Mødedato: 23.09.2021, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II og kommuneplantillæg, Indre By

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II (bilag 2) skal sendes i offentlig høring. Der skal derudover tages stilling til, om det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2) skal sendes i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget. Forslaget skal muliggøre etablering af et botilbud, en daginstitution og et fælleshus på Margretheholmen.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger,
  2. at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i otte uger.

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har anmodet om et nyt plangrundlag, så der kan bygges et botilbud på Søflygade 2 og en daginstitution og et fælleshus på Margretheholmsvej 1. Placeringen og udformningen af de to projekter er ikke i overensstemmelse med den gældende lokalplan, og realiseringen af projekterne forudsætter derfor en ny lokalplan. Lokalplanforslaget er desuden ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2019, hvorfor realiseringen af projekterne også forudsætter et kommuneplantillæg.

Løsning

Der blev i Budget 2021 (Borgerrepræsentationen 1. oktober 2020) (A, B, C, F, O, V, løsgænger Kåre Trabjerg Smidt) givet en anlægsbevilling på 97,1 mio. kr. til et nyt botilbud med 30 boligenheder til unge med autisme på Søflygade 2. Desuden blev der i Overførselssagen 20/21 (Borgerrepræsentationen 24. marts 2021) (A, B, C, F, O, V, løsgænger Kåre Trabjerg Smidt) givet en anlægsbevilling på 57,3 mio. kr. til en kombineret daginstitution med plads til syv grupper og et fælleshus på Margretheholmsvej 1. Fælleshuset er en del af byggeprojektet, da Tillæg 2 til lokalplan Holmen II stiller krav om etablering af et fælleshus for boligerne på Margretheholmen.

De to kommunale ejendomme, som forslaget omfatter, er i dag ubebygget og benyttes af beboerne på Margretheholmen til parkering. Parkeringspladserne er dog frie pladser, der ikke knytter sig til eksisterende byggeri. Det betyder, at parkeringspladserne kan nedlægges uden videre.

I delområde IID (bilag 2, side 36) muliggør forslaget en døgninstitution i form af et botilbud. Byggeriet skal placeres i et byggefelt mod Margretheholmsvej med en bebyggelsesprocent på maks. 150 % (bilag 2, tegning 4). Projektet for botilbuddet har et forventet etageareal på ca. 2.100 m2 fordelt på tre etager og en højde på maks. 12 m. Botilbuddet skal primært opføres med facader i metal i lyse farver, der har referencer til det eksisterende etageboligbyggeri mod øst.

I delområde IIE (bilag 2, side 36) muliggør forslaget en daginstitution og servicefunktioner i form af et fælleshus. Anvendelserne skal placeres som et samlet byggeri i tre byggefelter mod Margretheholmsvej og med en bebyggelsesprocent på maks. 70 % (bilag 2, tegning 4). Det samlede projekt i delområde IIE har et forventet etageareal på ca. 1.550 m2, der skal fordeles i forskudte niveauer og etager. Mod nord vil byggeriet være højest med en maks. højde på 12,5 m fordelt på tre etager. Byggeriet i delområde IIE skal primært opføres med facader i røde lameller i metal, der har referencer til de eksisterende rækkehuse på Margretheholmen.

Økonomiforvaltningen planlægger, at byggeprojekterne bliver ibrugtaget i 2024.

Byliv

Forslaget omfatter i alt fire byrum, ét ved botilbuddet og tre ved daginstitution/fælleshuset. Botilbuddets friarealer kan være lukket for offentlig adgang, men det er forventet, at størstedelen af disse friarealer vil være offentligt tilgængelige døgnet rundt. Daginstitutionens friarealer skal være offentligt tilgængelige uden for institutionen åbningstid. Byrummet mod Forlandet og fortove skal være offentligt tilgængelige.

Lokalplanforslaget sikrer, at der ikke må etableres nogen form for byggeri i byrummet sydvest for daginstitutionen og fælleshuset, der ligger inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Christianshavns Vold. Lokalplanforslaget muliggør kun etablering af en terrasse til fælleshuset og regnbede i det pågældende byrum. Grundet fortidsmindebeskyttelseslinjen vil det forudsætte dispensation fra naturbeskyttelsesloven at etablere terrassen og regnbedene.

Bæredygtighed og bynatur

Da der er tale om kommunale byggerier, vil byggerierne leve op til Københavns Kommunes krav til bæredygtighed i overensstemmelse med kravene i ”Miljø i byggeri og anlæg 2016”.

