Mødedato: 14.03.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Principbeslutning om fælles rensekoncern

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til principbeslutning om deltagelse i fælles rensekoncern, hvor kommunen indskyder sin ejerandel af Lynettefællesskabet I/S.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.   at der træffes principbeslutning om, at kommunen ønsker at deltage i en fælles rensekoncern (Model 1), hvori kommunen indskyder sin ejerandel af Lynettefællesskabet I/S,

2.    at kommunen i de videre forhandlinger lægger vægt på medarbejdernes jobsikkerhed og opfyldelse af kommunens klima- og miljømål,

3.    at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at forhandle de nærmere vilkår for deltagelsen,

4.     at sagen forelægges til endelig beslutning i Borgerrepræsentationen, når de endelige vilkår for at deltage i en fælles rensekoncern foreligger, samt

5.    at kommunens udgifter til at indgå ejeraftalen mv. afholdes inden for en ramme på 50.000 kr. (2013 p/l) på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, funktion 0.52.89.1.

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget) 

Problemstilling

I hovedstadsområdet er aktiviteterne med vand- og spildevandshåndtering fordelt på tre typer selskaber, som alle er kommunalt ejede:

  • Vandselskaber, organiserede som aktieselskaber, der indvinder, transporterer og leverer rent vand (drikkevand),
  • Spildevandsselskaber, organiserede som aktieselskaber, der afleder spildevand og regnvand, og
  • To rensefællesskaber, Lynettefællesskabet I/S og Spildevandscenter Avedøre I/S, der er organiserede som såkaldte § 60-fællesskaber (fælleskommunale selskaber). De to rensefællesskabers i alt tre renseanlæg modtager spildevand og regnvand fra spildevandsselskaberne, behandler det og udleder det rensede vand til Øresund og Køge Bugt. Den samlede egenkapital i Lynettefællesskabet I/S udgør ca. 1,8 mia. kr., mens den i Spildevandscenter Avedøre er ca. 1,2 mia. kr.

Københavns Kommune er interessent i Lynettefællesskabet I/S og har en ejerandel på 67,7 pct. 

Lynettefællesskabet I/S og Spildevandscenter Avedøre I/S løser i dag deres opgaver tilfredsstillende og på et højt miljømæssigt niveau. Rensefællesskaberne er dog under pres. Det skyldes blandt andet:

  • At klimaforandringerne medfører behov for koordinering af investeringer – både mellem rensefællesskaberne og i forhold til spildevandsselskaber og kommuner i hele hovedstadsområdet
  • At Forsyningssekretariatet fra statslig side via prislofter og benchmarking stiller krav om betydelige effektiviseringer
  • At der er stigende krav til medarbejdernes kompetencer samt behov for specialisering og videndeling
  • At vandsektorloven indebærer øgede krav til dokumentation mv. og dermed en tungere administration.

Der er derfor behov for en ny organisering, der til gavn for borgere og virksomheder, kan danne grundlag for en mere bæredygtig og fremtidssikret opgaveløsning på renseområdet. En ny organisering kan i den forbindelse skabe rammerne for økonomisk og teknisk effektive renseselskaber, højt serviceniveau samt en stabil takstudvikling.

Løsning

Borgerrepræsentationen traf beslutning om analysen af den fælles selskabsstruktur for de to rensefællesskaber den 10. maj 2012 (2012-43782), og traf beslutning om, at Københavns Kommunes bestyrelsesformand for Lynettefællesskabet I/S blev bemyndiget til at arbejde for, at en sådan proces blev startet.

Processen er afsluttet ved en analyserapport, som blev drøftet mellem ejerkommunerne af Lynettefællesskabet I/S og Spildevandscenter Avedøre I/S den 10. december 2012. Konklusionen på mødet var, at den videre forhandlingsfase bør forelægges kommunalbestyrelserne i de respektive ejerkommuner til principbeslutning.

Analysen af den fælles selskabsstruktur viser de mulige stordriftsfordele og synergier på drifts- og anlægssiden samt fordele ved fælles håndtering af klimaforandringer, ekstremregn mv.

En sammenfatning af analysen er vedlagt som bilag 1. Sammenfatningen indeholder en nærmere illustration og beskrivelse af de tre selskabsmodeller, der foreslås. Yderligere baggrundsoplysinnger kan ses på hjemmesiden www.vores-rens.dk.

Arbejdet med analysen har været forankret i en embedsmandsgruppe, der anbefaler, at kommunerne beslutter at gennemføre en ny organisering af renseanlæggene, og at kommunerne som minimum tilslutter sig Model 1, der er illustreret i figur 1.

 

Figur 1 

Model 1 indebærer, at de nuværende 15 ejerkommuner etablerer en fælles rensekoncern, der rummer de to renseselskaber og et serviceselskab, hvori medarbejderne fra Lynettefællesskabet I/S og Spildevandscenter Avedøre I/S samles. De nuværende to § 60-fællesskaber omdannes i den forbindelse til aktieselskaber, der vil varetage de samme opgaver som hidtil, dvs. drive i alt 3 renseanlæg og 54 km. transmissionsledninger.

