Mødedato: 18.05.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af lokalplan ”Lindgreens Allé", Amager Øst

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan ”Lindgreens Allé”. Lokalplanen vil muliggøre boliger og serviceerhverv nord og syd for Lindgreens Allé på Amager Øst.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende lokalplan ”Lindgreens Allé” (bilag 1) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Tre grundejere i området er gået sammen om at udvikle et område nord og syd for Lindgreens Allé til hovedsageligt boliger. Børne- og Ungdomsforvaltningen har herudover ønsket at udpege et område til en daginstitution. Det fuldt udbyggede område vil have et etageareal på ca. 60.000 m2, hvorfor det kræver en lokalplan. Lokalplanforslaget blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 24. november 2016 og har været i høring fra den 12. december 2016 til den 13. februar 2017. Forvaltningen har modtaget 16 henvendelser. Høringen har givet anledning til ændringsforslag.

Løsning

Lokalplanen muliggør en karréstruktur, der trækkes tilbage ved bevaringsværdige bygninger og på udvalgte steder, hvorved der skabes pladser og stiforløb. Det nye byggeri varierer fra 1 til 6 etager (ca. 3,0 m til 20,5 m) og med 7 etager (maks. 24 m) på udvalgte steder. Der henvises i øvrigt til lokalplanforslaget i bilag 1 og faktaarket i bilag 2.

Borgermøde

Københavns Kommune, grundejerne og Amager Øst Lokaludvalg holdt den 16. januar 2017 et borgermøde, hvor ca. 25 borgere deltog. Der var særligt spørgsmål til, om alle lokalplanens byggemuligheder bliver realiseret, trafik og parkering, bevaringsværdige bygninger og træer, muligheden for fælleslokaler, beboersammensætningen og almene boliger samt et ønske om ny skole og fritidsfaciliteter. Se referat af mødet i bilag 7.

Høring

De 16 modtagne henvendelser i høringsperioden er vedlagt som bilag 3. I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Forvaltningen foreslår en række ændringer af lokalplanforslaget på baggrund af indsigelser fra grundejere og rådgivere samt enkelte præciseringer og redaktionelle ændringer, jf. bilag 6. De primære ændringer er justering af byggefelter.

Henvendelse fra Amager Øst Lokaludvalg - bilag 3, henvendelse nr. 6

Lokaludvalget finder, at planforslaget er gennembearbejdet og er positive overfor placering af almene boliger. Lokaludvalget ønsker maksimalt 6 etager og opfordrer til, at der i fremtiden ikke kan dispenseres fra lokalplanen. De har forståelse for, at det ikke har været muligt at placere en skole, men opfordrer til at tænke en skole ind i de fremtidige udviklingsplaner for Nordøstamager. De fremhæver behov for at håndtere den øgede trafik i området.

Forvaltningens bemærkninger:

Forvaltningen ønsker at fastholde muligheden for 7 etager på udvalgte steder, da det skaber variation og giver et samspil med naboområdet med byggeri på op til 12 etager. Dispensationer skal altid baseres på en konkret vurdering, og muligheden kan derfor ikke afskæres på forhånd. I forhold til skole kan det oplyses, at Holmbladsgade 113 nu er udpeget til placering af en ny skole. I forhold til trafikken er området omkring Lindgreens Allé præget af, at denne del af Amager er under udvikling, hvor der løbende sker en udvikling af infrastrukturen. I forhold til det konkrete projekt vurderer forvaltningen, at det eksisterende vejnet kan håndtere de trafikmæssige konsekvenser.

Henvendelser fra myndigheder og andre offentlige instanser – bilag 3, henvendelse 5, 9 og 15

  1. Metroselskabet gør opmærksom på, at der for en del af Amagerbanens tracé er indgået en aftale om rådighedsret i forbindelse med cykelstiprojektet.
  2. Københavns Museum er glade for den overskuelige måde, der er redegjort for de bevaringsværdige bygninger, og at en del bygninger har fået denne status. De spørger til, hvilken status de bygninger, der er klassificeret som ”forudsat bevaret”, har. Museet opfordrer til, at logoet ved døren på Strandlodsvej 5 bevares.
  3. HOFOR gør opmærksom på, at der ligger en vandledning og en spildevandsledning i det vejudlæg, som kan nedlægges.

Forvaltningens bemærkninger:

  1. Forvaltningen gør opmærksom på, at cykelstiprojektet ikke er omfattet af lokalplanforslaget.
  2. Bygninger, der er klassificeret som ”forudsat bevaret”, har ikke høj bevaringsværdig i henhold til SAVE-registreringen. De er dog vurderet som karaktergivende, og det vil kræve dispensation, hvis ejer ønsker at nedrive eller væsentligt ombygge dem. Logoet er allerede sikret som bevaringsværdigt, da Strandlodsvej 5 er udpeget som bevaringsværdig.
  3. HOFOR vil blive involveret, hvis veje nedlægges.

Henvendelser fra grundejerne eller deres rådgivere - bilag 3 henvendelse nr. 3, 7, 10, 11, 12, 13 og 10.

