Mødedato: 18.09.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om vejledende folkeafstemning om Lynetteholms fremtid

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås, 

  1. At Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, der undersøger muligheden for at afholde en vejledende folkeafstemning om fremtiden for Lynetteholmsprojektet i forbindelse med Kommunalvalget 2026 d. 18 november. Afstemningen skal give borgerne mulighed for at stemme om hvorvidt projektet skal fortsætte som planlagt, eller om det bør sættes på pause med henblik på at udarbejde en mere begrænset løsning, der i mindre omfang inddrager det naturlige havareal.  

(Stillet af Troels Chr. Jakobsen (løsgænger)) 

Motivering

Lynetteholmen er et af de største anlægsprojekter i København i nyere tid og vil få afgørende betydning for byens fremtidige udvikling. Projektet påvirker allerede nu kommunens prioriteringer, eksempelvis ved at der i Budget 2026 blev afsat omtrent 200 mio. i anlægsmidler til Østhavnen med direkte reference til Lynetteholmens etablering.  

Lynetteholmsprojektet blev født med et stort demokratisk underskud, da der uden en forudgående offentlig eller parlamentarisk debat eller beslutning, var forhandlet en aftale mellem den daværende Overborgmester og Statsminister, som blev præsenteret for offentligheden som et færdig-besluttet projekt i 2019 op til folketingsvalget. 

Det demokratiske underskud har skabt konflikter for byens borgere og en vanskelig parlamentarisk situation på Københavns Rådhus, som ville kunne afhjælpes med en vejledende folkeafstemning, der enten vil afsløre en folkelig opbakning eller modstand til projektet og dets fuldførelse i fuld skala, sådan at den næste samling af Borgerrepræsentationen har et klart folkeligt mandat at gå videre med i forhold til fremtiden for Lynetteholm.

Til top