Mødedato: 18.05.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til kommuneplantillæg for Ny Ellebjerg og supplerende VVM for metro til Sydhavnen

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til kommuneplantillæg og til supplerende vurdering af virkninger på miljøet-redegørelse for metro til Sydhavnen i offentlig høring.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at forslag til kommuneplantillæg for Ny Ellebjerg stationsområdet (bilag 1) og forslag til supplerende VVM-redegørelse for metro til Sydhavnen (bilag 2a og b) godkendes og sendes i offentlig høring.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 24. november 2016 en tillægsaftale til Principaftalen om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen mv., om finansiering af en underjordisk metrostation ved Ny Ellebjerg Station. Samtidig fik Økonomiforvaltningen mandat til at igangsætte udarbejdelse af et kommuneplantillæg for en underjordisk metrostation ved Ny Ellebjerg. Det er på baggrund af det konkrete projekt fra Metroselskabet vurderet, at der også skal udarbejdes en vurdering af virkninger på miljøet-redegørelse (VVM-redegørelse), der på en række punkter skal supplere VVM-redegørelsen for Sydhavnsmetroen fra 2015. Borgerrepræsentationen skal derfor nu tage stilling til at sende forslag til kommuneplantillæg med miljøvurdering og forslag til supplerende VVM-redegørelse i offentlig høring.

Løsning

I 2014 blev der indgået en principaftale om at anlægge og finansiere en metrolinje til Ny Ellebjerg Station via Sydhavnen. Aftalen fra 2014 forudsatte, at Ny Ellebjerg metrostation anlagdes på terræn. På baggrund af aftalen udarbejdede Københavns Kommune i 2015 en VVM for Sydhavnsmetroen, hvor en station på terræn var hovedforslaget og en underjordisk station indgik som alternativ. Kommuneplan 2015 blev herefter vedtaget med en mulighed for en metrostation på terræn, inkl. en reservation hertil i rammerne for lokalplanlægning.

Den nye aftale i 2016 mellem staten, Københavns og Frederiksberg Kommuner om, at Ny Ellebjerg metrostation anlægges som en underjordisk station, medfører et behov for at ændre kommuneplanen for så vidt angår lokaliseringen af en underjordisk metrostation ved Ny Ellebjerg. Der er derfor udarbejdet forslag til kommuneplantillæg med tilhørende miljøvurdering.

I det nu foreliggende projekt er der sket en række ændringer i forhold til det alternativ med en underjordisk Ny Ellebjerg metrostation, der indgik i VVM-redegørelsen fra 2015. Metroselskabet har også to steder på metrostrækningen set behov for at foretage jordforstærkning fra terræn (i stedet for fra tunnel). Københavns Kommune har derfor vurderet, at der skal udarbejdes en supplerende VVM for ændringerne i projektet.

Forslag til kommuneplantillæg

I den gældende kommuneplan kan der lokaliseres en metrostation på terræn syd for den eksisterende S-togsstation. Med det ændrede projekt placeres stationen i stedet underjordisk nordvest for den eksisterende S-togsstation. For at muliggøre dette er det nødvendigt at ajourføre kommuneplanens rammer. Den underjordiske station placeres under rammeområder til tekniske formål (T1) og bolig og erhverv (C3), og dette indebærer, at rammen for sidstnævnte tilføjes en særlig bestemmelse om, at der inden for området kan anlægges en underjordisk station for metro til Sydhavnen, med dertilhørende funktioner i overensstemmelse med VVM-redegørelse og supplerende VVM-redegørelse herfor. Samtidig fjernes den særlige bestemmelse på området Strømmen, der også er til tekniske formål (T2), om at der her kunne etableres en station på terræn.

Muligheder for udvikling og omdannelse af arealer over den underjordiske station og på arealet Strømmen er ikke del af kommuneplantillægget. Områderne afventer en senere planlægning.

Supplerende VVM-redegørelse

Forslaget til supplerende VVM-redegørelse skal ses som et tillæg til VVM-redegørelsen for Sydhavnsmetroen fra 2015. Det belyser og vurderer alene de ændrede forhold, emnemæssigt og geografisk. Vurderinger og afværgeforanstaltninger for øvrige emner er således uændrede og her henvises der til redegørelsen fra 2015, der fortsat indgår i grundlaget for VVM-tilladelse.

