Mødedato: 22.09.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Fremtidig anvendelse af Herbergvejen 8, 2700 Brønshøj (Fortrolighed ophævet den 12. januar 2023)

Se alle bilag

Københavns Kommune ejer vandrerhjemmet Danhostel Copenhagen Bellahøj beliggende Herbergvejen 8. Vandrerhjemmet afvikles ifm. ophør af driftsoverenskomst mellem Københavns Kommune og Danhostel Danmarks Vandrerhjem (Danhostel). Ejendommen forventes fremover anvendt til botilbud under Socialforvaltningen.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at bringe driftsoverenskomsten mellem Københavns Kommune og Danhostel til ophør.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Københavns Kommune (KK) ejer vandrerhjemmet Danhostel Copenhagen Bellahøj beliggende Herbergvejen 8, 2700 Brønshøj. Vandrerhjemmet har en kapacitet på 218 senge fordelt på 39 værelser, hvoraf fire værelser har bad og/eller toilet. 35 værelser har hverken bad eller toilet. Til konferencer er der tre lokaler med plads til mellem 20 og 160 personer. Derudover er der bl.a. aktivitetsrum og gæstekøkken.

Vandrerhjemmets drift er forankret i en selvstændig juridisk enhed med KK som eneste ejer. Danhostel har ansvaret for driften af vandrerhjemmet, jf. overenskomst af 17. maj 1955 med tillæg af 21. august 1986. Konstruktionen er således, at KK er ejer og har ansvaret for vandrerhjemmet, men at Danhostel har det operationelle ansvar for driften af vandrerhjemmet.

KK stiller bygningen vederlagsfrit til rådighed for vandrerhjemmet. KK afholder derudover udgifter til bl.a. skatter, assurancepræmier, udvendig vedligeholdelse inkl. grund, renovation, skorstensfejning m.m.

Da der således ikke afregnes leje mellem KK og vandrerhjemmet, er dette at sidestille med driftsstøtte fra KK til vandrerhjemmet.

Ankestyrelsen har ved forhåndsudtalelse af 11. maj 2021 vurderet, hvorvidt KK må yde støtte til vandrerhjemmet (jf. Bilag 1). Ankestyrelsen konkluderede, at KK alene må yde øremærket støtte til driften af vandrerhjemmet, idet der ikke må ydes støtte til konferencefaciliteterne i vandrerhjemmet.

Økonomiforvaltningen har haft Rambøll til at lave et bygningssyn. Rambøll har i en rapport af 10. august 2021 vurderet udgifterne til nødvendige vedligeholdelsesopgaver (udvendigt, indvendigt, tekniske installationer og terræn) inden for en 10 års periode vedr. vandrerhjemmets bygning.

Konklusionen i rapporten fra Rambøll er, at bygningens stand er så dårlig, at den ikke kan anvendes som vandrerhjem uden en væsentlig investering fra KK. Der er behov for at KK investerer et gennemsnitligt årligt vedligeholdelsesbudget på minimum kr. 950.000 over de kommende 10 år, dvs. i alt kr. 9.500.000 for en periode på 10 år. Det bemærkes, at Rambølls rapport er fra august 2021 og at de mellemliggende prisstigninger på entrepriseopgaver formentlig medfører, at de omhandlede vedligeholdelsesopgaver her i 2022 ligger på et højere udgiftsniveau.

Dertil kommer, at bygningens standard er utidssvarende i forhold til drift af et moderne vandrerhjem, hvorfor der udover ovennævnte vedligeholdelsesbudget til nødvendige vedligeholdelsesopgaver bør afsættes budget til at bringe bygningens standard til et tidssvarende vandrerhjemsniveau.

Det skal desuden bemærkes, at der de seneste år er kommet en række større lavpris hostels og hoteller i København, som tilbyder moderne tilsvarende produkter til lavpris. Eksempelvis findes der i Københavns Kommune tre hoteller i WakeUp-koncernen, fem hoteller i CABINN-koncernen, to hoteller i Zleep-koncernen, et vandrehjem i Danhostel-koncernen beliggende ved Langebro samt Steel House i Nyropsgade. Yderligere findes der et betragteligt antal hostels og hoteller udenfor koncern, der alle tilbyder overnatninger i samme priskategori som vandrehjemmet. Dette betyder, at der allerede er et privat marked med lavpris til overnatning.

Løsning

Med henblik på at sikre at der ikke ydes ulovlig støtte, skal den nuværende konstruktion mellem KK, vandrerhjemmet og Danhostel bringes til ophør, således at der ikke ydes støtte til konferencefaciliteterne.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at driftsoverenskomsten med Danhostel bringes til ophør, og at vandrerhjemsdriften indstilles.

Efter ophør af driftsoverenskomsten med Danhostel foreslås det, at ejendommen skal anvendes til botilbud under Socialforvaltningen (SOF), hvilket SOF bakker op. Hvis der opstår en periode fra ophør af vandrerhjemmet til omdannelse af ejendommen til botilbud, vil bygningen kunne anvendes til ophold for flygtninge.

Såfremt der i stedet er politisk ønske om fortsat vandrerhjemsdrift i bygningen, vil konstruktionen vedrørende driftsoverenskomsten under alle omstændigheder skulle bringes i overensstemmelse med Ankestyrelsens forhåndsudtalelse af 11. maj 2021. Derudover vil en fortsættelse af vandrerhjemsdriften forudsætte, at der i budget afsættes minimum kr. 9.500.000 med tilhørende måltal til nødvendige vedligeholdelsesopgaver. Derefter udføres vedligeholdelsesopgaverne således, at der fortsat kan drives vandrerhjem fra bygningen. Det anbefales, at der udover dette minimumsbeløb afsættes yderligere midler til at gøre bygningen tidssvarende.

Udfordringen med fremadrettet vandrerhjemsdrift vil dog fortsat være, at det som følge af vandrerhjemmets størrelse er svært at få en rentabel drift, som kan konkurrere med de private lavpris-hostels og -hoteller.

Økonomi

Afviklingen af driftsoverenskomsten mellem KK og Danhostel vedr. vandrerhjemmet har forventeligt ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil Økonomiforvaltningen indlede drøftelser med Danhostel om at bringe driftsoverenskomsten til ophør og afvikle vandrerhjemmet. Forvaltningerne vil herefter iværksætte arbejdet forbundet med afklaring i forhold til ejendommens anvendelse til botilbud under SOF. Endelig beslutning herom vil blive forelagt til politisk godkendelse i en senere særskilt sag.

Såfremt der ikke opnås en ophørsaftale med Danhostel, er opsigelsesvarslet minimum seks måneder til den 1. april i et givent år, jf. § 6 i tillæg af 21. august 1986.

Hvis Økonomiudvalget fortsat ønsker vandrerhjemsdrift i bygningen, vil Økonomiforvaltningen udarbejde budgetnotat til overførselssagen 22/23 vedr. midler til nødvendige vedligeholdelsesopgaver og evt. midler til at gøre bygningen mere tidssvarende

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at bringe driftsoverenskomsten mellem Københavns Kommune og Danhostel til ophør.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2022

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. september 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top