Notat om rammerne for en rensekoncern er vedlagt som bilag 2.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen vurderer, at en vidtgående sammenlægning, hvori også spildevandsselskaberne indgår (Model 3) havde været ideelt, men der har ikke kunnet skabes enighed herom blandt kommunerne. Vedtagelse af en ny organisering af rensefællesskaberne kræver enighed mellem de nuværende i alt 15 ejerkommuner. På den baggrund anbefaler, forvaltningerne Model 1. Model 1 kan på et senere tidspunkt udbygges til Model 3.

Københavns Kommunes spildevandsselskab, HOFOR Spildevand København A/S, afleder regn- og spildevand til Lynettefællesskabet I/S, som kommunen er medejer af. Prisen for at aflede regn- og spildevand indregnes i den takst, som borgere og virksomheder betaler til HOFOR Spildevand København A/S. Det har direkte betydning for Københavns Kommunes borgere og virksomheder, at rensefællesskaberne også i fremtiden kan varetage deres opgaver tilfredsstillende og på et højt miljømæssigt niveau.

Det er Teknik- og Miljøforvaltningens og Økonomiforvaltningens vurdering, at det for at opnå dette er nødvendigt at organisere renseopgaven på en ny måde, bl.a. på grund af de effektiviseringskrav, som rensefællesskaberne pålægges af Forsyningssekretariatet. Hvis der ikke gennemføres en ny organisering, skal hvert rensefællesskab selv hente de effektiviseringer, som Forsyningssekretariatet pålægger rensefællesskaberne gennem prislofterne. Det vil være meget vanskeligt og vil i endnu højere grad påvirke medarbejderne.

Ved en ny organisering af rensefællesskaberne vil der muligvis kunne indgås en aftale med blandt andet serviceselskabet i HOFOR om, at medarbejdere i det nye serviceselskab, der evt. står overfor afskedigelse, i en vis periode efter stiftelsen af rensekoncernen, er sikret ansættelse i serviceselskabet i HOFOR. Herudover vil der kunne ske reduktioner som følge af naturlig afgang. Københavns Kommune vil lægge vægt på medarbejdernes jobsikkerhed og mulighederne for opfyldelse af kommunens klima- og miljømål i de videre forhandlinger om ejeraftale mv.

Økonomi

Honoraret til rådgivere afholdes ligeligt af Lynettefællesskabet I/S og Spildevandscenter Avedøre I/S.

Udgifterne til at forhandle ejeraftale mv. skal dog afholdes af ejerne. Det anslås, at dette beløb vil udgøre ca. 400.000 kr., som fordeles med 25.000 kr. til hver ejerkommune, dog 50.000 kr. til Københavns Kommune, der afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, funktion 0.52.89.1

Videre proces

Kommunalbestyrelserne i de 15 ejerkommuner træffer hurtigst muligt principbeslutning om, hvorvidt der skal gennemføres en ny organisering af rensefællesskaberne.

Der vil i foråret 2013 blive udarbejdet forslag til ejeraftale og vedtægter. Ejerfordelingen i rensekoncernen skal drøftes med Forsyningssekretariatet. Formålet er at sikre, at der ikke sker modregning i kommunernes bloktilskud som følge af etableringen af en ny koncern. Herudover skal opløsningen af de to nuværende rensefællesskaber drøftes med Statsforvaltningen Hovedstaden.

Det forventes, at Københavns Kommune før sommerferien forelægges indstilling til Borgerrepræsentationen med henblik på endelige politisk beslutning om at gennemføre en ny organisering.

Under forudsætning af, at alle ejerkommunerne træffer endelig beslutning om at gennemføre en ny organisering, vil ansvaret for at forberede og implementere den nye organisering blive forankret i en midlertidig bestyrelse for en kommende rensekoncern. I forbindelse med den endelige politiske behandling i Borgerrepræsentationen vil Københavns Kommune få mulighed for at udpege en repræsentant til den midlertidige bestyrelse. Samme forhold gør sig gældende for de øvrige 14 ejerkommuner. Den midlertidige bestyrelse vil påbegynde sit arbejde, når den sidste kommune umiddelbart før sommerferien har truffet endelig beslutning om at gennemføre en ny organisering.

En ny organisering vil kunne gennemføres ved årsskiftet 2013/14. Den endelige bestyrelse for rensekoncernen vil blive sammensat i forbindelse med konstitueringen efter kommunalvalget.

         Claus Juhl

                                                                  /Jens Elmelund

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at der træffes principbeslutning om, at kommunen ønsker at deltage i en fælles rensekoncern (Model 1), hvori kommunen indskyder sin ejerandel af Lynettefællesskabet I/S,

2. at kommunen i de videre forhandlinger lægger vægt på medarbejdernes jobsikkerhed og opfyldelse af kommunens klima- og miljømål.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

3. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at forhandle de nærmere vilkår for deltagelsen.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

4. at sagen forelægges til endelig beslutning i Borgerrepræsentationen, når de endelige vilkår for at deltage i en fælles rensekoncern foreligger,

5. at kommunens udgifter til at indgå ejeraftalen mv. afholdes inden for en ramme på 50.000 kr. (2013 p/l) på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, funktion 0.52.89.1.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 04-02-2013

Indstillingens 1. og 2. at-punkt samt 4. og 5. at-punkt blev anbefalet.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. februar 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. marts 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top