Mødedato: 23.08.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Annullering af anlægsprojekter forår 2018

Se alle bilag
For at sikre styring og fokus på gennemførlige projekter i Teknik- og Miljøforvaltningen skal Borgerrepræsentationen tage stilling til annullering af ni projekter.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at projektet ”Ørestads Boulevard, kryds, trafiksikkerhed 2014” ikke annulleres, og at forvaltningen fremkommer med et forslag til forbedring af cyklisternes trafiksikkerhed i krydset på Ørestad Boulevard uden begrænsning af kapaciteten,

  2. at projektet ”Ryparken, områdeforskønnelse” annulleres, jf. bilag 3,

  3. at projektet ”Forbedrede forhold for cyklister i Holbergsgade og Toldbodgade” annulleres, jf. bilag 4,

  4. at projektet ”Træer i Herluf Trolles Gade” annulleres, jf. bilag 5,

  5. at projektet ”Nedlæggelse af signalreguleringer på udvalgte strækninger” annulleres, jf. bilag 6,

  6. at projektet ”Kollektiv trafik - Bump i Prinsessegade” annulleres, jf. bilag 7,

  7. at projektet ”Forbedring af busfremkommelighed linje 3A og 6A” annulleres, jf. bilag 8,

  8. at projektet ”Forbedrede forhold for cyklister ved Nordhavn” ikke annulleres, og at forvaltningen udarbejder et notat om mulighederne for bedre cykelparkering ved Nordhavn inden for rammerne af projektet,

  9. at projektet ”Renovering af Nordhavn Station” ikke annulleres.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyste i forbindelse med indstillingen ”Annullering af tre forsinkede projekter i Teknik- og Miljøforvaltningen” (Borgerrepræsentationen 24. august 2017), at Teknik- og Miljøforvaltningen årligt udarbejder en indstilling om annullering af projekter til behandling i Teknik- og Miljøudvalget i 2. kvartal.

På den baggrund skal der med denne indstilling tages stilling til annullation af ni projekter og tilbageførelse af restbudgetterne til kommunekassen.

Løsning

Forvaltningen anbefaler, at projekterne i at-punkterne annulleres.

For projekterne gælder, at de ikke har udsigt til, at blive gennemført indenfor en overskuelig fremtid, eller at de oprindelige forudsætninger for projektet ikke længere er til stede, jf. gennemgang af de enkelte projekter nedenfor. Ved at annullere projekterne og tilbageføre restbudgetterne til kommunekassen, vil det være muligt for Borgerrepræsentationen at disponere midlerne til andre formål, da midlerne ikke længere vil være bundet.

Udfordringerne i projekterne omhandler bl.a. ændrede lokalforhold, fx omlagte busruter, og manglede samtykke fra eksterne parter. Forvaltningen vurderer, at udfordringerne i projekterne ikke alene kan løses ved tilførsel af midler fra Teknik- og Miljøforvaltningens over-/underskudsmodel.

Forvaltningen har senest orienteret Teknik- og Miljøudvalget om fremdriften i de igangværende projekter 6. marts 2018 i indstilling om 1. Anlægsoversigt 2018.

Ørestads Boulevard, kryds, trafiksikkerhed 2014
Projektet blev besluttet med overførselssagen 2013-2014 (Borgerrepræsentationen (BR) 8. maj 2014) (A, B, F, O og Ø). Der blev afsat 4,8 mio. kr. (2018 p/l), og der er et restbudget på ca. 4,1 mio. kr. (2018 p/l). Med projektet ombygges rundkørslen Ørestads Boulevard-Grønjordsvej til et signalreguleret kryds af hensyn til sikkerheden i krydset. De trafikale forhold i området har efterfølgende ændret sig i et sådant omfang, den oprindelige løsning ikke længere kan lade sig gøre, blandt andet som følge af nyt byggeri af Domicil for Nordea i området. Forvaltningen har ikke arbejdet videre med andre løsninger, da dette ikke ligger indenfor for projektets overordnede rammer. Løsningen bør derfor genovervejes og tilpasses de ændrede forhold. Projektet er forsinket 30 måneder i forhold til det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt.

Ved en annullering forbedres trafiksikkerheden i den eksisterende rundkørsel ikke. Forvaltningen vurderer dog, at hastigheden er naturlig lav på grund af rundkørslen og på den baggrund vurderes det forsvarligt, at annullere projektet.

Teknik og Miljøforvaltningen anbefaler derfor, at projektet annulleres, og at de resterende midler tilbageføres til kassen, jf. bilag 2.

