Mødedato: 24.11.2005, kl. 17:30

Partnerskaber om uddannelse

Se alle bilag

Partnerskaber om uddannelse

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 24. november 2005

 

 

BR 621/05

Partnerskaber om uddannelse

Partnerskaber om uddannelse

 

 

Indstilling om, at Økonomiudvalget pålægges snarest at fremkomme med et konkret forslag til, at alle forvaltninger med virkning fra budgetåret 2007 reserverer en andel af lønsummen for kontoradministrativt personale til ansættelse af kontorelever, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget udarbejder og vedligeholder informationsmaterialer der vedlægges al udbudsmateriale til orientering for de bydende, at forvaltningerne skal være opmærksomme på muligheden for at definere særlige opgaver, som uden væsentlige meromkostninger kan udføres fortrinsvis af lærlinge med elever i erhvervsgrunduddannelsen eller på produktionsskoler o. lign, at forvaltningerne skal være opmærksomme på at give elever med en anden etnisk baggrund end dansk lige mulighed for at få praktikplads i kommunen, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget gennemfører en evaluering af indsatsen i 2009, at Borgerrepræsentationen herved har taget stilling til medlemsforslag BR 112/04, samt at kommunen i forbindelse med et udbud skal opstille et præcist kontraktkrav om, at virksomheden ved løsning af den konkrete opgave for kommunen skal påtage sig uddannelsesforpligtelser i bestemt omfang i form af e t krav om, at virksomheden skal bruge et bestemt antal under uddannelse til løsning af opgaven. Omfanget er defineret i Enhedslistens forslag.

                                                                 (Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler:

At Økonomiudvalget pålægges snarest at fremkomme med et konkret forslag til, at alle forvaltninger med virkning fra budgetåret 2007 reserverer en andel af lønsummen for kontoradministrativt personale til ansættelse af kontorelever.

At Uddannelses- og ungdomsudvalget udarbejder og vedligeholder informationsmaterialer der vedlægges al udbudsmateriale til orientering for de bydende.

At forvaltningerne skal være opmærksomme på muligheden for at definere særlige opgaver, som uden væsentlige meromkostninger kan udføres fortrinsvis af lærlinge med elever i erhvervsgrunduddannelsen eller på produktionsskoler o. lign

at forvaltningerne skal være opmærksomme på at give elever med en anden etnisk baggrund end dansk lige mulighed for at få praktikplads i kommunen

At Uddannelses- og ungdomsudvalget gennemfører en evaluering af indsatsen i 2009

At Borgerrepræsentationen herved har taget stilling til medlemsforslag BR 112/04.

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2005

Mikkel Warming (Ø) stillede følgende ændringsforslag til forvaltningens indstilling: "Kommunen skal i forbindelse med et udbud opstille et præcist kontraktkrav om, at virksomheden ved løsning af den konkrete opgave for kommunen skal påtage sig uddannelsesforpligtelser i bestemt omfang i form af et krav om, at virksomheden skal bruge et bestemt antal under uddannelse til løsning af opgaven. Omfanget er defineret i Enhedslistens forslag."

Økonomiudvalget stemte om Mikkel Warmings forslag.

For stemte 5 medlemmer: Winnie Berndtson (A), F og Ø

Imod stemte 4 medlemmer: C, O og V

1 medlem undlod at stemme: Lars Engberg (A)

Ændringsforslaget blev dermed anbefalet.

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet uden afstemning.

 

 

 

RESUME

Der er et stort behov for flere uddannelsespladser for unge i Københavns Kommune specielt indenfor erhvervsuddannelserne og i kortere individuelt tilpassede uddannelser. Inden for en lang række fagområder her det i en del år været vanskeligt for unge at fuldføre deres uddannelse fordi der mangler praktik- og uddannelsespladser både i det private erhvervsliv og i den offentlige forvaltning.

I forlængelse heraf har Enhedslisten stillet medlemsforslag nr. 30, BR 112/04 om "partnerskab om uddannelse". Borgerrepræsentationen har henvist forslaget til økonomiudvalget med høring af Uddannelses- og Ungdomsudvalget samt Københavns Erhvervsråd.

