Medlemsforslag om Handleplan mod Racisme og Diskrimination i Folkeskolen
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen, at der med udgangspunkt i den eksisterende handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelse udarbejdes initiativer mod Racisme og Diskrimination målrettet kommunens folkeskoler med inddragelse af relevante aktører og forskere, samt at finansieringen henvises til budget 2026.
(Stillet af Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet)
Motivering
Der er udarbejdet et budgetnotat (BU87) til Budget 2025 målrettet udvikling af strategier eller handleplaner for forebyggelse af diskrimination og racisme i københavnske folkeskoler (bilag 1). Initiativet er en del af den oprindelige tværgående handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelse fra 2023, men er aldrig blevet finansieret.
Folkeskolen skal være en grundsten i vores demokrati. Det er her, børn lærer at leve sammen i forskellighed, og det er her, fundamentet for fremtidens borgere bliver lagt. Hvis nogle børn vokser op med oplevelsen af, at de er mindre værd på grund af deres hudfarve, kultur eller religion, så svigter vi dem – og vi svigter hele ideen om en retfærdig og inkluderende folkeskole.
En rapport udarbejdet af Institut for Menneskerettigheder i samarbejde med Børns Vilkår i 2023, viser at 56% af minoritetsetniske børn med ikke-vestlig baggrund har oplevet at blive mobbet med deres etnicitet (bilag 2).
En handleplan mod racisme og diskrimination er ikke et spørgsmål om symbolpolitik. Det er et spørgsmål om børns trivsel, tryghed og muligheder. Det handler om, at alle børn skal mødes med respekt – ikke mistænkeliggørelse. Om at lærere skal klædes på til at håndtere diskriminerende adfærd, og at skolerne skal have konkrete redskaber til at fremme lighed og fællesskab.
Derfor er det også godt, at Borgerrepræsentationen den 22. juni 2023 godkendte Københavns Kommunens handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser, der i øvrigt blev udviklet med markante bidrag fra det københavnske civilsamfund samt en lang række organisationer i en følgegruppe.
Det er imidlertid karakteriser ved at være en bred indsats, som løbende mangler finansiering. En af de indsatser er handleplan for forebyggelse af diskrimination og racisme i københavnske folkeskoler, som siden 2023 har været på tegnebrættet, men som endnu ikke er blevet til virkelighed.
En handleplan vil gøre det muligt at gribe ind, før skadelige mønstre sætter sig fast. Den vil sikre, at diskrimination ikke bliver normaliseret, eller fejet ind under gulvtæppet. Den vil sende et klart signal til elever, forældre og personale: I Københavns skoler er der plads til alle – og racisme tolereres ikke.
Det er ikke nok at tage afstand fra racisme i ord. Vi har brug for handling. Vi har brug for en plan.
For at planen skal blive til konkrete handlinger i virkeligheden, så kræver det også, at der bliver taget højde for og inddraget relevante parter. Som f.eks. ledelsen, medarbejdere og elever, hvor det giver mening, og helt konkret forskere og andre aktører, som ved noget om racisme og som kender overlappet til mobning, så som Laila Colding Lagermann, Cand. pæd. i pædagogisk psykologi og Ph.D. i uddannelses- og ungdomsforskning, Iram Khawaja, Ph.D. Lektor i pædagogisk psykologi, Uzma Ahmed, Rådgiver i barriere for inklusion, etnisk minoritetsstress og racisme, Mary Tesfay, Cand. pæd. i pædagogisk antropologi, samt Mette Toft Nielsen, Cand. mag. i kultur, kommunikation og etniske relationer.
Vi skylder vores børn at skabe et læringsmiljø, hvor de kan vokse op med stolthed over deres baggrund og med troen på, at de hører til. En handleplan mod racisme og diskrimination er ikke bare vigtig – den er afgørende.