Mødedato: 21.08.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Frigivelse af midler til trafiksikkerhedsprojekter

Se alle bilag
Der skal godkendes seks trafiksikkerhedsprojekter, 14 placeringer af ”din fart"-visere og forbedring af fodgængerfelter som en anlægspakke finansieret under overførselssagen 2014 (bilag 1).

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.   at der frigives en anlægsbevilling på 7,45 mio. kr. til 6 trafiksikkerhedsprojekter for vejkryds og vejstrækninger samt opsætning af 14 hastighedstavler jf. bilag 1. De 7,45 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg funktion 2.28.23.3 i 2015 jf. økonomiafsnittet.

Det bemærkes, at der i Tabel 1 er en beløbsmæssig fejl, og det præciseres, at der som beskrevet i teksten skal frigives en anlægsbevilling på 7,45 mio. kr.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

TMU godkendte i april 2013 en ny trafiksikkerhedsplan 2013-2020 for Københavns Kommune. Planens målsætning er at halvere antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i den københavnske trafik inden udgangen af 2020. Ca. 75 % af de ca. 200 årlige alvorligt tilskadekomne og dræbte er cyklister, fodgængere og knallertførere. Den seneste udvikling i det totale antal af dræbte og alvorligt tilskadekomne i København viser en svag reduktion i forhold til 2012, men for cyklister er antallet steget, se bilag 2.

Trafiksikkerhedsplanen indeholder en række indsatser, som er samlet under seks handlingstemaer:

1. De sikre veje (ombygning af farlige kryds og strækninger).
2. Byens kompetente trafikanter.
3. Københavnsk innovation.
4. Køb af sikker transport.
5. Samarbejde og koordination.
6. Bidrag fra omverden.

Selv om trafiksikkerheden er forbedret generelt i Danmark bl.a. fordi bilerne bliver mere sikre, så skal kommunen også aktivt arbejde for at forbedre sikkerheden, hvis planens mål skal nås. I overførselssagen 2014 fik forvaltningen derfor bevilget 10.2 mio. kr. til anlægsprojekter under det første handlingstema: ” De sikre veje”. Ud af de 10.2 mio. kr. er 2,75 mio. kr. allerede frigivet som anlægsbevilling. Med denne indstilling ønskes de resterende 7.45 mio. kr. frigivet.

Løsning

Denne anlægspakke indeholder seks trafiksikkerhedsprojekter, 14 ”din fart”-visere og forbedring af et antal fodgængerfelter. De konkrete projekter er besluttet i forbindelse med "Overførselssagen 2013-2014: En by der virker - Investeringspakke ´14" (BR 8. maj 2014).

Forvaltningen har analyseret trafikuheld med særlig fokus på trafiksikkerheden for cyklister og fodgængere. Det er især politiets indberetninger der er kilde til forvaltningens målretning og prioritering af projekterne. Projekterne er udtryk for en prioritering i forhold til de steder, hvor der kan opnås bedst forbedring af trafiksikkerheden pr. investeret krone. Projekterne er de samme som blev omtalt i budgetnotat til overførselssagen.

Anlægspakken indeholder skitseprojekter for forbedring af trafiksikkerheden i følgende vejkryds og strækninger (se bilag 1):
• Kryds Ålekistevej - Peter Bangs vej.
• Kryds Ørestad Boulevard – Grønjordsvej.
• Frederiksborgvej, fra Tuborgvej til kommunegrænsen.
• Slotsherrensvej, fra Sallingvej til Islev Station.
• Røde Mellemvej, fra Peder Lykkesvej til Vejlands Allé.
• Bellahøjvej, fra Frederikssundsvej til Jyllingevej.

Ved at gennemføre ovennævnte kryds- og strækningsprojekter vurderer forvaltningen, at der over en femårig periode undgås 38 uheld hvoraf 11 med personskade.
Forvaltningen har derudover udpeget tre indfaldsveje og tre tværgående veje, hvor bilerne kører med højere hastigheder end tilladt. På passende steder på disse veje vil det blive opsat 14 ”din fart”- visere som bidrager til at nedsætte hastigheden. Placeringen fremgår af bilag 1.

