Mødedato: 20.06.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Indførelse af krav til plastemballage i fødevareudbud

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal indføre krav til plastemballage, herunder særligt til plastemballage til ferske fødevarer, i det kommende store fødevareudbud.  

Krav til plastemballage til ferske fødevarer skal bidrage til at ensrette de typer af plast, som leverandørerne anvender til emballagering af de fødevarer, som Københavns Kommune indkøber. En ensretning af plasten vil bidrage til at højne kvaliteten og genanvendeligheden af plastaffaldet fra kommunens mange institutioner og enheder.

Gennem brug af tildelingskriterie vil der kunne stilles krav til plastemballage til fødevarer, hvilket vil betyde, at leverandørerne bl.a. vil skulle konkurrere på at kunne tilbyde den højeste kvalitet og genanvendelighed af plastemballagen. Samtidig vil Københavns Kommune bruge fødevareindkøb til at fremskynde plastproducenters og fødevareleverandørers omstilling til mere genanvendelig plast i løbet af kontraktens periode.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at det godkendes, at Københavns Kommune gør krav til plastemballage til ferske fødevarer til et tildelingskriterie i det kommende store fødevareudbud,
  2. at det godkendes, at Københavns Kommune derudover opstiller delmål for overholdelse af krav til plastemballage til fødevarer i løbet af kontraktperioden,
  3. at det godkendes, at Københavns Kommune forud for udbud forholder sig til, om der kan indarbejdes krav til emballage generelt,
  4. at det godkendes, at medlemsforslaget fra Enhedslisten fra den 22. november 2018 (bilag 1) hermed er håndteret.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 22. november 2018, at Økonomiforvaltningen skulle udarbejde et forslag til politisk behandling om muligheder for at fremme cirkulær økonomi i kommunens egne indkøb ved at indføre obligatoriske emballagekrav i udbud, herunder krav om sorteringsvejledning, med inddragelse af relevante forvaltninger (bilag 1).

Økonomiforvaltningen har udarbejdet denne indstilling med bidrag fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som har den faglige viden om ressourcer og affald, herunder plast, og Børne- og Ungdomsforvaltningen, der er ansvarlig for fødevareudbud i Københavns Kommune.

Medlemsforslaget efterspørger obligatoriske krav til emballage generelt i alle kommunens udbud. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer dog, at det er plastemballagen til ferske fødevarer, der er mest udviklet ift. at kunne genanvendes til ny plast af fødevarekvalitet. Samtidig står Københavns Kommune overfor at gennemføre et stort udbud af netop fødevarer.

Derfor er fokus i denne indstilling at anvende tildelingskriterier til at stille specifikke  krav til plastemballage til ferske fødevarer, som markedet er modent til i nogen grad at kunne opfylde. Kravene indebærer bl.a., at plastemballage til ferske fødevare, dvs. de bøtter og bakker, som de ferske fødevarer er pakket i, skal være af plasttypen PET.

Samtidig er emballagen til ferske fødevarer ofte sammensat af forskellige typer af plast, fx én type til bakken og en anden type til låget. Sammensætningen af flere forskellige typer af plast besværliggør, at emballagen kan genanvendes, efter den er blevet til affald. For at plastaffaldet skal kunne genanvendes, er det nødvendigt, at det er lavet af plasttyper, der kan sorteres korrekt og genanvendes.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at de foreslåede krav til plastemballage til ferske fødevarer i denne indstilling vil bidrage til at opfylde målene i det nyligt reviderede EU-direktiv om emballage, som alle medlemsstater er forpligtet til at efterleve. Målene for genanvendelse af plastemballage i direktivet er 50 pct. i 2025 og 55 pct. i 2030.

Løsning

Økonomiforvaltningen anbefaler, på baggrund af faglige bidrag fra Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen, at der indføres en række specifikke krav til plastemballage til ferske fødevarer ifm. det kommende store udbud af Københavns Kommunes fødevareindkøb i 2019. Kravene indføres i form af et tildelingskriterie i fødevareudbuddet og som delmål i kontraktperioden.

Udgangspunktet for formuleringen af kravene er den designmanual til genbrug og genanvendelse af plastemballager, som er udarbejdet under Plastindustriens Forum for cirkulær plastemballage, hvor plastvirksomheder, detailhandelen, videnspersoner, politikere, NGO’er samt Teknik- og Miljøforvaltningen er repræsenteret.