Ryparken, områdeforskønnelse
Projektet var en del af Nordhavnsvejs-projektet som blev besluttet af Borgerrepræsentationen 29. april 2010. Der blev afsat 21,2 mio. kr. (2018 p/l), og der er et restbudget på ca. 16,7 mio. kr. (2018 p/l). Projektet indebærer, at der skal anlægges en park på det område, der var byggeplads under konstruktionen af nordhavnsvejen. HOFOR arbejder på at etablere en rørledning gennem de samme arealer i perioden 2020-2025, og dette umuliggør bevarelse af en permanent park. Der er anvendt projektmidler (4,5 mio. kr.) til etablering af voldanlæg langs Helsingørmotorvejen og græs-såning på volden med henblik på både støjdæmpning og forskønnelse af området samt til etablering af den midlertidige park. Projektet er ikke forsinket, idet den midlertidige park er ibrugtaget.

På baggrund af ovenstående anbefaler forvaltningen, at projektet annulleres, og at de resterende midler tilbageføres til kassen, jf. bilag 3.

Forbedrede forhold for cyklister i Holbergsgade og Toldbodgade
Projektet blev besluttet med Budget 2013 (BR 4. oktober 2012) (A, B, F, I og Ø) som en del af Cykelpakke (CP) 6. Der blev afsat 4,4 mio. kr. (2018 p/l), og der er et restbudget på ca. 3,2 mio. kr. (2018 p/l). Projektet vil forbedre forholdene for cyklister i Holbergsgade og Toldbodgade fra Niels Juels Gade til Sankt Annæ Plads ved etablering af cykelstier/-baner i begge sider af vejbanen på de respektive strækninger.

Projektet i Toldbodgade kan ikke gennemføres, da gaden er for smal til, at der kan etableres cykelsti under de aktuelle trafikale forhold.

Hvad angår Holbergsgade, er politiet spurgt, men har ikke givet samtykke til projektet. Desuden har de trafikale forhold i området ændret sig siden projektets vedtagelse, bl.a. som følge af ændret cykeltrafik efter åbning af Inderhavnsbroen. Forvaltningen vurderer, at projektet ikke kan tilpasses på en måde, som gør det muligt at gennemføre intentionerne i det oprindelige projekt, herunder som en samlet løsning for hele området. Der er således behov for, at cykelforholdene og de øvrige trafikale forhold i området gentænkes, i sammenhæng med trafikale løsninger i et større geografisk område, herunder at alle trafikale elementer, inklusive træer, indarbejdes. Projektet er forsinket 46 måneder i forhold til det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt.

Forvaltningen foreslår derfor, at projektet annulleres, og at de resterende midler tilbageføres til kassen, jf. bilag 4.

Træer i Herluf Trolles Gade
Projektet blev besluttet med overførselssagen 2013-2014 (BR 8. maj 2014) (A, B, F, O og Ø). Der blev afsat 0,2 mio. kr. (2018 p/l), og der er et restbudget på ca. 0,2 mio. kr. (2018 p/l). Projektet indebærer plantning af to træer i Herluf Trolles Gade. Projektet kan kun gennemføres i koordinering med ”Forbedrede forhold for cyklister i Holbergsgade og Toldbodgade” eller et tilsvarende projekt i området, fordi plantning af træer kræver hjørneudbygninger, idet jorden, hvor der skal plantes træer, er fyldt af ledninger, som hindrer vækstbetingelserne for træerne.  Hjørneudbygningerne var en del af projektet ”Forbedrede forhold for cyklister i Holbergsgade og Toldbodgade”.

Hvis ”Forbedrede forhold for cyklister i Holbergsgade og Toldbodgade” annulleres med denne indstilling, vil det således ikke være muligt at gennemføre ”Træer i Herluf Trolles Gade". Plantning af træer i Herluf Trolles Gade kan dermed kun realiseres som led i et større projekt for hele området. Projektet er forsinket 34 måneder i forhold til det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt.

Det vil være muligt delvist at opfylde projektets formål om, at planter flere træer, da der er plads til plantning af ét træ i området til en anslået omkostning på ca. 0,3 mio. kr. Dette omfatter asfaltarbejde til anlæg af kantsten. Der kan således kun plantes ét træ på strækningen, som ikke kræver væsentlige ledningsomlægninger. Denne løsning er et alternativ til annullering, og meromkostningen på 0,1 mio. kr. vil kunne finansieres via forvaltningens overskuds-/underskudsmodel.

Forvaltningen foreslår derfor, at projektet annulleres, og at de resterende midler tilbageføres til kassen, jf. bilag 5.

Nedlæggelse af signalreguleringer på udvalgte strækninger
Projektet blev besluttet med Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) som led i forvaltningens omstillingsstrategi. Der blev afsat 0,4 mio. kr. (2018 p/l), og der er et restbudget på ca. 0,4 mio. kr. (2018 p/l). Projektet indebærer nedlæggelse af tre signalregulerede kryds (Mimersgade/Rådmandsgade, Mimersgade/Ægirsgade og Haraldsgade/Vermundsgade).