I forbindelse med høringerne har Økonomiforvaltningen indhentet oplysninger fra fagforvaltningerne om deres praksis i relation til praktik- og uddannelsespladser. I den sammenhæng kan det oplyses, at der ikke foreligger en generel politik på elev- og praktikområdet.

 

I sit høringssvar foreslår Uddannelses- og Ungdomsudvalget iværksat en række initiativer herunder at forvaltningerne genovervejer deres uddannelsespolitik for at forøge det samlede antal elev-/ lærlingepladser for unge i Københavns Kommune, samt at kommunen iværksætter en intensiv kampagne rettet mod Kommunens leverandører for at motivere disse til at ansætte flere elever/lærlinge som led i et fælles ansvar for unges uddannelse.

Økonomiforvaltningen vil sammen med Uddannelses- og ungdomsforvaltningen informere forvaltningerne om mulighederne for at lade opgaver udføre af elever fra erhvervsgrunduddannelsen og fra produktionsskolerne. Økonomiforvaltningen vil endvidere gøre opmærksom på, at elevpolitikken kan bidrage til at sikre den etniske ligestilling i kommunen.

Endeligt foreslås, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen (Børne- og Ungdomsforvaltningen) gennemfører en samlet evaluering i 2009, når de iværksatte initiativer har været i gang i 2 år.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Medlemsforslag nr. 30, BR 112/04 om "Partnerskab om uddannelse", stillet af Enhedslisten, blev behandlet på møde i borgerrepræsentationen den 22. april 2004. Det indeholder følgende elementer:

 

"For et fremme de unges uddannelsesmuligheder foreslås det, at Københavns Kommune medvirker til at forøge antallet af uddannelsespladser, dette gøres ved:

- At Københavns Kommune forøger antallet af praktik- og uddannelsespladser i alle forvaltninger (incl. Kommunale forsyningsselskaber), primært inden for håndværks- og serviceområderne.

Det øgede antal pladser skal tilbydes til kommunens praktikpladssøgende unge, dels som ordinære elev- og lærlingepladser / unge i de såkaldte SKP ordninger (skolepraktikordninger), dels som praktikpladser for unge, der endnu ikke har valgt uddannelsesretning, herunder unge i erhvervsgrunduddannelsen.

Der henvises til 1. at samt omtalen nedenfor at indsatsen i.f.t. kommunens leverandører.

 

- At Københavns Kommune i forbindelse med udbud a f anlægsopgaver og andre opgaver kræver, at virksomhederne dokumenterer deres uddannelsespolitik, hvad angår rekruttering af lærlinge. Virksomhedens uddannelsespolitik indgår i vurderingen af tilbudet, idet man i den ny lov om prisindhentning godt kan lade andre udvælgelseskriterier end den simple pris være afgørende for valg af virksomhed efter udbud, når disse andre udvælgelseskriterier offentliggøres i forbindelse med udbuddet. Gennemførelsen af beslutningen evalueres efter 2 år i samarbejde med de tekniske skoler.

Der henvises til den juridiske vurdering (bilag 1) samt indstillingens 2. at og omtalen af initiativer i.f.t. kommunens forvaltninger nedenfor.

 - At der indgås partnerskab mellem Københavns Kommune, de tekniske skoler og diverse virksomheder om skolepraktikordningen ved anlægsopgaver og andre tekniske opgaver, der kan løses i forbindelse med udbudte arbejder.

Regeringen har stort set fjernet skolepraktikordningen, jf. Uddannelses- og Ungdomsudvalgets høringssvar. Det vil derfor ikke være relevant at gå videre med dette.

- At kommunens forvaltninger forpligtes til ved udbud af opgaver årligt at indgå aftale med Københavns Tekniske Skole eller Teknisk Erhvervsskole Center om mindst 1 skoleelevpraktikplads af mindste 6 måneders varighed i form af delaftale mellem virksomheden og lærlingen pr. 3 mio. kr. skønnet i løn for håndværksmæssige ydelser i udbud af anlægsarbejder og løsningen af andre tekniske opgaver. Praktikpladserne skal etableres på de arbejdspladser, som opstår ved opgavens udførelse.