Designmanualen beskriver bl.a., at plastemballagen til ferske fødevarer, bør være lavet af plasttypen PET, og alternativt PE, LDPE, HDPE og PP, samt at emballagen skal være påført en sorteringsvejledning, for at den nemt kan sorteres efter endt brug. PET er at foretrække, fordi denne plasttype kan genanvendes i et cirkulært kredsløb og potentielt blive anvendt til produktion af nye fødevareemballager.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningens seneste analyse udgør PET 31 pct. af den samlede mængde plastaffald fra husholdningerne i Københavns Kommune, og PET, PE, LDPE, HDPE og PP udgør tilsammen over 75 pct. af plastaffaldsstrømmen fra danske husholdninger. Fordi genanvendelsesindustrien i Europa er gearet til at håndtere netop disse plasttyper, vurderes det, at plastaffaldet bør ensrettes herefter.  

Tildelingskriterie i fødevareudbud

Ved at indføre specifikke krav til plastemballagen som et tildelingskriterie i det store udbud af Københavns Kommunes fødevareindkøb, vil leverandører udover fx pris og fødevarekvalitet skulle konkurrere om, hvem der kan tilbyde Københavns Kommune en plastemballage til ferske fødevarer, der kan indgå i et cirkulært kredsløb.

Vægtningen af tildelingskriteriet – dvs. hvor højt det vil vægte, at leverandøren kan leve op til de specifikke krav til plastemballage til ferske fødevarer – vil ske ud fra en konkret vurdering, hvor der også vil blive taget højde for pris, kvalitet og andre relevante kriterier.

Overholdelse af delmål i kontraktperioden

Udover at have krav til plastemballager til ferske fødevarer, som et tildelingskriterie, vil der blive opstillet en række delmål til plastemballagen, som leverandøren skal efterleve i løbet af kontraktperioden. Et delmål kunne fx være, at en stigende andel af plastemballagen til ferske fødevarer er lavet af PET-plast 24 måneder inde i kontraktperioden.

Både tildelingskriteriet og delmålene, vil lægge sig op ad Forum for cirkulær plastemballages designmanual til genbrug og genanvendelse af plastemballager. På denne måde vil Københavns Kommune løbende sikre, at indkøbet af fødevarer er med til at fremskynde, at der sker en omstilling i brugen af mere genanvendelig plast blandt plastproducenter og fødevareleverandører.

Krav til emballage i andre udbud

Økonomiforvaltningen indstiller derudover, at Københavns Kommune forholder sig til, om der kan indarbejdes krav til den øvrige emballage, herunder også øvrige plastemballager, forud for udbuddene.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil stå til rådighed med viden om plast, så forvaltningerne kan trække på denne viden, når de skal gennemføre kommende udbud, hvor det kan være relevant at stille krav til plastemballagen.

Disse krav vil ligeledes være med udgangspunkt i designmanualen til genbrug og genanvendelse af plastemballager samt Københavns Kommunes Paradigme for miljø- og klimakrav i udbud. Det vil dog være den ansvarlige forvaltning, der skal foretage markedsdialogen, og herunder afklare muligheden for at stille krav til emballagen.

Cirkulær økonomi

Såfremt de foreslåede emballagekrav indføres i det kommende fødevareudbud, vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at det vil have en stor effekt ift. at omstille markedet og leverandører til at designe, producere og forbruge genanvendelige plastemballager med en mindre miljøbelastning, hvilket vil bidrage til at omstille kommunens egne indkøb til en cirkulær økonomi.

De foreslåede krav til plastemballage er på linje med en række af Københavns Kommunes egne politikker og visioner, fx Ressource- og Affaldsplan 2019-2024, KBH 2025 Klimaplanen, der sigter mod bedre udnyttelse af ressourcerne i affaldet, Fællesskab København, hvori det fremgår, at kommunen ønsker at blive førende inden for cirkulær økonomi, samt indkøbspolitikken 2019-2022, der beskriver et ønske om at undersøge potentialerne for at udvikle forbrug og indkøbspraksis i en cirkulær retning.