Politiet vil ikke give tilladelse til nedlæggelsen af to af de tre signalanlæg. Politiet vurderede, at det ene signalanlæg af trafiksikkerhedsårsager var nødvendigt i forhold til elevernes adgang til Rådmandsgade skole. Nedlæggelse af det andet signalregulerede kryds blev afvist af politiet, idet det forventedes at krydset vil modtage mere trafik i fremtiden. Rådmandsgade skole udtrykte modstand mod nedlæggelsen af det tredje signalanlæg, og påpegede at en nedlæggelse af signalanlægget, ville skabe utryghed og mindre trafiksikkerhed for skolens elever. På baggrund af denne modstand, og fordi færdsel i de respektive kryds stadig kan afvikles forsvarligt med signalregulering, forslår forvaltningen at projektet annulleres. Projektet er forsinket 21 måneder i forhold til det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt. En konsekvens af annulleringen er, at forvaltningen ikke kan opnå den forventede besparelse på 0,1 mio. kr. om året, denne afholdes derfor af forvaltningens driftsbudget.

Forvaltningen foreslår derfor, at projektet annulleres, og at de resterende midler tilbageføres til kassen, jf. bilag 6.

Kollektiv trafik - Bump i Prinsessegade
Projektet blev besluttet med Budget 2012 (BR 6. oktober 2011) (A, B, C, F, I, O, V). Der blev afsat 0,2 mio. kr. (2018 p/l), og der er et restbudget på ca. 0,2 mio. kr. (2018 p/l). Projektet vedrører etablering af midlertidige gule og sorte plastikbump i Prinsessegade, og er gennemført i 2012 i forbindelse med andre mindre justeringer, hvorfor anlægsbevillingen ikke er anvendt. Forvaltningen foreslår derfor, at anlægsbevillingen tilbageføres til kassen, jf. bilag 7.

Forbedring af busfremkommelighed linje 3A og 6A
Projektet blev besluttet med Budget 2014 (BR 3. oktober 2013) (A, B, F, O og Ø). Der blev afsat 8,3 mio. kr. (2018 p/l), og der er estimeret et restbudget på ca. 6,0 mio. kr. (2018 p/l). Projektet omfatter systemudvikling og signaltekniske tiltag til forbedring af fremkommeligheden for buslinje 3A og 6A. Økonomiudvalget har efterfølgende besluttet, at busnettet omlægges medio 2019 i forbindelse med den nye metrocityring. Dermed vil dele af det planlagte projekt ikke længere være relevant at udføre. Projektet vedrører også systemudvikling, der vil have effekt efter omlægning af busnettet, og disse aktiviteter pågår fortsat. Annulleringen vedrører således udelukkende de signaltekniske tiltag af projektet. Projektet er forsinket 12 måneder i forhold til det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt.

Forvaltningen foreslår derfor, at projektet annulleres, og at de resterende midler tilbageføres til kassen, jf. bilag 8.

Forbedrede forhold for cyklister ved Nordhavn Station
Projektet blev besluttet med Budget 2011 (BR 7. oktober 2011) (A, B, C og F). Der blev afsat 18,2 mio. kr. (2018 p/l), og der er ikke afholdt udgifter på projektet. (2018 p/l). Projektet vedrører optimering af trafikløsninger for cyklister i Østbanegade, og indgår som medfinansiering af et større projekt om ombygning af hele stationsområdet ved Nordhavn Station/Århusgade, som forestås af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har 12. november 2015 tilkendegivet, at Banedanmarks ombygning af Nordhavn Station, nordlig løsning, er udskudt på ubestemt tid, hvilket fjerner grundlaget for Teknik- og Miljøforvaltningens gennemførelse af projektet.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har efterfølgende 11. august 2017 tilkendegivet, at projektet tidligst ville kunne gennemføres i 2022.

Når Transport-, Bygnings- og Boligministeriet fremkommer med plan for Nordhavns Station, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat. Budgetnotatet vil omfatte en revideret vurdering af trafikale forhold og omkostninger ved et nyt anlægsprojekt. Projektet er forsinket 37 måneder i forhold til det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt.

Forvaltningen foreslår derfor, at projektet annulleres, og at de resterende midler tilbageføres til kassen, jf. bilag 9.

Renovering af Nordhavn Station
Projektet blev besluttet på Borgerrepræsentationens møde 20. juni 2012. Der blev afsat en indtægtsbevilling på 3,5 mio. (2018 p/l) og udgiftsbevilling på 2,9 mio. kr. (2018 p/l). Der er yderligere afsat en udgiftsbevilling på 0,6 mio. kr. (2018 p/l) til dækning af fondsmoms. Indtægten finansieres af kommanditaktieselskabet DanLink Udvikling.