Der henvises til den supplerende juridiske vurdering (bilag 2) samt indstillingens 2. at og omtalen af initiativer i.f.t. kommunens forvaltninger nedenfor.

- At kommunernes forvaltninger er opmærksomme på muligheden for at definere særlige opgaver, som uden væsentlige meromkostninger kan udføres fortrinsvis af lærlinge med skolepraktikpladser, elever i erhvervsgrunduddannelsen eller på produktionsskoler o. lign. Det kan være udførelse af legepladsudstyr, fremstilling af inventar, opsætning af skillevægge, reparationer og andre større og mindre opgaver, som kan planlægges og udføres på skolerne eller i samarbejde med kommunernes institutioner. Gennemførelsen af beslutningen evalueres efter 2 år i samarbejde med skolerne".

Der henvises til 3. at samt initiativer i.f.t. kommunens forvaltninger nedenfor, jf. dog, at det ikke skønnes relevant at arbejde med skolepraktikpladser.

Wallait Khan (V) stillede følgende ændringsforslag:

"Der tilføjes følgende til medlemsforslaget:

-AT kommunens forvaltninger er opmærksomme på at give elever med en anden etnisk baggrund end dansk lige mulighed for at få praktikplads i kommunen, og at praktikpladserne kan være et middel til at opnå bedre resultater i det personalepolitiske regnskab vedrørende etnisk ligestilling."

Der henvises til 4. at samt initiativer i.f.t. kommunens forvaltninger nedenfor.

Borgerrepræsentationen besluttede at henvise sagen til Økonomiudvalget med høring af Uddannelses- og Ungdomsudvalget samt Københavns Erhvervsråd.

Juridisk vurdering

Økonomiforvaltningen har vurderet de juridiske forhold i.f.t. medlemsforslagets 2. at-punkt, hvor der stilles krav om, at virksomheder i.f.m. udbud dokumenterer deres uddannelsespolitik samt at der etableres praktikpladser på de arbejdspladser, der opstår i.f.m. med de udbudte opgaver.

Det er Økonomiforvaltningens opfattelse, at kommunen ikke i forbindelse med en prækvalifikation kan stille krav om, at virksomhederne dokumenterer deres uddannelsespolitik, hvad angår rekruttering af lærlinge, ligesom uddannelsespolitikken næppe heller kan udgøre et tildelingskriterium.

Kommunen kan i forbindelse med et udbud opstille et præcist kontraktkrav om, at virksomheden ved løsning af den konkrete opgave for kommunen f.eks. skal påtage sig uddannelsesforpligtelser i bestemt omfang, f.eks. et krav om at virksomheden skal bruge et bestemt antal under uddannelse til løsning af opgaven.

Kravet kan kun opstilles til den konkrete opgave, og kan kun opstilles over for den del af virksomheden, som løser en opgave for kommunen. Kommunen har som ordregiver forud for ordretildelingen ingen mulighed for at kontrollere, hvordan tilbudsgiveren vil leve op til kontraktkravet. I øvrigt skal vilkårene for sociale klausuler være overholdt.

Der henvises endvidere til bilag 1.

For så vidt angår 4. at punkt i medlemsforslaget fremgår det af det som bilag 2 vedlagte supplerende notat, at der er en betydelig risiko for, at en udmøntning af medlemsforslaget vil kollidere med flere af de grundlæggende betingelser, der gælder, når der opstilles kontraktkrav. Økonomiforvaltningen foreslår derfor, at formålet søges forfulgt gennem informationsmaterialet, jf. indstillingens 2. at-punkt.

Forvaltningernes praksis

Til forberedelse af høringen har Økonomiforvaltningen den 19. januar 2004 indhentet oplysninger fra fagforvaltningerne om praksis i relation til etablering af praktik- og uddannelsespladser.

Økonomiforvaltningen har samlet set ikke haft elever i praktikforløb i 2004.

Økonomiforvaltningens rådhusdel arbejder på at blive godkendt som uddannelsessted m.h.p. at ansætte 1-2 kontorelever i 2005.

