Mødedato: 24.06.2020, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Forespørgsel om at begrænse antallet af kommunale personbiler

Se alle bilag

Forespørgsel 

Teknik- og miljøborgmesteren, kultur- og fritidsborgmesteren samt sundheds- og omsorgsborgmesteren bedes redegøre for,

  1. hvad de hver især i indeværende valgperiode har gjort for at begrænse antallet af kommunale personbiler i deres respektive forvaltninger, og hvor meget antallet af personbiler er nedbragt i denne valgperiode i hver af de tre forvaltninger.
  2. hvad vil hver af borgmestrene gøre for at nedbringe trængslen i København ved yderligere at nedbringe antallet af personbiler i hver af de tre forvaltninger
  3. i det omfang der fortsat er ture i personbiler, der ikke i stede kan løses med cykler, elcykler eller kollektive transportmidler, hvor få personbiler kan hver af forvaltningerne så nøjes med, og hvorfor kan transporten ikke løses med de nævnte alternativer?

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Teknik- og miljøborgmesteren, kultur- og fritidsborgmesteren samt sundheds- og omsorgsborgmesteren har alle talt for at begrænse trængslen blandt personbiler i København. 

Københavns Kommune er geografisk en lille kommune med kort afstand fra den ene ende til den anden. Kommunale personbiler har kun i begrænset omfang ærinde udenfor kommunen. Derfor bør vi se på, om antallet af kommunale personbiler kan begrænses, så de ikke bidrager til trængslen.

Borgmestrene har hver især svaret på, hvor mange personbiler de har i deres forvaltninger omkring årsskiftet. Vi er meget interesseret i, hvordan kommunen kan løse sit transportbehov på anden måde end ved at bruge personbiler.

Kultur- og fritidsborgmesteren har oplyst, at Kultur- og Fritidsforvaltningen råder over 25 personbiler, heraf en borgmesterbil. Hendes forvaltning har oplyst, at kun én personbil bruges til transport af bagage, der ikke kan transporteres på en ladcykel og kun 3-5 gange om ugen. (Se bilag 1)

Teknik- og miljøborgmesteren har oplyst, at Teknik- og Miljøforvaltningen råder over 45 personbiler. Hendes forvaltning har oplyst, at personbilerne først og fremmest bruges til persontransport, og at de derudover har kasse- og ladbiler til transport af varer og materialer. (Se bilag 2 – mail og opgørelse)

Sundhedsborgmesteren har oplyst, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen råder over en borgmesterbil samt 75 personbiler og 18 vans. Ca. 46-51 af bilerne anvendes til transport af akutudstyr, der ikke kan transporteres på en ladcykel. (Se bilag 3)

Det ser ud til, at de tre borgmestre råder over knap 150 personbiler, heraf to borgmesterbiler, men at kun en tredjedel af bilerne bruges til at transportere udstyr, der ikke kan transporteres på en cykel eller en ladcykel, alternativt med kollektiv trafik.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. juni 2020

 

Forespørgslerne blev besvaret.

Til top