Der er registreret ti træer inden for lokalplanområdet (bilag 4), som alle udpeges som bevaringsværdige. Samtidig sikrer lokalplanforslaget, at der bliver plantet mindst tre nye træer ved botilbuddet og mindst 12 nye træer ved daginstitutionen, som ikke må fældes. Omfanget af træer vil tilgodese, at friarealer skal kunne fungere som blandt andet legeplads for daginstitutionen. Udover træer sikrer forslaget også, at der bliver etableret bede.

Parkering

Lokalplanforslaget fastlægger i overensstemmelse med kommuneplanen krav om bilparkering og cykelparkering til botilbuddet og daginstitutionen i området, mens der ikke stilles krav om parkering til fælleshuset. Kravene om cykelparkering til døgninstitutionen samt kravene om cykelparkering og bilparkering til fælleshuset er fastlagt på baggrund af en konkret vurdering (bilag 5). Al bilparkering skal etableres på terræn.

Kommuneplan

For at muliggøre de to institutioner ændrer det foreslåede kommuneplantillæg den eksisterende ramme for området, så der ikke længere er krav om, at 10 % af det samlede etageareal i rammeområdet skal anvendes til serviceerhverv. Ligeledes hæves den maksimale bebyggelsesprocent til 150 på ejendommen, hvor botilbuddet placeres. Tillægget understøtter Kommuneplan 2019’s mål om, at der skal opføres nye boliger til socialt udsatte borgere.

Borgerinddragelse

Der er foretaget indledende høring af lokalplanforslaget, herunder af Christianshavns Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring.

Hovedsynspunkt fra Christianshavns Lokaludvalg

  1. Lokaludvalget støtter umiddelbart op om den nye planlægning. Lokaludvalget ønsker desuden, at kommunen tager højde for høringssvar fra borgere på Margretheholmen, som forvaltningen har modtaget uopfordret.
  2. To borgere ønsker med henvisning til tætheden i området og trafiksikkerhed ikke nybyggeri på de to ejendomme. Borgerne ønsker i stedet, at den eksisterende mulighed for at parkere på ejendommene bliver fastholdt.
  3. Tre borgere er bekymrede for, at et nyt botilbud for autister vil skabe utryghed, når projektet etableres iblandt eksisterende boliger på Margretheholmen.

Forvaltningernes bemærkninger

  1. Teknik- og Miljøforvaltningen har ingen bemærkninger hertil.
  2. De eksisterende byggerier på Margretheholmen har tilknyttede parkeringspladser andre steder i nærområdet, både på terræn og i parkeringskældre. Tillæg 2 til lokalplan 331 ´Holmen II´ muliggør erhvervsbyggeri på de to ejendomme. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at den ændrede planlægning ikke vil få væsentlige konsekvenser ift. hverken bymiljøet eller trafiksikkerheden på Margretheholmen.
  3. Det er forventet, at botilbuddet vil blive etableret med 30 boligenheder. Der vil være personale, der passer på beboerne, døgnet rundt. Økonomiforvaltningen og Socialforvaltningen vurderer, at der er behov for et nyt botilbud for autister i kommunen. I Budget 2021 (Borgerrepræsentationen 1. oktober 2020) (A, B, C, F, O, V, løsgænger Kåre Trabjerg Smidt) blev der givet en anlægsbevilling på 97,1 kr. til et nyt botilbud til unge med autisme på Søflygade 2.

Miljøvurdering

Lokalplanen og kommuneplantillægget medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt planforslagene, sender forvaltningerne planforslagene i høring i otte uger. Der vil blive afholdt et offentligt borgermøde i forbindelse med høringen. På baggrund af resultatet af høringen vil forvaltningerne udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Indstillingen forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2022.

 

 Søren Hartmann Hede                    Søren Wille

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 
  2. at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i otte uger.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 30. august 2021

 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti mener, at parkeringsnormen for biler fordobles, så der er den nødvendige parkeringsmulighed, idet der er dårlige adgangsforhold med offentlig transport, og der skal være den nødvendige parkeringskapacitet til borgere med handicap.”

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. september 2021

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. september 2021

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Venstre tilsluttede sig:

”Partierne mener, at parkeringsnormen for biler fordobles, så der er den nødvendige parkeringsmulighed, idet der er dårlige adgangsforhold med offentlig transport, og der skal være den nødvendige parkeringskapacitet til borgere med handicap.”

Til top