Økonomi

Det er vurderingen, at de foreslåede krav til plastemballage til ferske fødevarer ikke vil øge priserne eller de administrative omkostninger væsentligt hverken for Københavns Kommune eller leverandørerne.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget godkender indstillingen, vil indstillingen forelægges Borgerrepræsentationen på mødet den 20. juni 2019.

Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter, at der skal stilles krav til plastemballage til ferske fødevarer i det kommende store fødevareudbud, vil Børne- og Ungdomsforvaltningen, som er ansvarlig for at gennemføre udbuddet, indarbejde kravene i udbudsmaterialet. Udbuddet afventer vedtagelsen af kommunens nye fødevarestrategi, som behandles politisk i august 2019.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil løbende følge og bidrage til udviklingen af nye muligheder for genbrug og genanvendelsen af plast og andre emballagematerialer med henblik på at identificere yderligere muligheder for at fremme genanvendelsen og øge kvaliteten af affaldsressourcerne fra kommunens enheder og institutioner.

 

Peter Stensgaard Mørch               /Mads Grønvall

 

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at Københavns Kommune gør krav til plastemballage til ferske fødevarer til et tildelingskriterie i det kommende store fødevareudbud,
  2. at det godkendes, at Københavns Kommune derudover opstiller delmål for overholdelse af krav til plastemballage til fødevarer i løbet af kontraktperioden,
  3. at det godkendes, at Københavns Kommune forud for udbud forholder sig til, om der kan indarbejdes krav til emballage generelt,
  4. at det godkendes, at medlemsforslaget fra Enhedslisten fra den 22. november 2018 (bilag 1) hermed er håndteret.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Frem mod indstillingens behandling i Borgerrepræsentationen ønsker Enhedslisten et supplerende notat, der beskriver konsekvenserne ved at gøre krav til plastemballage til ferske fødevarer til et krav i forbindelse med udbuddet i stedet for et tildelingskriterium, således som indstillingens 1. at-punkt lægger op til.”

 

Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Økonomiudvalget ønsker at minimere brug af engangsplast i kommunens kommende store fødevareudbud.”

 

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkninger:

”For os er det vigtigere at prioritere fødevarernes kvalitet højere end emballagens beskaffenhed.”

 

”Venstre og Konservative noterer sig, at det - for at plastaffaldet skal kunne genanvendes - er nødvendigt, at det er lavet af plasttyper, der kan sorteres korrekt og genanvendes. I den forbindelse udbeder vi os sikkerhed for, at det rent faktisk er muligt at sortere og genanvende det københavnske plastaffald, så man ikke skaber et stort bureaukrati uden at få nogle klimamæssige gevinster retur.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. juni 2019

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag om tilføjelse til henholdsvis 1. at-punkt og 3. at-punkt (understreget):

Tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF1):

”1. at det godkendes, at Københavns Kommune gør krav til plastemballage til ferske fødevarer til et tildelingskriterie i det kommende store fødevareudbud, som vægtes højere end økonomi.”

Tilføjelse til 3. at-punkt (ÆF2):

”3. at det godkendes, at Københavns Kommune forud for udbud forholder sig til, om der kan indarbejdes krav til emballage generelt, herunder sorteringsanvisning på emballagerne.”

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 28 stemmer imod 16. 9 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø og Å.

Imod stemte: A, V, C, O og I.

Undlod at stemme: B og F.

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 28 stemmer imod 21. 4 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å og B.

Imod stemte: A, V, C, O og I.

Undlod at stemme: F.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning, som Dansk Folkeparti tilsluttede sig:

”Venstre noterer sig, at det - for at plastaffaldet skal kunne genanvendes – er nødvendigt, at det er lavet af plasttyper, der kan sorteres korrekt og genanvendes. I den forbindelse kvitterer vi for, at det fra september 2019 bliver muligt for institutionerne at sortere plastaffald på en måde, så det efterfølgende kan genanvendes. Ideelt set krævede dette ikke transport til Nordtyskland, hvilket vi regner med at forvaltningerne fremadrettet prøver at finde en løsning på, så vi ikke bruger for meget CO2 på at fragte affald.”

 

En samlet Borgerrepræsentation videreførte protokolbemærkningen fra udvalgsbehandlingen:

”Borgerrepræsentationen ønsker at minimere brug af engangsplast i kommunens kommende store fødevareudbyd.”

Til top