Skatteforvaltningen henviser til, at der som følge af kommunalreformen er en betydelig usikkerhed om den fremtidige placering af forvaltningens opgaver, det er derfor ikke er hensigtsmæssigt at indgå længerevarende elevaftaler. Forvaltningens uddannelsespolitik sigter i øvrigt imod ansættelse af kontorelever m.h.p. specialuddannelse til f.eks. skatterevisor eller pantefoged. Det er ikke forvaltningens praksis at have elever i praktik.    

Kursuscenteret oplyser, at med en mere stabil økonomi vil centeret gerne have en elev, hvis det kan vurderes, at der er tilstrækkelig faglig bredde i arbejdet.  

Kultur- og Fritidsforvaltningen ansætter i samarbejde med Uddannelses- Ungdomsforvaltningen 12 kontorelever årligt med en toårig uddannelsesaftale. I 2004 har de to forvaltninger i alt haft 18 elever på forskellige niveauer i elevuddannelsen. Antallet af elevpladser vil ikke kunne øges af budgetmæssige årsager. Forvaltningen omtaler ikke spørgsmålet om praktikpladser.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har p.t. 8 elever ansat indenfor kontorfagene. Yderligere 10 elever med anden etnisk baggrund vil blive ansat i løbet af foråret. Forvaltningen omtaler ikke spørgsmålet om praktikpladser.

Bygge- og Teknikforvaltningen oplyser, at forvaltningen i 2004 har haft 4 kontorelever, 1 mediegrafikerlærling, 7 gartnerelever, 14 anlægsgartnerelever, 1 væksthusgartnerelev, 17 elever indenfor øvrige håndværksfag samt 48 reddere/ brandmandselever i praktikforløb. Forvaltningen er opmærksom på mulighederne for at øge antallet af elever/lærlinge. Københavns Brandvæsen henviser dog til, at en udvidelse vil være afhængig af det antal uddannelsespladser de tekniske skoler udbyder.

Social- og Sundhedsforvaltningen oplyser, at forvaltningen i 2004 her haft 1106 social- og sundhedselever i praktik. Antallet af elever afspejler det fremtidige behov for personale i ældreplejen og på hospitalerne. Ældrebefolkningen i Københavns kommune er faldende, derfor vil antallet af social- og sundhedselever næppe stige i de kommende år.

Forvaltningen har derudover haft 3 kontorelever og 5 køkken-assistentelever. Antallet af kontorelever vil under hensyntagen til det nuværende arbejdspres maximalt kunne øges til ca. 8-10 elever.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen oplyser, at Københavns Energi har haft 6 kontorelever i 2004. KE vurderer at forsyningsenhedens øvrige fagområder fagligt set er for smalle til at kunne uddanne lærlinge. Miljøkontrollen har ikke kapacitet til at uddanne elever.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har p.t. 12 elever i et samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, og Center for Vejledning ønsker at etablere en elevplads indenfor administration, hvis centeret kan godkendes som uddannelsesplads.

 

Høring af Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Økonomiforvaltningen sendte den 23. februar 2005 forslaget i høring i Uddannelses- og Ungdomsudvalget, der har behandlet sagen den 27. april 2005 og besluttet nedenstående høringssvar:

"I Københavns Kommune er der et stort behov for flere uddannelsespladser for unge, specielt inden for erhvervsuddannelserne og i kortere individuelt tilpassede uddannelser. Inden for en lang række fagområder har det i en del år været vanskeligt for unge at fuldføre deres uddannelse. Efter gennemførelse af erhvervsuddannelsernes grundforløb (20-40 uger) skal de unge selv skaffe sig en 3-4 årig praktikaftale med en virksomhed for at gennemføre hele deres uddannelse. 

Lykkes det ikke for den unge at indgå uddannelsesaftale med en virksomhed, kan uddannelsen i visse fag fortsætte i skolepraktik (SKP) på erhvervsskolen, indtil virksomhedsaftaler kan indgås eller for resten af uddannelsestiden. Fra januar 2005 er skolepraktikordningen imidlertid begrænset inden for flere af de mest populære håndværks- og servicefag, fx auto, tømrer og elektriker.

