Mødedato: 25.08.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Bygningsfornyelse Sydhavn og Fuglekvarteret 2016 - ekstraordinær pulje

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om fire ejendomme i Sydhavnen og i Nordvest skal have støtte til bygningsfornyelse fra de særskilte puljer til byfornyelse, som staten har afsat til disse områder. Staten medfinansierer 50 %.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der gives støtte til bygningsfornyelse af tre ejendomme i Det Grønne Sydhavnen med i alt 330 boliger, jf. bilag 1,

  2. at der gives støtte til bygningsfornyelse af en ejendom i Fuglekvarteret Vest med i alt 52 boliger, jf. bilag 1,

  3. at der frigives en anlægsbevilling til bygningsfornyelse af de i alt fire ejendomme på 6,2 mio. kr. og modtages indtægter i form af refusion fra staten på 3,1 mio. kr., jf. Økonomiafsnittet.  Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg fordelt med 2,5 mio. kr. i 2017, 2,5 mio. kr. i 2018 og 1,2 mio. kr. i 2019 jf. bilag 3 og 4.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Forvaltningen har gennemført en ansøgningsrunde til bygningsfornyelse i Områdefornyelserne i  Det Grønne Sydhavnen og Fuglekvarteret Vest i 2016, hvor andels- og ejerforeninger og private udlejningsejendomme ansøger digitalt om støtte til deres renoveringsprojekt. På baggrund af denne indleder forvaltningen en dialog med ansøger for at kvalificere ansøgningen. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forvaltningens forslag om støtte til i alt fire andelsforeningsejendomme.

Løsning

Københavns Kommune bevilger årligt i samarbejde med staten støtte til bygningsfornyelse af andels- og ejerforeninger og private udlejningsejendomme med det formål at udbedre installationsmangler og løfte boligstandarden for familier, unge og ældre samt nedbringe energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse.

I 2016 er der ved den indledende ansøgningsfrist i bygningsfornyelsespuljen modtaget hhv. ni ansøgninger i Det Grønne Sydhavnen og fire i Fuglekvarteret Vest. Forvaltningen har gennemgået ansøgningerne i dialog med ansøger, og herefter har tre ejendomme i Det Grønne Sydhavnen og to i Fuglekvarteret Vest indsendt kvalificeret ansøgning.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at der støttes tre ejendomme beliggende i Det Grønne Sydhavnen på Rubinsteinsvej 2-20/Händelsvej 7-21/Stubmøllevej 2-10, Rubinsteinsvej 1-15/Händelsvej 1-3/Sjælør Boulevard 29-43 og Tartinisvej 30-34/Stradellasvej 30-34 med i alt 330 boliger, og i Fuglekvarteret Vest støttes en ejendom med i alt 52 boliger på Mågevej 27-31/Rødkælkebo 1-5/BogfInkevej 4-8. De enkelte ejendomme og arbejderne, der ønskes udført, er nærmere beskrevet i bilag 1.

Der indstilles ingen udlejningsejendomme i denne indstilling, hvorfor der ikke ydes indfasningsstøtte.

Den samlede økonomi for ejendommene i Det Grønne Sydhavnen er 8,7 mio. kr. og fordeler sig således:

  • Københavns Kommune i alt 1,1 mio. kr.

  • Staten i alt 1,1 mio. kr.

  • Ejernes medfinansiering i alt 6,5 mio. kr.

Den samlede økonomi for ejendommene i Fuglekvarteret Vest er 11,3 mio. kr. og fordeler sig således:

  • Københavns Kommune i alt 2 mio. kr.

  • Staten i alt 2 mio. kr.

  • Ejernes medfinansiering i alt 7,3 mio. kr.

Borgerrepræsentationen vedtog 28. april 2016 for den ordinære ramme for byfornyelse en ny fordelingsnøgle, hvor kommunen finansierer 70 pct. og staten 30 pct. (mod tidligere 50/50). Spørgsmålet om fordelingen af midler på de ekstraordinære puljer var ikke en del af Borgerrepræsentationens behandling den 28. april 2016. Fordelingen af midler er således fastholdt på 50/50, fordi der ikke med den nuværende kommunale ramme, er mulighed for at øge den kommunale medfinansiering til 70/30 på både ordinære og ekstraordinære midler.

De byfornyelsesarbejder, der påtænkes udført, svarer til i alt 24 årsværk.

I overensstemmelse med byfornyelseslovens rammer har forvaltningen gennemgået og prioriteret ansøgningerne på baggrund af følgende kriterier fastlagt i Byfornyelsesstrategien (Borgerrepræsentationen 29. oktober 2009, revideret 25. august 2011):

  • Ejendomme, hvor der mangler installationer (wc, bad eller fjernvarme) i boligerne

  • Ejendomme, der ved renovering nedsætter energiforbruget væsentligt, og bidrager til byens CO2-målsætning

  • Ejendomme, der gennemfører energibesparende arbejder, der kan demonstrere og inspirere til bedre og billigere renoveringer fremadrettet.

