Mødedato: 19.01.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplan 2008

Se alle bilag
Spildevandsplan 2008 blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 24. april 2008. Der er siden 2008 blevet fremlagt fem tillæg til spildevandsplanen. Forslaget til tillæg nr. 6 har til formål at tilvejebringe det planmæssige grundlag for anlægsprojekter på spildevandsområdet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende ”Forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplan 2008” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i otte uger,
  2. at kompetencen til endeligt at vedtage ”Forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplan 2008” efter endt offentlig høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Københavns Kommunes håndtering af spildevand, herunder regnvand, er reguleret af en spildevandsplan, der er lovpligtig. Siden vedtagelsen af tillæg nr. 5 til Spildevandsplan 2008, behandlet i Borgerrepræsentationen den 6. juni 2016, er der vedtaget ni lokalplaner, lokalplanforslag og startredegørelser, hvortil der skal udarbejdes en spildevandsplan. Derudover skal de 11 projekter i Projektpakke 2017, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 26. maj 2016, indarbejdes i en spildevandsplan for, at skybrudsprojekterne kan gennemføres. Desuden er der behov for, at igangsætte skybrudssikring af Sundby Metrostation, hvor der ikke er ansøgt om medfinansiering eller indgået aftale mellem HOFOR og parterne om medfinansiering. Tillægget omfatter derudover tre projekter, hvor der skal meddeles påbud om separatkloakering.

Løsning

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende tillæg nr. 6 til Spildevandsplan 2008 i offentlig høring og delegere beslutningskompetence for endelig vedtagelse af spildevandsplantillægget til Teknik- og Miljøudvalget. Tillægget muliggør ændring af kloakeringsform i byudviklingsområder, gennemførelse af skybrudsprojekter, samt påbud om afkobling af regnvand til skybrudsløsninger.

Skybrudssikring:

Der skal i 2017 igangsættes 12 skybrudsprojekter, jf. afsnit 6.5 i bilag 1.11 af projekterne er fra Projektpakke 17. Det drejer sig om projekter, hvor regnvand afledes fra en række ejendomme ved, at veje, cykelstier og lign. omlægges, så de kan transportere skybrudsvand væk fra et konkret område. Projekterne er Amagerbanen, Hyttehusvej, tre projekter på Tagensvej, Jagtvej og Korsgade/Hans Tavsens Gade. De resterende projekter er udviklingsprojekter og forundersøgelser ved Lersøparken, Valbyparken, Skt. Jørgens Sø og Hans Tavsens Park. Projekterne er centrale for implementeringen af skybrudsplanen, hvor der skal afklares en lang række forhold, f.eks. hydraulik, fredninger, miljøkvalitet m.m., inden det konkrete anlægsprojekt kan planlægges.

Det tolvte projekt er Sundby Metrostation, som erfaringsmæssigt oversvømmes ved kraftig regn. Projektet er ikke tidligere godkendt, men ved at indarbejde projektet i tillæg 6 til spildevandsplanen, kan projektet igangsættes, så snart HOFOR har fået godkendelse fra Forsyningssekretariatet og indgået aftale om medfinansieringsprojektet.

Klimasikring af kloakken
Kloakeringsformen i tre projektområder ved Folehaven, Remiseparken og Skt. Annæ Plads skal ændres fra fælleskloakeret til separatkloakeret, jf. afsnit 6.7 i bilag 1. Folehaven og Remiseparken indgår i Projektpakke 16, og separatkloakeringen gennemføres samtidig med skybrudssikringen. Skybrudssikringen af Skt. Annæ Plads er gennemført, og der er etableret ledninger til håndtering af regnvand, som kan bruges til det planlagte separatkloakerede område. Tillægget muliggør, at der kan meddeles påbud om separatkloakering, hvilket forventes efterkommet senest 31. december 2022. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at der meddeles 34 påbud, som omfatter 55 boligblokke og 32 adresser. Ved separatkloakering frakobles regnvand fra fælleskloakken, så der er større kapacitet i kloaknettet ved skybrud, idet bl.a. regnvand fra tage ledes væk i forbindelse med skybrudsprojekter. Derved forebygges oversvømmelser og skader ved større mængder regn.

