Mødedato: 27.04.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlæg af punktindsatser for bedre cykelfremkommelighed, Indre by

Se alle bilag

For at skabe bedre fremkommelighed for cyklister i krydsene H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade og Frederiksborggade/Søtorvet skal der tages stilling til projektforslag om cykelstier ved krydsene og frigivelse af anlægsmidler hertil.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der frigives 2,00 mio. kr. til færdigprojektering og anlæg af projekterne i krydsene H.C.   Andersens Boulevard/Farimagsgade og Frederiksborggade/Søtorvet. De 2,00 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2017.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I Budget 2015 (Borgerrepræsentationen den 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) blev der med cykelpakke ”Cykelby for alle” afsat 3,85 mio. kr. til projektet ”Punktindsatser for bedre fremkommelighed” til blandt andet egenfinansiering af projekter om bedre fremkommelighed for cyklister i kryds, der har opnået og modtaget tilskud fra den statslige cykelpulje, det vil sige til krydsene H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade, Frederiksborggade/Søtorvet og Ingerslevsgade/Dybbølsgade.

Borgerrepræsentationen godkendte den 21. januar 2016 projektforslag og frigivelse af midler til anlæg af krydset Ingerslevsgade/Dybbølsgade. Der skal nu tages stilling til projektforslag for krydsene H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade og Frederiksborggade/Søtorvet og til frigivelse af anlægsmidler, så færdigprojektering og anlæg heraf kan sættes i gang.

Løsning

For inden 2025 at kunne opfylde målene i ”Fællesskab København” om, at 50 % af alle ture til og fra arbejde og uddannelse i København sker på cykel, og at 75 % af alle ture i København foregår i gang, på cykel eller i kollektiv trafik, skal flere vælge cyklen. Dette skal sikres ved blandt andet at forbedre fremkommeligheden, trygheden og sikkerheden for cyklister de steder, hvor der er meget cykeltrafik.

Forvaltningen har udarbejdet projektforslagene for krydsene H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade og Frederiksborggade/Søtorvet, jf. bilag 3. Bilag 1 indeholder et oversigtskort og bilag 2 de eksisterende forhold. Begge kryds er nogle af byens største trafikknudepunkter, hvor cyklisterne oplever flaskehalse. De fremlagte løsninger vil forbedre fremkommeligheden og trygheden for cyklisterne. Samlet set forventes forslaget ikke at påvirke de øvrige trafikanters fremkommelighed.

Projektforslag for krydset Frederiksborggade/Søtorvet, bilag 3A
I Frederiksborggade i retning mod Dronning Louises Bro anlægges en cykelsti på 2,8 m. helt frem til krydset i stedet for den nuværende højresvingsbane. Samtidig vil højresving blive forbudt, undtagen for cyklister. Hvor cyklisterne i dag kører på kørebanen blandt biler og busser, vil de efter anlægget have deres egen cykelsti, hvilket øger trygheden og fremkommeligheden for cyklisterne. Anlægget forventes at ville påvirke de højresvingende trafikanter marginalt, da der i såvel morgenmyldretiden (kl. 07.45-08.45) som i eftermiddagsmyldretiden (kl. 16.00-17.00) er få højresvingende bilister, da tællinger viser henholdsvis 22 ud af 616 og 14 ud af 529 biler.

På Søtorvet i retning mod Nørre Søgade udvides cykelstien fra 2,5 m. til 4,0 m. med en højresvingsbane for de cyklister, der skal over Dronning Louises Bro. Dette sker ved at reducere bredden på fortovet med 1,5 m. Fortovet er 8,0 m. bredt på dette sted, og anlægget vil derfor ikke indebære konsekvenser for fodgængerne.

Projektforslag for krydset H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade, bilag 3B og 3C
På H.C. Andersen Boulevard i retning mod Gyldenløvesgade op mod krydset udvides cykelstien fra 3,0 m. til 4,0 m. for at undgå flaskehalse for de cyklister, der skal lige ud i retning mod Gyldenløvesgade. Pladsen til den bredere cykelsti skabes ved, at hellen mellem cykelstien og kørebanen reduceres i bredden. I krydset optegnes cykelsymboler for cyklister, der skal over krydset. For at give mere plads til de højresvingende cyklister, der skal mod Nørre Farimagsgade, reduceres fortovet foran Realdania i bredden med op til 1,2 m, og fortovet vil efter anlæg være 2,5 m. langs hele facaden. Forvaltningen har været i dialog med Realdania, som ser frem til en dialog om konkretiseringen af projektet.

I Nørre Farimagsgade i retning mod Øster Farimagsgade etableres en cykelsti på 2,8 m. For at skabe plads til cykelstien rettes fortovet ud til en lige linje langs Ørstedsparken og hen til parkeringspladserne. I dag cykler cyklisterne ude på kørebanen langs en fortovskant, der bugter sig. Mellem cykelstien og vejen anlægges en bushelle til det eksisterende busstoppested. Det bliver ikke muligt at flytte det nuværende læskur, der står på fortovet, da der ikke er plads på den kommende bushelle.

