Mødedato: 17.11.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af Socialforvaltningens kvalitetsstandarder for hjemmehjælp og træning

Se alle bilag

Socialudvalget skal godkende endelig udgave af kvalitetsstandard for hhv. hjemmehjælp og træning til borgere med handicap, sindslidelser eller misbrugsproblemer.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

 1.      at kvalitetsstandarderne for hjemmehjælp og aflastning/afløsning jævnfør servicelovens §§ 83 og 84 godkendes (bilag 1a),

2.      at kvalitetsstandarderne for træning jævnfør servicelovens § 86 godkendes (bilag 1b), samt

3.      at Socialudvalget godkender borgerpjece vedr. hjemmehjælp, aflastning/afløsning og træning (bilag 1c).

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

(Socialudvalget)

Problemstilling

Kommunalbestyrelsen skal én gang årligt udarbejde eller godkende en kvalitetsstandard for serviceydelserne personlig pleje og praktisk hjælp, aflastning og afløsning samt kvalitetsstandard for genoptræning og vedligeholdende træning.

Socialudvalget godkendte den 18. maj 2011 at sende udkast til kvalitetsstandard for hhv. hjemmehjælp og træning til borgere med handicap, sindslidelser eller misbrugsproblemer samt tilhørende borgerpjece i høring.

 

Forvaltningen har som følge af høringen modtaget 6 konstruktive høringssvar fra Brugerrådet for Hjemmeplejen i Socialforvaltningen, Handicaprådet, Ældrerådene, FOA samt Dansk Sygeplejeråd, hvilket har medført en række præciseringer i kvalitetsstandarderne og borgerpjecen. Præciseringerne er hovedsageligt redaktionelle ændringer. I det følgende præsenteres i korte træk resultatet af høringen. Der henvises endvidere til bilag 2 for en nærmere gennemgang af de indkomne høringssvar samt forvaltningens bemærkninger dertil.

 

Løsning

Høringssvarene er overvejende positive overfor de udarbejdede kvalitetsstandarder, og den særskilte borgerpjece. Høringssvarene fremfører imidlertid også en række bekymringer vedrørende de indholdsmæssige præciseringer i kvalitetsstandarderne for personlig pleje og praktisk bistand, aflastning og afløsning, særligt vedrørende grundig rengøring og ændringer i forhold til antal medarbejdere, der kan komme i borgerens hjem.

 

Grundig rengøring

I forhold til grundig rengøring (4 timers årlig ekstrarengøring) finder flere høringsparter det problematisk, at der påtænkes en forringelse af serviceniveauet, og at der fremover vil være en mere restriktiv bevillingsproces til ydelsen.

 

Socialforvaltningen tager bekymringen til efterretning, men fastholder formuleringen af, at den ekstra rengøring gives efter en konkret og individuel vurdering. Praksis viser, at borgerne derved vil få en mere tilpasset ydelse, som i højere grad dækker deres behov.

Samme hjælper

Flere høringsparter bemærker, at der er sket en ændring i formulering vedrørende antallet af hjælpere, der forventes at komme i borgernes hjem. Forvaltningen anerkender, at det er en forringelse af serviceniveauet, at der er sket en justering af antallet af hjælpere der kan komme i borgerens hjem. Forvaltningen har dog måttet erkende, at man ikke kan leve op til målsætningen om, at samme medarbejder kommer i borgerens hjem, når man er bevilliget hjemmehjælp. Dette er i praksis ikke muligt, hvorfor forvaltningen fastholder. Derimod tilbydes borgeren en navngiven kontaktperson i hjemmeplejen og visitationen.

  

Opsummerende om høringen

Socialforvaltningen har vurderet høringssvarene og fastholder de foreslåede præciseringer, da de giver en mere rationel styring af hjemmeplejens ressourcer samt en bedre overensstemmelse med de gældende kvalitetsstandarder i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Forskellen mellem serviceniveauet i Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er de senere år blevet mindre. Socialforvaltningens serviceniveau er tilpasset forvaltningens målgrupper, som er borgere handicap, en psykiatrisk lidelse og/eller et misbrugsproblem. På de fleste områder ligger serviceniveauet i de to forvaltninger meget tæt på hinanden og den væsentligste forskel ses i forbindelse med rene omsorgsydelser (psykisk omsorg og pleje), som gives hyppigere i Socialforvaltningen end i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Desuden er det i Socialforvaltningen muligt under særlige betingelser at få hjemmehjælp til indkøb og tøjvask, hvilket som udgangspunkt ikke er muligt i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Socialforvaltningens serviceniveau er tilpasset forvaltningens målgrupper, som er borgere handicap, en psykiatrisk lidelse og/eller et misbrugsproblem. Bevillingsprocessen er generelt den sammen i de to forvaltninger, hvad angår visitation af ydelser, hvorimod Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til forskel fra Socialforvaltningen leverer hjemmehjælp i ”pakker”.

I bilag 2 gennemgås samtlige høringssvar og Socialforvaltningens bemærkninger hertil og af bilag 3 fremgår oversigt over ændringer i kvalitetsstandarderne fra 2010 til 2011.

Økonomi

Revideringen af kvalitetsstandarderne medfører ingen budgetmæssige ændringer.

Præciseringerne af indholdet skal styrke kvalitetsstanderne som styringsredskab og dermed understøtte hjemmeplejevisitationen i at opnå budgetoverholdelse i 2011.

Videre proces

Forvaltningen vil jf. lovgivningen på området forelægge Socialudvalget revideret kvalitetsstandarder i 2012.

 

         Anette Laigaard

                                                                  /Jens Elmelund

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1.      at kvalitetsstandarderne for hjemmehjælp og aflastning/afløsning jævnfør servicelovens §§ 83 og 84 godkendes (bilag 1a),

2.      at kvalitetsstandarderne for træning jævnfør servicelovens § 86 godkendes (bilag1b),

3.      at Socialudvalget godkender borgerpjece vedr. hjemmehjælp, aflastning/afløsning og træning (bilag1c).



Socialudvalgets beslutning i mødet 21. september 2011

Kontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling

 

Indstillingen blev godkendt.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2011

Indstillingen blev anbefalet.


Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 17. november 2011

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top