  1. Flere grundejere ønsker at få tilpasset bestemmelserne til deres konkrete projekter, herunder justering af byggefelter, mindsket højden på stueetagen for rækkehuse i gården samt få en mulighed for en øget andel boliger, så det alene bliver stuen, der indrettes til publikumsorienteret erhverv.
  2. To grundejere ønsker flere nedkørsler til parkeringskældre, således at de enkelte ejendomme kan udvikles uafhængigt af øvrige grundejere, og en enkelt ønsker at få nedsat parkeringsnormen fra 1 pr. 150 m2 til 1 pr. 200 m2 grundet brug af delebiler m.m.
  3. En grundejer ønsker at beregne friareal over flere matrikler.
  4. En grundejer ønsker at placere boliger i tagetage i en bygning udpeget til erhverv.
  5. En grundejer ønsker at få et større areal til at placere almene boliger.
  6. En grundejer ønsker, at udviklingen tilpasses grundejerens ejendom, og evt. at det sammen med to øvrige nabohuse kan blive udpeget som bevaringsværdige. Der er efter høringsperioden udløb modtaget supplerende materiale fra samme grundejer om, at København Museum har vurderet ejendommene som bevaringsværdige, da de repræsenterer Amagers tidlige udbygningshistorie.

Forvaltningens bemærkninger:

 

  1. Forvaltningen foreslår at imødekomme en justering af byggefelter og mindske stueetagehøjden for rækkehuse, da de allerede fremsendte projekter følger lokalplanens intentioner. Forvaltningen foreslår også at forhøje andelen af boliger for en enkelt ejendomme, da stueetagen stadig indrettes til erhverv (restaurant/café eller lign.). Ændringerne vurderes ikke så omfattende, at de kræver supplerende høring. I forhold til de øvrige punkter vurderer forvaltningen, at indsigelserne ikke bør imødekommes, da de generelt ikke vil forbedre/fremme lokalplanens intentioner.
  2. Flere nedkørsler til parkeringskælderen vil skabe flere mørke huller i facaderækken og mere trafik hen over fortovet. En ændring af parkeringsnormen til færre parkeringspladser er i modsætning til, at det bliver et relativt fortættet boligområde til familieboliger, hvor bilejerskabet er relativt højt. Samtidig ligger dele af området længere end 600 m fra en metrostation og derved ikke stationsnært. Ønsket om en nedsat parkeringsnorm på baggrund af særlig brug af delebiler har ikke tidligere været fremsat som et konkret ønske, ligesom det ikke er et udtrykt ønske fra de øvrige grundejere. Forvaltningen mener derfor ikke, at parkeringsnormen bør ændres.
  3. Friarealer ønskes ikke beregnet under ét for flere matrikler, da forvaltningen ønsker at sikre, at alle får et tilfredsstillende friareal uden at afvente et andet projekt.
  4. Etablering af bolig i tagetagen af en bygning udpeget til erhverv går imod den overordnede fordeling af bolig og erhverv i området. En fordeling, som forvaltningen ønsker fastholdt, da det ellers har konsekvenser for resten af området.
  5. Forvaltningen kan allerede nu give mulighed for anden placering af almene boliger under forudsætning af, at andelen af almene boliger fastholdes.
  6. Det er ikke hensigtsmæssigt at imødekomme ønsket om at tilpasse hele forslaget for grundejerens ejendom, men i forslaget er der taget hensyn til, at området kan udvikles over tid, så eksisterende forhold kan fungere sammen med de nye projekter. Der er allerede udpeget flere bevaringsværdige ejendomme i lokalplanforslaget på baggrund af konkrete vurderinger og SAVE-vurderinger, der er således taget højde for en fortælling om Amagers tidlige udbygningshistorie.

Øvrige høringssvar- bilag 3 henvendelse nr. 1, 2, 4 og 8.

De øvrige høringssvar vedrører muligheden for en ny skole samt bemærkninger om manglende mulighed for fritidsaktiviteter i området. En enkelt indsiger mener ikke, at bygninger i 5-6 etager respekterer områdets egenart.

Forvaltningens bemærkninger:

Vedrørende skole se under forvaltningens bemærkninger til henvendelsen fra Amager Øst Lokaludvalg. Lokalplanen giver mulighed for placering af fritidsfaciliteter, men grundejerne har ingen konkrete ønsker om placering af fritidsaktiviteter. Det bemærkes, at egenarten for området og områderne omkring Lindgreens Allé er i forandring med bebyggelser på 5-6 etager og op til 12 etager. Derfor har der været fokus på både at sikre de eksisterende kvaliteter kombineret med de nye forhold.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

Pernille Andersen               /Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan ”Lindgreens Allé” (bilag 1) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Parkeringsnormen for biler bør fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig.”

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. maj 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 24. april 2017:

”Parkeringsnormen for biler bør fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. maj 2017

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):

 

”Parkeringsnormen for biler bør fastsættes til 1 pr. 100m2 bolig.”

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 34 stemmer imod 13. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: V, C, O, I og Kasper Heumann Kristensen (løsgænger).

Imod stemte: A, Ø, B og F.

 

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

 

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Dansk Folkeparti valgte at tilslutte sig:

 

”Parkeringsnormen for biler bør fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig.”

Til top