Mødedato: 14.12.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Nul-vision for dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken i 2025

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til udkast til vision for nul dræbte og nul alvorligt tilskadekomne i trafikken 2025 (herefter ”Nul-vision”) i Københavns Kommune.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at det godkendes, at Nul-vision for dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken i 2025 (bilag 2) godkendes som kommunens samlede trafiksikkerhedsvision.
  2. at det godkendes, at de politisk fastsatte måltal for dræbte og alvorligt tilskadekomne i Trafiksikkerhedshandlingsplan 2013-2020 (TMU 15. april 2013) og i Fra god til verdens bedste – Københavns Cykelstrategi 2011-2025 (BR 1. december 2011) erstattes af Nul-visionen.
  3. at der hermed er gjort op med medlemsforslag fra Enhedslisten om udarbejdelse af en vision for nul dræbte og nul tilskadekomne i trafikken i Københavns Kommune (bilag 1).

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Der henvises til bilag 4, Økonomiforvaltningens høringssvar, hvor Økonomiforvaltningens synspunkter er uddybet.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

På udvalgsmødet den 7. marts 2017 pålagde et enigt Teknik- og Miljøudvalg på baggrund af medlemsforslag fra Enhedslisten Teknik- og Miljøforvaltningen "at udarbejde en vision for nul dræbte og nul alvorligt tilskadekomne i trafikken i Københavns Kommune (Nul-vision) med henblik på fremlæggelse i Teknik- og Miljøudvalget inden udgangen af september 2017."

Visionen er først blevet færdiggjort nu, da forvaltningen har anset det for nødvendigt at inddrage eksterne samarbejdspartnere og øvrige forvaltninger.

Løsning

København skal være en by, der er så sikker at færdes i, at ingen bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i trafikken. Efter en årrække med en positiv udvikling på trafiksikkerhedsområdet er udviklingen stagneret igennem de seneste år. Der er derfor grund til fornyet fokus på trafiksikkerhed.

Visionen om nul dræbte og nul tilskadekomne i trafikken i 2025 gælder for fodgængere, cyklister, kollektivt rejsende og rejsende i bil.

Visionen skal således bringe Københavns Kommune forrest i den voksende række af byer, som ikke længere accepterer alvorlige ulykker i trafikken. Byens fysiske rammer og borgernes adfærd skal påvirkes på en måde, så alvorlige ulykker undgås.

I forbindelse med udarbejdelse af visionen har forvaltningen været i dialog med bl.a. Vejdirektoratet, Rådet for Sikker Trafik og Aalborg Universitet.

Nul-visionen bygger på syv hovedtemaer:

  • Fysisk planlægning og indretning af vejene
    For at nå målet skal forvaltningen tænke trafiksikkerhed ind i alle planer, projekter og indstillinger i kommunen – fra første skitse på kommuneplanniveau, gennem lokalplaner, frem til tilladelser, anlæg og drift.
  • Trafikanternes adfærd og kompetencer
    I mere end ni ud af ti ulykker er menneskelige fejl en medvirkende årsag. Forvaltningen skal derfor foruden vejtekniske indsatser også uddanne og informere byens trafikanter, så de ved, hvordan de skal agere i trafikken og forstår hvorfor byen er indrettet, som den er. Forvaltningen kalder dette ”kompetente trafikanter”.
  • Politiets rolle
    Politiet rolle er afgørende, og foruden at koordinere arbejdet bedst muligt med politiet, skal forvaltningen også på nationalt niveau arbejde for, at politiets bliver tildelt ressourcer og arbejde for, at nye teknologier bliver indført for at styrke kontrolindsatsen.
  • Viden gennem data
    Forvaltningen skal blive klogere gennem data. Traditionelt er det politiets rapporter, der danner grundlag for forvaltningens forebyggende trafiksikkerhedsarbejde. Men andre datakilder eller selvrapporterede informationer skal også indarbejdes i trafiksikkerhedsarbejdet.
  • Teknologiske løsninger
    Den teknologiske udvikling peger på, at biler fremover vil blive meget sikrere for deres omgivelser end i dag. Forvaltningen skal sikre, at byens infrastruktur lever op til de krav, som de nye teknologier efterspørger, så veje, køretøjer og trafikanter sammen udnytter de nye teknologier bedst muligt.
  • Sikrere Køretøjer og Sikkerhedsudstyr
    Bilers sikkerhedsudstyr bliver løbende forbedret, og hver gang en ny bilmodel kommer på gaden, er den forsynet med nye sikkerhedstiltag. Der bør derfor gennem forskellige incitamenter arbejdes på at få den ældste del af bilparken væk fra de københavnske gader og erstattet med de nyere biler med et højt sikkerhedsniveau.
  • Kommunens særlige rolle og ansvar
    Der er mange forhold hos eksterne aktører, som forvaltningen ikke har direkte indflydelse på. Forvaltningen skal derfor inddrage så mange eksterne aktører som muligt i arbejdet med trafiksikkerhed i København, bl.a. ved at stille krav til forvaltningens leverandører. Desuden skal forvaltningen sikre, at kommunens egne medarbejderes adfærd i trafikken er sikker.

Visionen peger på aktiviteter, der gennemføres i alle kommunens forvaltninger, for eksempel sikkerhed ved kommunens egen transport, køb og udbud af transport og sikker adfærd.

Nul-visionen har været sendt til høring i de øvrige forvaltninger. Høringssvar kan ses i bilag 3 og 4.

Høringssvar fra Socialforvaltningen (bilag 3):

Socialforvaltningen peger på behovet for fokus på tilgængelighed for fysisk og psykisk handicappede.

Forvaltningens bemærkninger: Arbejdet med tilgængelighed for personer med handicap er en integreret del af Teknik- og Miljøforvaltningens projekter i byens gader og pladser. I alle kommunens større anlægsprojekter på veje og pladser gennemføres en tilgængelighedsrevision af en uafhængig revisor. Dette arbejde ligger i direkte forlængelse af tankerne i Nul-visionen og forventes også at blive styrket

Høringssvar fra Økonomiforvaltningens (bilag 4):

  1. Der efterlyses beregninger af budgetmæssige, samfundsøkonomiske og erhvervsøkonomiske konsekvenser af Nul-visionen.
  2. Der peges på, at nogle af de nævnte tiltag ligger udenfor kommunens beføjelser, f.eks. lovgivning om sikre køretøjer i København og etablering af bilfri zoner.
  3. Endelig er Økonomiforvaltningen bekymret for, om trafiksikkerhed som førsteprioritet vil få konsekvenser for øvrige, prioriterede tiltag i kommunen.

Forvaltningens bemærkninger:

Ad 1: Nul-visionen skal opfattes som en vision, og der er derfor ikke forbundet økonomi med vedtagelsen af Nul-visionen. Konsekvenser for økonomi m.m. vil blive behandlet i budgetnotater og indstillinger i forbindelse med gennemførelse af de enkelte tiltag.

Ad 2: Flere tiltag ligger i dag udenfor lovens rammer. Københavns Kommune skal selvfølgelig overholde gældende lovgivning, men vil igennem nationale og internationale netværk aktivt søge at påvirke lovgivningen til fremme af trafiksikkerheden.