I stedet er der igangsat kampagner over for organisationer og virksomheder for at få dem til at øge antallet af ordinære praktikpladsaftaler. Dette har endnu ikke været mærkbart i hovedstadsområdet. Især unge fra familier uden uddannelsestradition, heriblandt unge fra etniske minoritetsgrupper har store problemer med at skaffe praktikpladser. For disse grupper var skolepraktikordningen ofte en genvej til ordinær praktikplads.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget skal på denne baggrund foreslå følgende tiltag:

-  fagforvaltningerne genovervejer deres uddannelsespolitik m.h.p. at forøge det samlede antal elever/lærlingepladser for unge i Københavns Kommune. Der foreslås afsat midler centralt /i fagforvaltningerne til forøgelse af antallet af uddannelsespladser for unge

-  der oprettes et antal uddannelsespladser, der tilbydes unge i Erhvervsgrunduddannelsen EGU inden for fagområder, der typisk varetages af ikke traditionelt faglærte medarbejdere i kommunen. Målgruppen er unge, der ikke kan overskue uddannelse til faglærte job, men har brug for kortere praktikforløb inden for service- og  medhjælperfunktioner for derigennem at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller mod på mere uddannelse 

-   kommunen iværksætter en intensiv kampagne rettet mod kommunens leverandører m.h.p. at motivere disse til at ansætte flere elever/lærlinge som led i et fælles ansvar for unges uddannelse

-   Center for Vejledning formidler kontakt mellem virksomheder, erhvervsskoler og de uddannelsessøgende og udarbejder informationsmaterialer, der fx kan vedlægges udbudsmateriale og udsendes til kommunens sædvanlige leverandører

- Center for Vejledning støtter de unge og virksomhederne med vejledning/mentorordninger i forbindelse med oprettelse af elev/lærlingeforløb

-   kommune og private virksomheder baserer samarbejdet  på partnerskabsordninger, der forpligter partnerne inden for den aftalte ramme. Kommunens andel kan være at formidle kontakten mellem de unge og virksomhederne, støtte virksomhederne i at tilrettelægge uddannelsesforløb /-miljøer på virksomhederne

-  Kommunens forvaltninger skal i fremtiden være opmærksomme på muligheden for at definere særlige opgaver, som kan udføres af lærlinge og elever i EGU erhvervsgrunduddannelsen.  Udførelse af begrænsede anlægs- og serviceopgaver, f.eks. udførelse af legepladsudstyr, inventar, opsætning af skillevægge, reparationer og andre mindre opgaver kan planlægges og udføres af lærlinge på erhvervsskolerne, elever i erhvervsgrunduddannelsen og på produktionsskoler.

Center for Vejledning formidler kontakt mellem kommunal "kunde"/ institution og skoleværksted.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget lægger vægt på, at de nævnte muligheder og tilbud beskrives i en uddannelsespjece, der vedlægges alle kommunale udbudsmaterialer og distribueres til kommunale institutioner, tilbudsgivende virksomheder m.m.

Udvalget foreslår, at Center for Vejledning forestår kontakt mellem virksomheder, kommunale forvaltningsenheder og uddannelsessteder. Desuden foreslås det, at der samarbejdes med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om kontakt til unge og virksomheder, tilrettelæggelse af forløb, støtte til unge samt opfølgning.

Det foreslås, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forestår evaluering af ordningerne, eventuelt i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen.

Udvalget anmoder Økonomiudvalget om den nærmere juridiske undersøgelse, som Økonomiforvaltningens 9. kontor omtaler i sine bemærkninger vedrørende muligheden for særlige krav til virksomhedens politik for så vidt angår ansættelse af lærlinge".

Høring af Københavns Erhvervsråd

Økonomiforvaltningen har sendt medlemsforslaget til en høring i Erhvervsrådet til drøftelse på rådets møde den 18. april 2005. Erhvervsrådets svar fremgår af mødereferat af 10. maj 2005.  

