Mødedato: 18.05.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Revidering af Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende ændring i ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune” vedrørende den progression, som løntilskudsjobbet skal skabe for den ledige,
  2. at godkende, at ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune”, vedrørende hvem der skal godkende oprettelse af løntilskud ændres således, at det bliver muligt at få godkendelse af en fælletillidsrepræsentant eller en repræsentant fra den relevante fagforening, såfremt der ikke er en tillidsrepræsentant til stede på arbejdspladsen.
      

(Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) vedtog den 10. marts 2011 ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune”. Retningslinjerne er målrettet arbejdsgivere i forvaltningerne i Københavns Kommune, der ansætter medarbejdere med løntilskud. Retningslinjerne er senest revideret i 2013 og 2015 (revideringer er godkendt af BR henholdsvis den 23. maj 2013 og 17. juni 2015).

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har i forbindelse med drøftelser om tilsyn med administration af virksomhedspraktik og løntilskud (BIU møde 15. august 2016 og 28. november 2016) ønsket to ændringer til retningslinjerne og stillet spørgsmål til, hvordan kendskab til retningslinjerne i forvaltningerne sikres.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har ønsket følgende ændringer af retningslinjerne:

  • at det skal fremgå af retningslinjernes punkt 1, at der er en klar progression for forløbet, så den ledige kan mere efter forløbet end før.
  • at det skal fremgå af retningslinjernes punkt 2, at løntilskudsstillinger skal godkendes af tillidsrepræsentanten for området, og hvis der ikke er en tillidsrepræsentant, så af HovedMED eller den relevante fagforening.

Med denne indstilling forelægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Økonomiforvaltningen derfor et forslag til revidering af ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune” til godkendelse. Foruden dette besvares spørgsmålet omkring formidling af retningslinjerne.

Løsning

På baggrund af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ønsker, foreslår Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Økonomiforvaltningen følgende:

Ad. 1 – Progression i løntilskudsjob

Det foreslås at punkt 1 i retningslinjerne (jf. bilag 1), som lyder: ”Arbejdsgiver udarbejder altid en klar stillingsbeskrivelse for indholdet i løntilskudsstillingen.”

Ændres til følgende:

”Arbejdsgiver udarbejder altid en klar stillingsbeskrivelse for indholdet i løntilskudsstillingen, herunder den progression, forløbet skal skabe for den ledige. ”Ad. 2 – Godkendelse af løntilskudsjob

Ad 2. Godkendelse af løntilskudsstillinger

I forbindelse med revisionen af ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune” har retningslinjerne været i høring hos CSO (Centrale Samarbejds Organ).

CSO har drøftet de af Beskæftigelse- og Integrationsudvalget foreslåede ændringer på møde den 19. januar 2017. Organisationssiden fra CSO bemærkede, at de er enige i, at der skal indskrives et progressionskrav. Organisationssiden bemærkede også, at der er nogle fagområder, f.eks. rengøringsområdet, hvor det kan være svært at finde en lokal tillidsrepræsentant. Det er ligeledes organisationssidens opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt, at det er en MED-/HovedMED-repræsentant, der godkender ansættelser i løntilskud. Årsagen til dette er, at det vil være administrativt tungt og at en MED-repræsentant ikke nødvendigvis er tillidsrepræsentant, da HovedMED består af såvel ledelses- som (fælles)tillidsrepræsentanter.

Organisationssiden foreslår derfor, at såfremt der ikke er en lokal tillidsrepræsentant, der kan godkende ansættelsen, bør godkendelsen foretages af fællestillidsrepræsentant for området eller af en repræsentant for den relevante fagforening.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens Enhed for tilsyn har i 2016 foretaget en stikprøve, for at se hvem der godkender ansættelser med løntilskud i Københavns Kommune. Stikprøven viste, at størstedelen (60 pct.) af løntilskudsstillingerne underskrives af en tillidsrepræsentant. Den sidste del (40 pct.) underskrives af en medarbejderrepræsentant, hvilket er i overensstemmelse med lovgivningen. Resultatet af stikprøven blev forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget d. 28. november 2016

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Økonomiforvaltningen anbefaler på baggrund af ovenstående, at punkt 2 i retningslinjerne, som lyder:

 ”Den lokale tillidsrepræsentant skal godkende oprettelsen af alle løntilskudspladser og inddrages i alle løntilskudsansættelser. Hvis der ikke er en lokal tillidsrepræsentant, inddrages en anden MED-repræsentant eller fællestillidsrepræsentanten for området.”

Ændres til følgende:

”Den lokale tillidsrepræsentant skal godkende oprettelsen af alle løntilskudspladser og inddrages i alle løntilskudsansættelser. Hvis der ikke er en lokal tillidsrepræsentant til stede, inddrages en fællestillidsrepræsentant for området eller en repræsentant for den relevante fagforening.”

Ad 3 - Formidling af retningslinjerne

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udsender løbende informationsmails til arbejdsgiverne i forvaltningerne, hvor der gøres opmærksom på ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune”. Forvaltningerne informeres herudover om et site på kommunens intranet, der vedrører særlige jobordninger (Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens intranet). Sitet opdateres løbende med de nyeste retningslinjer.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er løbende i dialog med forvaltningerne om deres brug af ordningen, og informerer i den forbindelse også om retningslinjerne.

I bilag 1 fremgår retningslinjerne med de foreslåede ændringer markeret.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Der laves en årlig opfølgning på måltal for støttet beskæftigelse, som bliver forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. I opfølgningen indgår der en kvantitativ evaluering af brugen af offentlig og privat løntilskud samt virksomhedspraktik, jf. retningslinjerne.

Indstilling vedrørende ændring af ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune” forelægges Økonomiudvalget den 9. maj 2017 og Borgerrepræsentationen den 18. maj 2017.

Bjarne Winge               / Peter Stensgaard Mørch

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender ændring i ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune” vedrørende den progression, som løntilskudsjobbet skal skabe for den ledige.

  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender, at ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune”, vedrørende hvem der skal godkende oprettelse af løntilskud ændres således, at det bliver muligt at få godkendelse af en fælletillidsrepræsentant eller en repræsentant fra den relevante fagforening, såfremt der ikke er en tillidsrepræsentant til stede på arbejdspladsen.

  3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orientering om formidling af ”Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune” til efterretning

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 3. april 2017

Indstillingens 1. og 2. at blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 3. at blev taget til efterretning.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. maj 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. maj 2017

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Vi ved, at løntilskud er af de mest succesfulde kommunale tilbud, hvad angår andelen af jobparate kontanthjælpsmodtagere og forsikrede ledige, der senere overgår til selvforsørgelse. Vi ønsker derfor ikke at belemre virksomheder med yderligere bureaukrati, som de ændrede retningslinjer lægger op til.

Til top