Mødedato: 22.08.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Nordhavnsvejs tilslutning til Helsingørmotorvejen, ledningsomlægning og ekspropriationer

Se alle bilag

Etableringen af Nordhavnsvejs tilslutningsanlæg betyder, at HOFORs spildevandsledning, som ligger på vestsiden af Helsingørmotorvejen, skal omlægges.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at ’Tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2008’ sendes i høring (offentlig høring og partshøring), bilag 1,
  2. at der ikke foretages en strategisk miljøvurdering af ’Tillæg nr. 2. til Spildevandsplan 2008’,
  3. at Borgerrepræsentationen bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at beslutte den endelige vedtagelse af ’Tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2008’,
  4. at Borgerrepræsentationen bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at igangsætte de nødvendige permanente og midlertidige ekspropriationer som følge af ovenstående beslutning, samt
  5. at Borgerrepræsentationen bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at træffe den endelige beslutning om ekspropriation.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme

 (Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

HOFOR har to Ø1400 (ledninger med en diameter på 1,4 m) overløbsledninger, som ligger i den vestlige side af Lyngbyvej.  Ledningerne er placeret, hvor Nordhavnsvejs rampeanlæg skal etableres og skal derfor omlægges.

Løsning

Forvaltningen har oprindeligt forudsat, at ledningerne skulle omlægges i den vestlige side af Lyngbyvej.  Det har efterfølgende vist sig, at dette ikke kan lade sig gøre af trafikale og arealmæssige årsager, idet der ikke er plads til at afvikle trafikken samtidig med, at arbejdet udføres, og trafikken ikke kan ledes ad anden vej. Dertil kommer, at denne løsning ikke er optimal i forhold til skybrudssikring.

HOFOR, der forestår ledningsomlægningerne, har derfor undersøgt alternative placeringer af ledningerne, herunder at lade dem følge Lyngbyvejens sydgående vognbane og derefter krydse Lyngbyvejen syd for den berørte bebyggelse. Denne placering er ikke fysisk mulig, fordi faldforholdene på Lyngbyvejen betyder, at ledningerne kommer for dybt ned ud for det grønne område til, at vandet af sig selv vil kunne løbe til det grønne område.

Den nedenfor beskrevne placering af de nye ledninger er herefter teknisk og økonomisk den eneste realistiske mulighed for fremføring af vandet fra området ved Emdrup Sø til det grønne område.

I korte træk omfatter løsningen (bilag1 Tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2008):

Etablering af to kloakledninger på en strækning af 350 meter fra Lyngbyvejens østlige afgrænsning til det grønne område ved Ryparken Station med dimensionerne Ø2000 mm og Ø1600 mm i en dybde af ca. 5 meter.

Etablering af i alt 5 brønde med en diameter på 1500 mm.

Ledningsomlægningen kræver et tillæg til spildevandsplan 2008 samt gennemførelse af ekspropriation af arealer ejet af Andelsboligforeningen Ryparken. Ledningsomlægningen er kritisk for projektets tidsplan, idet ledningerne senest skal være omlagt 1. marts 2014 for ikke at sinke projektet.

3 beboelsesejendomme, hvoraf en er med erhverv mod Lyngbyvej, beliggende på matriklerne 1014 og 1025, Emdrup København berøres, som nærmere angivet på bilag 2+3.

Det areal, der eksproprieres permanent, ligger under jorden. Boligforeningen beholder dog ”brugsretten” og skal selv vedligeholde overfladen. Når etableringen af overløbsledningerne er afsluttet, vil der være et areal, hvor man ikke efterfølgende må bygge eller plante større træer. Dette beskrives i en servitut, som tinglyses på skødet. (se bilag 3).

Der inddrages ingen p-pladser i anlægsperioden, hverken private eller offentlige.

HOFOR har været i dialog med ejerforeningen, men det har ikke, som oprindeligt forudsat, været muligt at opnå en frivillig aftale indenfor en acceptabel økonomisk ramme.

Det anbefales derfor, at Tillæg 2 til Spildevandsplan 2008 straks sendes i 8 ugers offentlig høring samt at forberedelse af ekspropriation igangsættes ved annoncering og åstedsforretning.

Eventuelle klager skal behandles i Natur- og Miljøklagenævnet, som har en behandlingstid på op til 9 uger.  Dette kan få tidsmæssige konsekvenser i forhold til åbningen af Nordhavnsvej i december 2015. Forvaltningen vurderer, at en miljøvurdering ikke er nødvendig. Der er tale om et meget begrænset, lokalt område, og det vurderes ligeledes, at der ikke er en væsentlig indvirkning på miljøet, idet der alene er tale om omlægning af ledninger.

Beslutningen om, at miljøvurdering ikke er nødvendig, offentliggøres sammen med forslaget til tillægget til spildevandsplanen med sædvanlig klagevejledning.

Økonomi

HOFOR finansierer omlægningen af ledningen samt ekspropriationsudgifter.

Videre proces

Efter høringerne vil tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2008 samt ekspropriationsplaner blive forelagt udvalget til endelig beslutning.

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at sende ’Tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2008’ i høring (offentlig høring og partshøring), se bilag 1,
  2. at der ikke foretages en strategisk miljøvurdering af ’Tillæg nr. 2. til Spildevandsplan 2008’,
  3. at Borgerrepræsentationen bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at beslutte den endelige vedtagelse af ’Tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2008’,
  4. at Borgerrepræsentationen bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at igangsætte de nødvendige permanente og midlertidige ekspropriationer som følge af ovenstående beslutning,
  5. at Borgerrepræsentationen bemyndiger Teknik- og Miljøudvalget til at træffe den endelige beslutning om ekspropriation.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 17. juni 2013

Der blev stemt om indstillingens 2. at:

For indstillingen stemte 10 udvalgsmedlemmer: A, B, C, F, I, Ø.

Imod indstillingen stemte 1 udvalgsmedlem: O.

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

 

Indstillingen blev anbefalet.

 

Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at der bør udarbejdes miljøvurdering af spildevandstillægget. Dansk Folkeparti mener i øvrigt ikke at en behandlingstid på ni uger hos Natur- og Miljønævnet er realistisk i denne sag”.



 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2013

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer imod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, F, Ø, B og C.

Imod stemte: V og O.

 

O videreførte sin protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 17. juni 2013:

”Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at der bør udarbejdes miljøvurdering af spildevandstillægget. Dansk Folkeparti mener i øvrigt ikke at en behandlingstid på ni uger hos Natur- og Miljønævnet er realistisk i denne sag”.

V tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. august 2013

Der ønskedes afstemning om indstillingens 2. at-punkt.

 

 

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med 40 stemmer imod 8.

 

For stemte: A, B, C, F, I, Jaleh Tavakoli (løsgænger), Signe Goldmann (løsgænger), Sofie K. Led (løsgænger) og Ø.

Imod stemte: O og V.

 

Indstillingen blev med det udsendte tekniske ændringsforslag herefter godkendt uden afstemning.

 

Dansk Folkeparti ønskede at videreføre deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at der bør udarbejdes miljøvurdering af spildevandstillægget.

 

Dansk Folkeparti mener i øvrigt ikke at en behandlingstid på ni uger hos Natur- og Miljønævnet er realistisk i denne sag”.

Til top