Erhvervsrådet drøftede medlemsforslaget. Rådet var generelt af den opfattelse, at der er behov for flere praktikpladser i Københavns Kommune, og rådet kunne derfor tilslutte sig følgende: 

·        Forslaget om "partnerskab om uddannelse" tilgodeses som helhed som et godt initiativ, særlig når det ses i relation til unge med anden etnisk baggrund, og det generelle behov på arbejdsmarkedet i Københavns Kommune for veluddannede unge

·        Københavns Kommune som arbejdsplads viser et godt eksempel på elev- og praktikområdet. Kommunen bør åbne sig som uddannelsessted for så mange elever og praktikanter som muligt og med de bedst mulige uddannelsesbetingelser.

Konkrete forslag til etablering af flere uddannelsespladser

På grundlag af de indkomne høringsforslag har Økonomiforvaltningens videre bearbejdning koncentreret sig om mulighederne for at opfordre kommunens leverandører til at etablere yderligere uddannelsespladser og mulighederne for, at der etableres flere uddannelsespladser i fagforvaltningerne.

Initiativ i.f.t. kommunens leverandører

UUU foreslår, at der iværksættes en kampagne i.f.t. kommunens leverandører for at få dem til at etablere flere uddannelsespladser, og konkret foreslås, at der laves en uddannelsespjece, der beskriver tilbud og muligheder på uddannelsesområdet, der vedlægges alle kommunale udbudsmaterialer og distribueres til kommunale institutioner, tilbudsgivende virksomheder m.m.

På den baggrund indstilles, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Center for Vejledning får ansvaret for at udforme og vedligeholde en sådan pjece (evt. suppleret med uddybende materiale på kommunens hjemmeside), som distribueres til kommunens forvaltninger og institutioner og fremover skal vedlægges i.f.m. alle kommunale udbud, der omfatter håndværks- og serviceydelser for mere end 3 mio. kr.

INITIATIVER I.F.T. KOMMUNENS FORVALTNINGER

Personalepolitik/uddannelsespolitik

 

Københavns Kommune vedtog i 1992 en personalepolitik, som fortsat er gældende.

 

Der er efterfølgende besluttet et værdigrundlag med 10 fokusområder for ledelse.

 

Personalepolitikken indeholder et afsnit om efter- og videreuddannelse bl.a.

 

Københavns Kommune mener, at efter- og videreuddannelse af medarbejdere og ledere er en forudsætning for, at kommunens arbejdspladser kan være tidssvarende og effektive og nå de fastsatte mål, samt at borgerne og virksomhederne får en god betjening.

 

Dette indebærer en pligt for institutionerne til at afsætte ressourcer til uddannelsesaktiviteter.

 

Tilsvarende omhandler et af de 10 fokusområder kompetenceudvikling både individuelt og generelt i virksomheden.

 

Betydning om leder- og kompetenceudvikling er betonet i mange andre sammenhænge.

 

Derimod har kommunen ingen politik, der retter sig mod grunduddannelsen eller kompetencegivende uddannelse.

 

Det er/har været op til den enkelte forvaltning at vurdere hvilke uddannelser forvaltningen har behov for, for at leve op til de fastlagte mål. Forvaltningen beslutter i den forbindelse i hvilket omfang det er formålstjenstligt at ansætte elever eller unge i praktik.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget foreslår iværksat en række initiativer herunder at forvaltningerne genovervejer deres uddannelsespolitik for at forøge det samlede antal elev/lærlingepladser for unge i Københavns Kommune, som led i et fælles ansvar for unges uddannelse.

Økonomiforvaltningen kan tilsluttes til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets målsætninger. På håndværks- og serviceområder viser gennemgangen af forvaltningerne ovenfor ikke noget klart billede af, hvor der eventuelt er udækkede behov. Særligt på SoSu-uddannelserne gennemføres der allerede i dag et meget stort arbejde for at etablere de nødvendige elevpladser.  På håndværksområdet er den kommunale beskæftigelse stærkt vigende, bl.a. grundet salget af dele af de kommunale forsyningsselskaber samt en øget anvendelse af udbud på vedligeholdelsesområdet.

