Mødedato: 18.06.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om forenklet affaldssortering

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås, 

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling der beskriver mulighederne og de økonomiske konsekvenser ved at indføre kombineret indsamling af metal med plast og mad- og drikkekarton, samt kombineret indsamling af papir og pap. I sagen skal der også indgå en beregning af den tid og de udgifter borgerne har ved at sortere affald, og hvor meget tid og penge de kan spare ved at sortere i færre affaldsfraktioner, som følge af en kombineret indsamling af metal med plast, mad- og drikkekarton samt kombineret indsamling af papir og pap. Der skal ligeledes indgå en opgørelse over sparet antal m2 ved at fjerne affaldsbeholdere til metal i etageejendomme og kombineret papir- og metalbeholder til affald ved villaer, der så i stedet kan bruges til cykelparkering, barnevogne eller andet,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at anmode Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet om dispensation fra affaldsbekendtgørelsen, så Københavns Kommune kan fravige kildesortering af affald, og i stedet overgå til central sortering eller udføre forsøg med central sortering som erstatning for kildesortering.

(Stillet af Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti)

Motivering

I København bor mange mennesker småt. I mange lejligheder fylder affaldssorteringen allerede godt i køkkenskabe, entréer og bagtrapper, og i mange etageejendomme er der i forvejen kamp om kvadratmeterne i gårdrum og affaldsrum. Plads, der i dag bruges på affaldsbeholdere, kunne i stedet bruges til cykelparkering, barnevogne, rollatorer eller andet, som gør hverdagen lettere. Når en kvadratmeter i København er dyr og knap, så bør kommunen også medregne værdien af den plads, borgerne kan få tilbage.

Den daværende Teknik- og Miljøforvaltning har tidligere i sag behandlet af udvalget den 15. december 2025 belyst mulighederne for kombineret indsamling af bl.a. papir og pap samt metal sammen med plast og mad- og drikkekarton (bilag 1.). Beregningerne viser, at en kombineret indsamling kan medføre øgede udgifter for kommunen. Men det er ikke tilstrækkeligt kun at se på kommunens isolerede merudgifter. Der bør også ses på, hvad borgerne sparer i tid, plads og besvær ved at skulle sortere deres affald i færre fraktioner.

Forenklet affaldssortering kan betyde færre beholdere, færre ture til forskellige affaldsfraktioner og mindre pladsbehov i både boligen og ejendommen. Det har en reel værdi for borgerne. Tid er som bekendt også penge, og når hundredtusindvis af københavnere bruger tid på at sortere affald i mange forskellige fraktioner, har det også en samfundsøkonomisk betydning. Den del bør indgå i forvaltningens vurdering, når man ser på, om affaldssystemet er indrettet fornuftigt.

Forslagsstillerne ønsker derfor, at der udarbejdes en ny sag, hvor de økonomiske konsekvenser ikke alene opgøres ud fra kommunens systemomkostninger, men også ud fra borgernes perspektiv. Det bør belyses, hvor meget tid borgerne bruger på affaldssortering, hvilke udgifter og gener det medfører, og hvor meget tid og plads der kan frigøres ved at reducere antallet af affaldsbeholdere.

Samtidig ønsker forslagsstillerne, at Københavns Kommune anmoder staten om dispensation fra kravene om kildesortering, så kommunen enten kan overgå til central sortering eller gennemføre forsøg med central sortering. Teknologien udvikler sig løbende, og København bør være ambitiøs i forhold til at afprøve løsninger, der både kan sikre genanvendelse og gøre hverdagen lettere for borgerne.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. juni 2026

Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Klima, Miljø- og Teknikudvalget.

Det af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Klima, Miljø- og Teknikudvalget blev vedtaget efter afstemning med 44 stemmer for og 8 stemmer imod. Ingen medlemmer undlod at stemme. 

For stemte: Ø, F, A, C, B, Å og Q
Imod stemte: V, I og O



Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning: 
”Enhedslisten arbejder på alle områder for at gøre det grønne valg til det lette valg. Derfor skal det være så let som muligt at sortere sit affald, så det kan genbruges og genanvendes bedst muligt. Poser, holdere og spande til bioaffald findes nu i de fleste gårde. Vi etablerer flere og flere nærgenbrugsstationer. Og i år åbner der et centralt restsorteringsanlæg, så vi kan få erfaringer med et sådant anlæg, samtidig med at lidt mere af restaffaldet kan genanvendes. Når vi får erfaringerne fra det anlæg, kan vi tage en debat på et mere oplyst grundlag.” 



SF afgav følgende protokolbemærkning:
"SF ønsker at gøre det grønne valg til det lette valg. Desværre er der en lige linje mellem små køkkener og lavere grad af affaldssortering, og vi har fortsat fokus på, om vi kan øge graden af sortering ved at mindske antallet af fraktioner, så der lettere er plads i de små køkkener. Derfor var vi i 2025 medstillere på et forslag om at undersøge muligheden for at samle nogle fraktioner, og resultatet af forslaget blev behandlet af udvalget i december. Hvis partierne ønsker at tage konklusionerne op til genovervejelse, og eventuelt tilføje yderligere information, er det oplagt at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget tager en drøftelse af sagen. Her er det vigtigt også at diskutere den årlige økonomiske merbelastning af borgernes takstbidrag, som følger med en ændring af fraktionerne. Med hensyn til at fravige kildesortering viser erfaringerne fra både Holland og Norge, at det er svært at genanvende materialer, hvis der slet ikke kildesorteres. Derfor giver sortering af restaffald på anlæg kun mening i det omfang, at det er en tilføjelse til kildesorteringen. Vi er i gang med at tage et stort restsorteringsanlæg i drift i København, og vil gerne se erfaringerne fra det projekt, så vi kan tage debatten på grundlag af faktiske erfaringer med Københavnernes eget affald"

 
Til top