I Vester Farimagsgade i retning mod Nørre Farimagsgade anlægges en cykelsti på 2,5 m. frem mod krydset i stedet for den nuværende højresvingsbane, der også fungerer som busbane. Samtidig vil højresving blive forbudt, undtagen for cyklister. Hvor cyklisterne i dag kører på kørebanen mellem biler og busser, vil de efter anlægget have deres egen cykelsti, hvilket øger trygheden og fremkommeligheden for cyklisterne.

Anlægget forventes at ville påvirke de højresvingende trafikanter marginalt. Forvaltningen har en tælling, der viser 27 højresvingende i morgenmyldretiden og 33 i eftermiddagsmyldretiden, som udgør en lille andel af bilerne i krydset. Politiet erfarer også, at antallet af højresvingende bilister er lavt.

Høring, bilag 4
Politiet har givet samtykke til projektforslaget. For at biltrafikken kan afvikles som i dag, ønsker politiet, at et venstresvingsforbud fra Vandværksviadukten mod Hammerichsgade ophæves. Forvaltningen vil i projekteringsfasen i dialog med politiet overveje eventuelle løsninger til sikring af en fortsat god trafikvikling. Lokaludvalget påpeger, at flere cyklister benytter fortovet som cykelsti fra Øster Søgade mod Dronning Louises Bro og fra Nørre Farimagsgade mod Gyldenløvesgade. Forvaltningen mener, at projektforslagets fokus på at forbedre forholdene for cyklisterne vil reducere cyklisternes behov for at cykle på fortovet. Movia har oplyst, at cykelstien på Vester Farimagsgade vil forsinke linje 37 med 20-25 sekunder, men at en sådan forsinkelse kan håndteres inden for den eksisterende køreplan, jf. bilag 4. Det er forvaltningens forventning, at etableringen af bushellen i Nørre Farimagsgade vil betyde, at forsinkelsen for linje 37 mindskes. Movia har tillige ønsket en ændret geometri i krydset Frederiksborggade/Søtorvet. Forvaltningen har ikke arbejdet videre med forslaget, da det ligger uden for projektets ramme.

På Borgerrepræsentationens møde den 4. december 2015 oplyste forvaltningen, at projektforslaget for krydsene H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade og Frederiksborggade/Søtorvet ville blive fremlagt til politisk behandling i foråret 2016. Forsinkelsen med projektforslaget skyldes blandt andet ændrede krav fra politiet om etablering af fremrykkede cykelstier. Projekterne forventes anlagt i perioden fra august til december 2017, når det vil være til mindst mulig gene for trafikken. Krydset Ingerslevsgade/Dybbølsgade forventes anlagt i 2019, når igangværende byggerier i Skelbækgade er afsluttet.

Økonomi

I Budget 2015 blev der afsat 3,85 mio. kr. (2015 p/l) til ”Punktindsatser for bedre fremkommelighed”. På Borgerrepræsentationens møde den 11. december 2014 blev der budgetteret med yderligere støtte fra den nationale cykelpulje på 1,93 mio. kr. (2015 p/l) til ”Punktindsatser for bedre fremkommelighed”. De i alt 5,78 mio. kr. (2015 p/l) er fordelt/disponeret til tre projekter: Ingerslevsgade/Dybbølsbro med 1,10 mio. kr. (2015 p/l), krydsende H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade og Frederiksborggade/Søtorvet med 2,73 mio. kr. (2015 p/l) og de resterende 1,95 mio. kr. (2015 p/l) til modeludvikling og flaskehalse (i alt 5,78 mio. kr.). Af de i alt 2,73 mio. kr. (2015 p/l) til forbedringer af de to kryds blev 0,8 mio. kr. stjernemarkeret og dermed frigivet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2015. Med denne indstilling skal de resterende midler (1,93 mio. kr.) frigives for at udarbejde færdigprojektering og udføre anlæg af de to kryds. De 1,93 mio. kr. (2015 p/l) svarer til 2,00 mio. kr. i 2017 p/l og skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets (TMU) bevilling Ordinær anlæg, jf. tabel 1:

 

 

 

 Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i t. kr.

(2017 p/l)

År 2017

TMU

Hovedprojektering og anlæg af krydsene H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade og Frederiksborggade/Søtorvet

3400 - Ordinær anlæg

2.28.23.3

2.000

I alt

 

 

 

2.000

Projektet forventes ikke at ville påvirke TMU driftsøkonomi.

Videre proces

Projekterne i krydsene H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade og Frederiksborggade/Søtorvet forventes anlagt i perioden august til december 2017.

 

Pernille Andersen                         /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

 

   1. at projektforslagene for krydsene H.C. Andersens Boulevard/Farimagsgade og     Frederiksborggade/Søtorvet danner grundlag for færdigprojektering og anlæg, jf. bilag

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

    2. at der frigives 2,00 mio. kr. til færdigprojektering og anlæg af projekterne i krydsene H.C.     Andersens Boulevard/Farimagsgade og Frederiksborggade/Søtorvet. De 2,00 mio. kr. skal     frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2017.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. marts 2017

1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. februar 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. april 2017 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top