Med støtten opnås, at:

  • I en ejendom (18 boliger) etableres wc/bad
  • I en ejendom (52 boliger) energioptimeres fra kategori F til D, og
  • I tre ejendomme (330 boliger) energioptimeres fra kategori D til C.
  • De 3 ejendomme i Det Grønne Sydhavnen forventes at få en gennemsnitlig energibesparelse på 17 % og ejendommen i Fuglekvartet Vest 24 %. Klimaplanens mål i 2025 er en 20 % energireduktion. Af bilag 1 fremgår de enkelte ejendommes energispring og forventede besparelser. Forvaltningens samlede miljøvurdering fremgår tillige af bilag 2.

Der ændres ikke ved tilgængeligheden i de indstillede projekter. Alle ejendommene er opført før 1950, og derfor er der i deres nuværende indretning ikke taget højde for tilgængeligheden for mennesker med funktionsnedsættelser.

Tinglysning af en deklaration om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud vil som hidtil ske for alle ejendommene, jf. bilag 1.

Sideløbende har forvaltningen behandlet ansøgninger om bygningsfornyelse fra ejendomme i Områdefornyelsen Indre Nørrebro samt i den ordinære pulje til hele København. Til en områdefornyelse søger kommunen staten om ekstraordinære midler. Ekstraordinære midler er bundet til bygningsfornyelser i det geografiske område, som områdefornyelsen dækker. Dette til forskel fra den ordinære pulje, der kan anvendes inden for hele kommunen uden yderligere geografiske bindinger. Da der er tale om særskilte midler, indstilles disse ejendomme i særskilte indstillinger efter hvilken områdefornyelse, de er beliggende i, og de øvrige indstilles i den ordinære pulje.

Økonomi

Beslutningen om byfornyelse og finansiering af udgifterne sker i medfør af lovbekendtgørelse nr. 1041 af 31. aug. 2015 om byfornyelse og udvikling af byer. Den samlede støtte til bygningsfornyelse af fire ejendomme er opgjort til 6,2 mio. kr., hvoraf staten refunderer 50 %, svarende til 3,1 mio. kr. Dermed lægges den af Borgerrepræsentationen vedtagne finansieringsmodel for 2016 med fortsat 50 % kommunal og 50 % statslig finansiering til grund for fordelingen af midler i denne indstilling. Med støttebeløbet på 6,2 mio. kr. til de fire ejendomme opnås en samlet investering på 20 mio. kr. inklusiv ejendommenes egenfinansiering.

De samlede udgifter og indtægter er fordelt over årene 2017-2019 således:

 

2017

2018

2019

I alt

Udgifter (mio. kr.)

2,5

2,5

1,2

6,2

Indtægter (mio. kr.)

1,25

1,25

0,6

3,1

Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Byfornyelse, anlæg, funktion 0.25.15.3, jf. bilag 3.

Der henvises til bilag 4 for så vidt angår kategorisering af anlægsmidlerne.

Efter indstilling af de tre ejendomme i Det Grønne Sydhavnen resterer 25,3 mio. kr. af de særskilte midler til bygningsfornyelse i dette område. Efter indstilling af ejendommen i Fuglekvarteret Vest resterer 2,7 mio. kr. af de særskilte midler til bygningsfornyelse i dette område. Disse vil blive anvendt til yderligere ansøgningsrunder i 2016 og 2017.

Videre proces

Ejerne af de ejendomme, der opnår støtte, vil blive bedt om at indsende udbudsprojekt til forvaltningen til godkendelse inden igangsætning. Projekterne forventes at være gennemført og regnskabsgodkendt senest i 2019.

 

Pernille Andersen         

                                                                 /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 
  1. at der gives støtte til bygningsfornyelse af tre ejendomme i Det Grønne Sydhavnen med i alt 330 boliger, jf. bilag 1.

  2. at der gives støtte til bygningsfornyelse af en ejendom i Fuglekvarteret Vest med i alt 52 boliger, jf. bilag 1.

  3. at der frigives en anlægsbevilling til bygningsfornyelse af de i alt fire ejendomme på 6,2 mio. kr. og modtages indtægter i form af refusion fra staten på 3,1 mio. kr., jf. Økonomiafsnittet.  Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg fordelt med 2,5 mio. kr. i 2017, 2,5 mio. kr. i 2018 og 1,2 mio. kr. i 2019 jf. bilag 3 og 4.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. juni 2016 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag om tilføjelse at et supplerende at-punkt:
”At der bevilges støtte til den ene ejendom (18 boliger), der mangler toilet/bad. Den resterende del af puljen slås op igen med henblik på at bevilge støtte til etablering af bad og toilet.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med to stemmer mod seks. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med seks stemmer mod to. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C og V

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Det bør være en privat opgave og udgift at energirenovere sin ejendom”

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 6 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø og F.

Imod stemte: V, C og I.

Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. juni 2016:

”Det bør være en privat opgave og udgift at energirenovere sin ejendom”.

 

 

 

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. august 2016

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) fra udvalgsbehandlingen om tilføjelse af et supplerende at-punkt:

 

”At der bevilges støtte til den ene ejendom (18 boliger), der mangler toilet/bad. Den resterende del af puljen slås op igen med henblik på at bevilge støtte til etablering af bad og toilet.”

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 43 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C, I og V.

Imod stemte: A, B, F, O og Ø.

 

 

Selve indstillingen blev herefter godkendt med 44 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O og Ø.

Imod stemte: C, I og V.

 

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Liberal Alliance tilsluttede sig:

 

”Det bør være en privat opgave og udgift at energirenovere sin ejendom.”

Til top