Til gengæld kan det konstateres, at samtlige forvaltninger beskæftiger kontoradministrativt personale, at der fortsat vil være behov for kontoradministrativt personal, samt at der er et væsentligt efterslæb etableringen af kommunale elevpladser på dette område. Økonomiforvaltningen vurderer derfor, at det vil være både muligt og formålstjenligt at operere med en forholdsmæssig forpligtelse med hensyn til ansættelse af kontorelever. Det foreslås derfor derfor, at Økonomiudvalget pålægges snarest muligt efter nytår at fremkomme med et konkret forslag til, at alle forvaltninger med virkning fra budgetåret 2007 reserverer en andel af lønsummen for kontoradministrativt personale til ansættelse af kontorelever. Finansieringsmodellen er den samme, som ØU traf beslutning om på mødet den 22. juni 1999 (pkt. 13 – Ø416/99) om afsættelse af 0,5 - 0,1% af  lønsummen primært til fastholdelse af ansatte i flex - job.

Økonomiforvaltningen vil sammen med Uddannelses- og ungdomsforvaltningen informere forvaltningerne om mulighederne for at lade opgaver udføre at elever fra erhvervsgrunduddannelsen samt fra produktionsskolerne (3. at), samt at elevpolitikken kan bidrage til at sikre den etniske ligestilling i kommunen (4. at).

Evaluering

Det foreslås, at der gennemføres en samlet evaluering, når de i indstillingen foreslåede initiativer har været i gang i 2 år. Da 1. at først kan iværksættes fra 2007 foreslås det derfor, at Center for Vejledning forestår en sådan evaluering i 209.

 

ØKONOMI

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen anslår at udgifterne til initiativer/kampagne overfor kommunens leverandører fra det private erhvervsliv vil være 100.000 kr. Denne udgift afholdes indenfor Uddannelses- og Ungdomsudvalgets eksisterendebudget.

Udgifterne til løn m.v. til et øget antal elever afholdes inden for de enkelte forvaltninger eksisterende budgetter. Det er ikke på nuværende tidspunkt opgjort, hvor meget de enkelte forvaltninger anvender på kontoradministrativt personale. En sådan opgørelse vil blive gennemført, når den endelige afgrænsning af de kommende forvaltninger er kendt. På baggrund heraf vil det blive vurderet, hvor stor en andel af lønsummen for kontoradministrativt personale, der i de enkelte forvaltninger skal reserveres til kontorelever.

 

Lønudgifter for kontorelever og lærlinge udgør:

For kontorelever med 2 års elevtid er lønudgiften mellem 138.928 kr. og 146.251 kr. og for kontorelever med 3 års elevtid udgør lønudgiften mellem 123.649 kr og 146.651 kr. For voksenelever, der er fyldt 25 år, er lønudgiften 203.015 kr.

 

For håndværkerlærlinge udgør lønudgiften mellem 116.890 kr. og 156.456 kr.

For lærlinge, der ved uddannelsens start er fyldt 21 år, udgør lønudgiften 181.635 kr. 

For lærlinge, der ved uddannelsens start er fyldt 25 år, udgør lønudgiften 207.570 kr.

 

Der er i begge kategoriers vedkommende tale om årlige udgifter incl. ATP.

 

MILJØVURDERING

Denne sagstype indgår ikke i Økonomiudvalgets positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

ANDRE KONSEKVENSER

HØRING

Sagen har været i høring i Uddannelses- og Ungdomsudvalget samt i Københavns Erhvervsråd. Høringssvarene er optrykt i indstillingen.

Initiativerne i.f.t. kommunens forvaltninger har været drøftet i kredsen af de administrerende direktører.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har været hørt om det foreslåede initiativ i.f.t. kommunens leverandører.

BILAG

1.      Juridisk vurdering. Notat fra Økonomiforvaltningens 9. kontor af 25. maj 2005

2.      Juridisk vurdering: Notat fra Økonomiforval tningens 9. kontor af 10. oktober 2005

3.      Indstilling og beslutning fra Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 27. april 2005-09-19

4.      Høringssvar fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

5.      Referat fra møde i Københavns Erhvervsråd den 18. april 2005

 

Erik Jacobsen

 

                                            / Hans Simmelkjær

 

Til top