Projektet indebærer etablering af en cykel- og stiforbindelse langs Kalkbrænderihavnsgade fra Amerika Plads til Marmormolen, og indgår som medfinansiering af et større projekt om ombygning af hele stationsområdet ved Nordhavn Station/Århusgade, som forestås af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har 12. november 2015 tilkendegivet, at Banedanmarks ombygning af Nordhavn Station, nordlig løsning, er udskudt på ubestemt tid, hvilket fjerner grundlaget for Teknik- og Miljøforvaltningens gennemførelse af projektet.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har efterfølgende 11. august 2017 tilkendegivet, at projektet tidligst ville kunne gennemføres i 2022. Projektet er forsinket 48 måneder i forhold til det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt.

Forvaltningen foreslår derfor, at projektet annulleres. Når Transport-, Bygnings- og Boligministeriet kommer med en revideret plan for Banedanmarks ombygning af Nordhavn Station, vil Teknik- og Miljøforvaltningen søge en ny indtægts- og udgiftsbevilling til projektering og anlæg af en cykelsti langs Kalkbrænderihavnsgade, som Danlink Udvikling skal finansiere i henhold til aftalegrundlaget forelagt Borgerrepræsentationen den 20. juni 2012.

Projektet er udelukkende eksternt finansieret, der er ikke afholdt udgifter på projektet, hvorfor der ikke noget restbudget at tilbageføre til kassen, jf. bilag 10.

Økonomi

Forvaltningen estimerer på nuværende tidspunkt, at de ni projekter tilsammen har et restbudget på ca. 49,0 mio. kr. Efter godkendelse af denne indstilling påbegynder Teknik- og Miljøforvaltningen afslutningen af projekterne og den endelige aflæggelse af anlægsregnskaberne.

Alle de indstillede projekter er placeret på hovedbevillingen Ordinær anlæg, som er omfattet af forvaltningens anlægsmåltal i 2018. Projektet ”Forbedring af busfremkommelighed linje 3A og 6A” indgår i den vedtagne liste over projekter, der kan sættes i bero, jf. TMU 29. januar 2018. De øvrige projekter har ikke haft nogen forventede økonomiske aktiviteter i 2018 og er derfor ikke vurderet i relation til denne liste. Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer løbende udvalget om, hvilke anlægsprojekter, der sættes i bero på baggrund af den politisk vedtagne model (TMU 29. januar 2018), så anlægsmåltallet for 2018 overholdes. 

Videre proces

Når indstillingen er godkendt i Borgerrepræsentationen, vil projekterne blive regnskabsforklaret for Teknik- og Miljøudvalget, og efterfølgende vil restbudgetterne blive tilbageført til kommunekassen i en sag om bevillingsmæssige ændringer, der skal godkendes af Borgerrepræsentationen.

 

Pernille Andersen                                       /Lone Byskov

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at projektet ”Ørestads Boulevard, kryds, trafiksikkerhed 2014” annulleres, jf. bilag 2.

  2. at projektet ”Ryparken, områdeforskønnelse” annulleres, jf. bilag 3.

  3. at projektet ”Forbedrede forhold for cyklister i Holbergsgade og Toldbodgade” annulleres, jf. bilag 4.

  4. at projektet ”Træer i Herluf Trolles Gade” annulleres, jf. bilag 5.

  5. at projektet ”Nedlæggelse af signalreguleringer på udvalgte strækninger” annulleres, jf. bilag 6.

  6. at projektet ”Kollektiv trafik - Bump i Prinsessegade” annulleres, jf. bilag 7.

  7. at projektet ”Forbedring af busfremkommelighed linje 3A og 6A” annulleres, jf. bilag 8.

  8. at projektet ”Forbedrede forhold for cyklister ved Nordhavn Station” annulleres, jf. bilag 9.

  9. at projektet ”Renovering af Nordhavn Station” annulleres, jf. bilag 10.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2018

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt (ÆF1):
”At projektet ”Ørestads Boulevard, kryds, trafiksikkerhed 2014” ikke annulleres, og at forvaltningen fremkommer med et forslag til forbedring af cyklisternes trafiksikkerhed i krydset på Ørestad Boulevard uden begrænsning af kapaciteten.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 8. at-punkt (ÆF2):
”At projektet ”Forbedrede forhold for cyklister ved Nordhavn” ikke annulleres, og at forvaltningen udarbejder et notat om mulighederne for bedre cykelparkering ved Nordhavn inden for rammerne af projektet”.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 9. at-punkt (ÆF3):
”At projektet ”Renovering af Nordhavn Station” ikke annulleres.”

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Ø er stærkt kritiske overfor, at politiet har hånd og halsret over politisk besluttede projekter til gavn for cyklister.”

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. august 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Ø er stærkt kritiske overfor, at politiet har hånd og halsret over politisk besluttede projekter til gavn for cyklister.”

Til top