Da det nye projekt indeholder flere grave- og anlægsarbejder ved Ny Ellebjerg (ved adskilt underjordisk station og sporskiftekammer, underjordisk forplads og gangtunnel mv.) samt aktiviteter på terræn på to nye lokaliteter (jordforstærkning), er der tale om en øget støjbelastning i anlægsfasen. Samtidig har opgørelsen af antallet af boliger, der allerede findes i området eller vil blive opført inden anlægsprocessen er slut, ændret sig i forhold til VVM-redegørelsen fra 2015, således at flere boliger skønnes at blive påvirket. Projektets kompleksitet med indgreb i andre baner, broer mv. og med koordinering af anlæg på flere lokaliteter nødvendiggør en del arbejde i aften- og nattetimer, så trafikafbrydelser begrænses og den samlede arbejdsplan overholdes, men dette er søgt begrænset. På de to lokaliteter med jordforstærkning arbejdes der kun om dagen.

Københavns Kommune har sammenfattende vurderet, at der med de afværge­foranstal­tninger, der er beskrevet i VVM-redegørelsen, ikke er virk­ninger på miljøet, der er så væsentlige, at projektet ikke bør gen­nem­føres. Det vurderes samlet, at der er taget rimelige forholdsregler for at begrænse eventuelle sundhedsmæssige kon­sekvenser ved gennemførelse af projektet, så de er tålelige ud fra en afvejning af de sundhedsmæssige og samfundsmæssige hensyn.

De regler for kompensation for støjbelastning i aften- og nattetimerne, der allerede gælder for cityringen og metro til Nordhavn, vil også blive gældende for det nu foreliggende projekt.

Forudgående høring

Københavns Kommune holdt en forudgående høring om VVM og kommuneplantillæg i perioden 2. til 26. marts 2017. Kommunen modtog 15 bemærkninger, som er refereret og besvaret i den udarbejdede hvidbog (bilag 3). Holdningen er generelt, at en underjordisk station er en forbedring. Der er ønsker til andre ændringer af Sydhavnsmetroen (flere stationer, integration med fjernbusser) eller til andre baner på Ny Ellebjerg Station, der falder uden for nærværende projekt.

Henvendelserne giver ikke anledning til at foreslå ændringer i indholdet af kommuneplantillægget. Det vurderes, at de forhold der i høringssvarene ønskes belyst, såsom støj, vibrationer, grund- og overfladevand, trafik, fremkommelighed mv., alle er beskrevet og vurderet i forslaget til supplerende VVM-redegørelse, for så vidt der er ændringer i forhold til den allerede udarbejdede VVM fra 2015.

De tre lokaludvalg (Vesterbro, Kgs. Enghave og Valby- Lokaludvalg) har i deres høringssvar særligt fokuseret på beboernes oplevelse af gener i anlægsfasen. De er enige i, at den ændrede løsning er en forbedring, idet Valby Lokaludvalg dog fremhæver, at der stadig udestår en indsats for at få en virkelig brugervenlig og lettilgængelig Ny Ellebjerg Station. Det bemærkes, at ejere og operatører af kollektiv trafik ved Ny Ellebjerg netop har igangsat et arbejde for at se på muligheder for forbedringer. Dette er dog ikke en del af det foreliggende projekt.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Borgerrepræsentationen tog med indstilling om tillægsaftalen om en underjordisk Ny Ellebjerg metrostation stilling til den økonomiske aftale om finansiering af den samlede merudgift på skønnet 615 mio. kr., som en underjordisk station vurderes at indebære. 

Videre proces

Såfremt denne indstilling tiltrædes, sendes forslag til kommuneplantillæg og supplerende VVM-redegørelse i offentlig høring i perioden 25. maj til 16. august 2017. I høringsperioden har lokaludvalgene mulighed for at inddrage Økonomiforvaltningen i forhold til borgermøder og lign.

På baggrund af høringssvarene udarbejdes en hvidbog, der forventes politisk behandlet i efteråret 2016 med henblik på endelig godkendelse af kommuneplantillæg og supplerende VVM-redegørelse. Herefter kan Københavns Kommune give en VVM-tilladelse til det ændrede projekt.

Transportministeren vil i forlængelse af den supplerende VVM-redegørelse og VVM-tilladelsen foranledige, at metro til Sydhavnen indarbejdes i byggeplads- og nabo­pak­ke­bekendtgørelserne, hvorved anlægsarbejdet i sin helhed vil være omfat­tet af de samme regler som cityringen og metro til Nordhavn. Herved fastlægges projektets rammer i anlægs­perioden, og naboerne kan tage højde for dets påvirk­­ninger og for regelgrund­laget for kompen­sa­tion mv.

Metro til Sydhavnen forventes at åbne i 2023.

 

Peter Stensgaard Mørch                      /Søren Tegen Pedersen         

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at forslag til kommuneplantillæg for Ny Ellebjerg stationsområdet (bilag 1) og forslag til supplerende VVM-redegørelse for metro til Sydhavnen (bilag 2a og b) godkendes og sendes i offentlig høring.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. maj 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. maj 2017

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Der blev fastsat frist til afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 22. maj 2017 kl. 12.00.

 

Til top