Afløbssystem i forhold til byudvikling, nykloakering og separatkloakering
Byudvikling: Tillægget muliggør, at kloakeringsformen ændres fra fælleskloak til separatkloak i ni igangværende byudviklingsprojekter, jf. afsnit 6.1 i bilag 1. Der er tale om områder, hvor der allerede er vedtaget lokalplan, lokalplanforslag eller startredegørelse, og hvor det er nødvendigt at melde den ændrede kloakeringsform ud nu, så denne kan indarbejdes i de nært forestående anlægsprojekter. Det drejer sig om områderne Lindgreens Allé, Christiansholm (Papirøen), Scherfigsvej 8, Sølund, Tycho Brahes Allé, Ungdomsboliger på Valby Idrætspark, Øresund Strandpark, Østre Gasværks Kvarteret og Sluseholmen.

Nykloakering: Tillægget muliggør, at Amager Fælled Camping og Oliefabriksvej 2, der ikke tidligere er kloakeret, tilsluttes kloak. På Amager Fælled Camping etablerer HOFOR ikke stikkene, men ejendommen tilsluttes på privat foranstaltning HOFORs ledningsnet i Øresunds Boulevard. Oliefabriksvej 2 bliver tilsluttet til Tårnby Forsynings kloaknet, og spildevandet fra området ledes til Tårnby Renseanlæg.

Separatkloakering: Kloakeringsformen på Øresundshospitalet på Østerbro ændres fra fælleskloak til separatkloak. Derved imødekommes ønske fra grundejer, der er ved at skybrudssikre området, om at området separatkloakeres, så regnvand tilsluttes Østerbrotunnelen, der indgår i skybrudssikringen af Østerbro.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler en delegation af den endelige kompetence til at vedtage tillægget til Teknik- og Miljøudvalget for at sikre en hurtigere implementering af kloakeringsændringer og skybrudsprojekterne. Ved delegation til Teknik- og Miljøudvalget forelægges Borgerrepræsentationen ikke sagen igen, med mindre høringen medfører væsentlige ændringer.

Økonomi

Realiseringen af tillæggets projekter ligger indenfor HOFORs samlede investeringsramme for 2017. Vedtagelsen af tillægget vil ikke medføre en forhøjelse af taksterne for håndteringen af spildevand.

I Københavns Kommune er det praksis, at bygherre betaler for kloakeringen i forbindelse med byggemodninger. Som en del af fremtidssikringen af kloakken har det i en årrække været praksis at separatkloakere nye byudviklingsområder. Det reducerer regnvandsbelastningen af kloaksystemet og er samfundsøkonomisk det mest omkostningseffektive. Det medfører en udgiftsforøgelse i størrelsesorden 20-50 % for bygherre i forhold til etablering af fælleskloak.

Tillægget vil medføre udgifter for de grundejere, der får meddelt påbud om afkobling af regnvand. COWI har vurderet, at de afledte udgifter som følge af påbud vil være 5-10.000 kr. per lejlighed i etageejendomme og 10-50.000 kr. for grundejere af villaer eller rækkehuse. Grundejer skal selv afholde de forbundne udgifter og betale for udførelsen som en engangsudgift, når afkoblingen etableres. Projekterne i dette tillæg omfatter alene etageejendomme.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt forslaget til spildevandsplantillægget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen tillægget i høring i otte uger. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af spildevandsplantillægget. Denne forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget i første kvartal af 2017.

Borgerrepræsentationen forventes at få fremlagt en revideret Spildevandsplan i 2018.

 

Pernille Andersen                                  /Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende ”Forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplan 2008” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i otte uger.
  2. at kompetencen til endeligt at vedtage ”Forslag til tillæg nr. 6 til Spildevandsplan 2008” efter endt offentlig høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. januar 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top