Et antal fritliggende fodgængerfelter er gennemgået for at se på, om sikkerheden kan forbedres, med baggrund i den tragiske ulykke ved Forum på Frederiksberg, hvor en 9-årig pige blev dræbt i netop sådan et fodgængerfelt. På denne baggrund foreslås det at ombygge ca. 8 fodgængerfelter – deriblandt:
• Jyllingevej ved Krogebjerg.
• Strandboulevarden ved Svendborggade.

De seks ombygninger af kryds og strækninger og placering af ”din fart”- visere har ikke betydning for antallet af parkeringspladser.
Den samfundsmæssige besparelse er skønnet til at være ca. 14,1 mio. kr. årligt, når ombygningerne af farlige kryds og strækninger er gennemført.

Økonomi

I forbindelse med Overførselssag 2013-2014 blev der afsat 10,2 mio. kr. til Trafiksikkerhed. Heraf blev 2,75 mio. kr. stjernemarkeret og er dermed frigivet med BRs godkendelse af Overførselssagen 2013-2014 den 8. maj 2014. De resterende 7,45 mio. kr. ønskes med denne indstilling frigivet. De 7,45 mio. kr. skal frigives på TMUs bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 i 2015 jf. nedenstående tabel (tabel 1).


Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2014 p/l)

År 2014

År 2015

TMU

Trafiksikkerhedsprojekter (se bilag 1)

3400 – Ordinær anlæg

2.28.23.3

0

7,45

I alt

-

-

-

0

7,45

 

De forventede udgifter til ekstern rådgivning, internt lønforbrug og anlæg fremgår af nedenstående tabel på den samlede bevilling på 10,2 mio. kr. (tabel 2).


Tabel 2. Kategorisering af anlægsmidler
  

1.000 kr. (2014 p/l)

2014

2015

I alt

Ekstern rådgivning

0,6

0,4

1,0

Interne udgifter

0,6

0,4

1,0

Anlæg af projektet

3,15

5,05

8,2

I alt

4,35

5,85

10,2

 

Videre proces

Alle projekter vil blive udført i 2014 eller senest i løbet af 2015.

Nogle af trafiksikkerhedsprojekterne skal koordineres med andre kommunale projekter, eksempelvis større belægningsprojekter, hvilket kan få indflydelse på tidsplanen. 



Pernille Andersen                                 /Niels Tørsløv

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1. at trafiksikkerhedsprojekt for krydset Ålekistevej – Peter Bangsvej (ved Damhussøen) gennemføres som beskrevet i bilag 1,

2. at trafiksikkerhedsprojekt for krydset Ørestad Boulevard – Grønjordsvej gennemføres som beskrevet i bilag 1,

3. at trafiksikkerhedsprojekt for Frederiksborgvej fra Tuborgvej til kommunegrænsen gennemføres som beskrevet i bilag 1,

4. at trafiksikkerhedsprojekt for Slotsherrensvej, fra Sallingvej til Islev Station gennemføres som beskrevet i bilag 1,

5. at trafiksikkerhedsprojekt for Røde Mellemvej, fra Peder Lykkesvej til Vejlands Allé gennemføres som beskrevet i bilag 1,

6. at trafiksikkerhedsprojekt for Bellahøjvej, fra Frederikssundsvej til Jyllingevej gennemføres som beskrevet i bilag 1,

7. at indkøb og placering af ”din fart”-visere gennemføres som beskrevet i bilag 1,

8. at forbedringer af fodgængerfelter gennemføres

9. at statusnotat om trafiksikkerhed for 2013 tages til efterretning. (bilag 2)

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

10. at der frigives en anlægsbevilling på 7,45 mio. kr. til 6 trafiksikkerhedsprojekter for vejkryds og vejstrækninger samt opsætning af 14 hastighedstavler jf. bilag 1. De 7,45 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg funktion 2.28.23.3 i 2015 jf. øknomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 2. juni 2014

Indstillingens 1.-9. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 10. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.  


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: Økonomiforvaltningen bemærker, at der i Tabel 1 er en beløbsmæssig fejl, og præciserer, at der som beskrevet i teksten skal frigives en anlægsbevilling på 7,45 mio. kr.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. august 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. august 2014

 

Indstillingen blev godkendt med 51 stemmer imod 0. 3 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, I, O, V og Ø.

Undlod at stemme: C.

 

 

 

Til top