Ad 3: På baggrund af høringssvaret er visionen blevet præciseret, sådan at det står klart, at der i det omfang, prioritering af trafiksikkerhed får betydning for andre væsentlige hensyn i planlægningen, skal prioriteringen forelægges Teknik- og Miljøudvalget og øvrige relevante udvalg.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Det er inden for de eksisterende rammer muligt for forvaltningen at påbegynde enkelte af tiltagene i visionen, herunder:

  • Fastholdelse af fokus på trafiksikkerhed i alle igangværende anlægsprojekter
  • Gennemførelse af en række analyser
  • Gennemførelse af nationale kampagner sammen med Rådet for Sikker Trafik
  • Påvirkning af national lovgivning og internationale direktiver m.m. bl.a. gennem Færdselssikkerhedskommissionen
  • Gennemførelse af mindre trafiksikkerhedsforbedringer (herunder i relation til skoleveje) via forvaltningens driftsbudget

Yderligere opfyldelse af Nul-visionens initiativer forudsætter yderligere finansiering.

Udmøntning af yderligere finansiering af Nul-visionen vil ske ved prioritering i de årlige budgetforhandlinger fra 2018 og frem. Desuden udarbejder forvaltningen en business case som et kernevelfærdsprojekt, da reduktion af tilskadekomne i trafikken vil medføre store besparelser for pleje, genoptræning m.m. i andre forvaltninger. Business casen forventes at blive behandlet politisk samtidig med Overførselssagen 2017-2018.

Videre proces

Efter visionens vedtagelse vil Teknik- og Miljøforvaltningen årligt i maj måned fremlægge et statusnotat for Teknik- og Miljøudvalget, der beskriver hovedindsatser i kommunen på trafiksikkerhedsområdet, udviklingen i ulykkestal og pege frem mod tiltag, der bør igangsættes i den kommende periode, og som forventes at blive fremlagt i de årlige budgetforhandlinger.

Teknik- og Miljøforvaltningen fortsætter den løbende indsats for at forbedre trafiksikkerheden inden for de givne rammer. Det sker bl.a. gennem nye anlægsprojekter, hvor der gennemføres trafiksikkerhedsrevision, sikring af skolevej og trafiksikkerhedstiltag, der gennemføres efter henvendelse fra borgere eller efter dialog med politiet. Disse indsatser er i sig selv ikke tilstrækkelige til at realisere Nul-visionen.

 

Pernille Andersen

/Anne Sofie Degn

Oversigt over politisk behandling

Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at Nul-vision for dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken i 2025 (bilag 2) godkendes som kommunens samlede trafiksikkerhedsvision.
  2. at det godkendes, at de politisk fastsatte måltal for dræbte og alvorligt tilskadekomne i Trafiksikkerhedshandlingsplan 2013-2020 (TMU 15. april 2013) og i Fra god til verdens bedste – Københavns Cykelstrategi 2011-2025 (BR 1. december 2011) erstattes af Nul-visionen.
  3. at der hermed er gjort op med medlemsforslag fra Enhedslisten om udarbejdelse af en vision for nul dræbte og nul tilskadekomne i trafikken i Københavns Kommune (bilag 1).

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. november 2017 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation med ti stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, C, F, I og Ø.
Imod stemte: V.

 

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi deler visionen, men er ikke enig i alle midlerne.”

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Der henvises til bilag 4, Økonomiforvaltningens høringssvar, hvor Økonomiforvaltningens synspunkter er uddybet.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. november 2017:
”Vi deler visionen, men er ikke enig i alle midlerne.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. december 2017

 

Indstillingen blev godkendt med 45 stemmer imod 0. 4 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, B, F, O, C, I, Jens-Kristian Lütken (V) og Kasper Heumann Kristensen (Løsgænger).

Undlod at stemme: Pia Allerslev (V), Flemming Steen Munch (V), Caroline Stage Olsen (V) og Karina Rohrberg Jessen (V).

 

 

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som blev tilsluttet af Dansk Folkeparti:

 

”Vi deler visionen, men er ikke enig i alle midlerne”.

 

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning som blev tilsluttet af Dansk Folkeparti:

 

”Venstre støtter visionen om nul dræbte og tilskadekomne i trafikken, men undlader at stemme fordi Københavns Kommune hverken kan eller skal træffe beslutninger om prioritering af politiets ressourcer. ”

Til top