingstid på merudgiftsydelser, tabt arbejdsfortjeneste og hjælpemiddelområdet ligger i øjeblikket over de gældende frister, jf. bilag 1. De lange sagsbehandlingstider er ikke bare tørre tal, der er hentet fra et sagsbehandlingssystem. Bag tallene gemmer sig i massevis af triste historier om børn, søskende og forældre, der alle er påvirkede af, at Socialforvaltningen ikke kan overholde de gældende sagsbehandlingsfrister. Frister, som socialudvalget oven i købet besluttede at forlænge på udvalgsmøde d. 22. april 2015 for at sætte en overkommelig frist på forvaltningens behandling af sager, indtil den store sagspukkel var blevet håndteret. Men her et års tid efter er sagsbehandlingsfristerne stadig ikke overholdt på langt de fleste sagsområder i Socialforvaltningen.

Det er dyrt at have for lange behandlinger af borgernes sager i Socialforvaltningen, både for den enkelte borger men også for forvaltningen, som efterfølgende kan risikere at skulle håndtere fordyrende og tidsforlængende klagesager fra borgerne. Derfor vil Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti bede om socialborgmesterens forklaring på, at der – trods gentagne meldinger om snarlige forbedringer af sagsbehandlingstiderne – stadig er store udfordringer med overskridelse af sagsbehandlingsfristerne, når det gælder børn med handicap i Københavns Kommune.

Handicapcenter København blev i 2013 omstruktureret med henblik på at sænke sagsbehandlingstiderne og i det hele taget øge sagsbehandlingskvaliteten. I 2016 er der dog fortsat problemer med at overholde fristerne for sagsbehandlingen på børnehandicapområdet.

Nedenstående citater er indsat for at illustrere Socialforvaltningens svar på henvendelser om deres overskridelse af sagsbehandlingsfrister på børnehandicapområdet. Svarene i sin helhed er vedhæftede som bilag 2-5.

 

  • Forvaltningssvar på politikerspørgsmål fra februar 2014 om hvorvidt tillidsreformens gennemførelse også vil betyde en forkortelse af sagsbehandlingsforløbene i Socialforvaltningen (bilag 2): ”Tillidsreformen har som nævnt til formål at lette administration, forenkle arbejdsgange, skabe tid til kerneydelsen, sikre mere sammenhængende borgerforløb og mere aktiv inddragelse af borgeren. Dette vil kunne få en indflydelse på sagsbehandlingsforløbene i den forstand, at borgeren oplever sig bedre inddraget, oplever en højere kvalitet i sagsbehandlingen og mere sammenhængende forløb. Hvorvidt et sagsforløb vil blive tidsmæssigt kortere afhænger af de konkrete omstændigheder – hvorvidt der er overflødig administration, der kan skæres bort, sagsgange, der kan optimeres gennem bedre koordination, øget borgerinddragelse m.v.”

 

  • Forvaltningssvar på politikerspørgsmål fra august 2015 om sagsbehandlingstid for ansøgninger om hjælpemidler til handicappede børn (bilag 3):

Som det fremgår af tabellen, er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for afgjorte sager om hjælpemidler til børn og unge under 18 år efter servicelovens § 112 endnu ikke tilfredsstillende. Socialudvalget blev den 22. april 2015 orienteret om, at forvaltningen i 2014 havde problemer med, at overholde sagsbehandlingstiden på hjælpemiddelområdet. Forvaltningen har i 2015 gennemført bunkeafviklinger på hjælpemiddelområdet. En del gamle sager er som følge heraf blevet afgjort i perioden, hvilket har haft en negativ indvirkning på overholdelse af sagsbehandlingstiden på området. Som opfølgning på Socialudvalgets beslutning den 22. april 2015 blev der i juni og juli måned etableret en ny task force for at reducere sagsbehandlingstiden. Den nye task force i Borgercenter Handicap skal som en af deres vigtigste opgaver behandle ansøgninger på hjælpemiddelområdet, der har overskredet sagsbehandlingsfristen. Når samtlige bunkesager er afviklet senere i 2015, forventer forvaltningen, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på hjælpemiddelområdet bliver væsentligt reduceret og fristen overholdt.

 

  • Forvaltningssvar på politikerspørgsmål fra februar 2016 om tilførelse af 2,5 mio. kr. til administrationen på området for tidlig indsats blandt børn og unge med handicap (bilag 4):

De ekstra medarbejdere skal sikre, at det øgede antal borgere kan betjenes ordentligt. Dvs. koordinerende sagsbehandlere, sikre at sagsbehandlingstiderne ikke stiger og lignende. Forvaltningen ønsker at ansætte ca. 6 medarbejdere, der primært skal foretage sagsbehandling på børne- og ungeområdet."

 

  • Forvaltningssvar på politikerspørgsmål fra februar 2016 om sagsbehandlingstiderne på hjælpemidler, merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste (bilag 5):

”Socialforvaltningen arbejder fortsat intensivt på at nedbringe antallet af ældre ansøgninger, så sagsmængden stabiliserer sig på et niveau, hvor mindst 80 pct. af ansøgningerne kan færdigbehandles inden for den kommunalt fastsatte vejledende sagsbehandlingstid for det pågældende sagsområde. Det forventes at kunne ske ultimo maj 2016.”

 

Den høje personaleomsætning nævnt i forespørgslens punkt 3 er beskrevet i bilag 5, hvor det fremgår, at personaleomsætningen i Borgercenter Handicap for de seneste 12 måneder er på 67 medarbejdere svarende til 25,6 procent. Fratrukket barselsvikarer ligger den procentvise afgang af medarbejdere på 21,8 procent.

Socialudvalgets grundlagspapir rummer en målsætning om, at mindst 90 % af alle ansøgningssager behandles til tiden i Socialforvaltningen i 2017, hvilket svarer til en stigning på mindst 33 procentpoint i forhold til 2014. I papiret er endvidere fastsat et princip om at møde borgerne med tillid: ”Forvaltningens sagsbehandling og øvrige indsatser skal være kendetegnet ved høj kvalitet og stor gennemsigtighed, og arbejdet skal generelt foregå i en tillidsfuld ånd i tråd med Københavns Kommunes kodeks for tillid”.

Forslagsstillerne henstiller derfor til socialborgmesteren, at Borgercenter Handicap omgående bringer de aktuelle forsinkelser på sagsbehandlingen i centreret til ophør.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. april 2016

 

 

Forespørgslen blev besvaret.

Til top