Mødedato: 13.12.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 374 ”Kvæsthusbroen”, Indre By

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 374 ”Kvæsthusbroen”. Forslaget muliggør opsætning af scener, telte mv. i forbindelse med arrangementer, samt afholdelse af et begrænset antal lukkede arrangementer.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 374 ”Kvæsthusbroen” (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, dog således at antallet af både store og små arrangementer nedsættes til maksimalt 7 om året af maksimalt 5 dages varighed.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Den gældende lokalplan giver mulighed for kulturelle arrangementer, der er åbne for offentligheden. Lokalplanens bebyggelsesplan hindrer imidlertid opstilling af scener, telte mv., hvorfor de mange forskellige typer arrangementer ofte kræver dispensation fra lokalplanen, hvilket grundejer ønsker ændret. Grundejer ønsker herudover, at Kvæsthusmolen kan anvendes til et begrænset antal lukkede arrangementer som for eksempel mindre vip-områder under de offentlige arrangementer og afholdelse af større lukkede firmaevents, hvilket er i strid med den gældende lokalplan. Forslag til lokalplan blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 13. august 2018, hvor et samlet udvalg afgav protokolbemærkning om, at havneområderne i videst mulig udstrækning bør henlægges som offentligt tilgængelige områder. Forslag til lokalplan har været i høring fra den 17. august 2018 til den 12.oktober 2018. Forvaltningen har modtaget 46 henvendelser. Høringen har givet anledning til ændringsforslag.

Løsning

Lokalplanen muliggør opstilling af scener, telte, hegn, toiletter, madboder og andet nødvendigt udstyr i forbindelse med afholdelse af arrangementer, herunder offentlige arrangementer, uden at der skal søges dispensation. Lokalplanen muliggør desuden, at der i modsætning til i dag kan afholdes årligt op til 15 mindre lukkede arrangementer på et areal på maksimalt 200 m2 og årligt 15 større lukkede arrangementer på et areal på maksimalt 2.000 m2. Lokalplanen fastlægger, at de lukkede arrangementer kan afholdes inden for et afgrænset område på i alt cirka 3.600 m2, men hvert enkelt af arrangementerne vil som nævnt maksimalt kunne optage 2.000 m2. De lukkede arrangementer tidsbegrænses i lokalplanen til maksimalt tre døgn pr. arrangement. En zone på 5 meter langs vandet skal altid være frit tilgængelig.

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget

Høringen har givet anledning til, at forvaltningen foreslår en ændring af lokalplanforslagets anvendelsesbestemmelse, så det præciseres, at de tre døgn pr. lukket arrangement er inklusive op og nedtagning af sceneudstyr mv. Forslaget til ændringen fremgår af bilag 6.

Høring

Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
De 46 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

Christianshavns Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 19):

  1. Tilladelse til arrangementer på Ofelia Plads skal gives på vilkår, der sikrer, at støjen fra arrangementer ikke er til gene for de omkringboende, da lyden bæres over vandet.
  2. Lokaludvalget stiller spørgsmålstegn ved, om de private arrangementer vil bidrage positivt til bylivet, da de frygter, at byen bliver en kulisse for kommercielle arrangementer.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen vurderer ikke, at lokalplanændringen medfører en væsentlig påvirkning af de eksisterende støjforhold. Lokalplanen kan ikke regulere støj fra arrangementer på pladsen, idet dette reguleres efter Miljøbeskyttelsesloven. Kommunen har hjemmel til at give en tilladelse til en støjramme ud fra en konkret vurdering ved hvert enkelt arrangement. Såfremt den fastsatte støjgrænse ikke overholdes, kan kommunen give påbud om at overholde støjgrænsen. Forvaltningen bemærker, at Teknik og Miljøudvalget den 3. december2018 forventes at tage stilling til ny musikforskrift, der kan omfatte arrangementer på Ofelia Plads.
  2. Det er allerede i dag muligt for private at afholde kommercielle arrangementer, så længe offentligheden har mulighed for at købe billet eller lignende til disse arrangementer. Se desuden forvaltningens bemærkninger til Indre By Lokaludvalgs høringssvar nedenfor.

Indre By Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 42):

  1. Lukkede arrangementer vil ikke bidrage positivt til bylivet, og pladsen fungerer fint i dag.
  2. Transport til og fra pladsen i forbindelse med arrangementer vil støje.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen vurderer, at pladsen rummer et ikke fuldt udnyttet potentiale for byliv. De lukkede arrangementer vil kunne bidrage til, at pladsen bliver udnyttet i større omfang end i dag og dermed bidrage til at realisere målsætningen i Fællesskab København om en levende by med en varieret brug af byens rum ved at give mulighed for også at holde lukkede arrangementer.
  2. Forvaltningen er enig i, at der kan være støjgener forbundet med transport til og fra de lukkede arrangementer, ligesom det er tilfældet ved andre større offentlige og private arrangementer. Forvaltningen gør opmærksom på, at lokalplantillægget hverken giver mulighed for at afholde flere eller færre arrangementer på Ofelia Plads, end hvad tilfældet er nu, men muliggør et maksimalt antal af lukkede arrangementer i modsætning til i dag, hvor det kun er muligt at afholde offentlige arrangementer.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  1. 25 henvendelser indeholder et synspunkt om, at det generelle støjniveau i området er for højt.
  2. I 32 henvendelser bliver gjort opmærksom på støj fra tidligere afholdte aktiviteter på Ofelia Plads, herunder Iron Man. Man ønsker ikke, at antallet af arrangementer øges, da dette vil medføre mere støj.
  3. I 10 henvendelser kritiseres det, at lokalplanen vil lukke pladsen af til private arrangementer

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke vil medføre en væsentlig øgning af den samlede støj fra aktiviteter i Indre By og Christianshavn. Se i øvrigt forvaltningens bemærkninger til Indre By Lokaludvalg.
  2. Lokalplanen øger ikke det samlede antal af mulige arrangementer på pladsen, men giver mulighed for, at der udover offentlige arrangementer også kan afholdes lukkede arrangementer. Se desuden bemærkninger til Christianshavns Lokaludvalg.  
  3. Forvaltningen gør opmærksom på, at området til lukkede arrangementer med den nye lokalplan vil udgøre cirka 3.600 m2 af pladsens cirka 12.000 m2. Størstedelen af pladsen vil derfor til hver en tid være offentlig tilgængelig. Forvaltningen vurderer, at der med lokalplanen opnås en god balance mellem grundejers ønsker til anvendelsen og hensynet til offentlighedens adgang. Dette begrundes særligt i pladsens størrelse, der gør det muligt at anvende området til flere forskellige typer aktiviteter på samme tid, uden at dette er til hinder for, at pladsen kan anvendes til rekreative formål.  

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

Pernille Andersen                         Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,  

  1. at godkende tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 374 ”Kvæsthusbroen” (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning  i mødet den 19. november 2018  

 Enhedslisten fremsatte følgende forslag til ændringsforslag (ÆF1): 

”At lokalplanforslagets bestemmelser om tilladelse til at afholde 15 større lukkede arrangementer udgår.” 

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med fire stemmer mod syv. Ingen undlod at stemme. 

 

For stemte: B, F og Ø. 
Imod stemte: A, C, I, O og Å. 

 

Socialdemokratiet fremsatte følgende forslag til ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt (ÆF2): 

”At godkende tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 374 ”Kvæsthusbroen” (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, dog således at antallet af både store og små arrangementer nedsættes til maksimalt 7 om året af maksimalt 5 dages varighed”. 

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med ni stemmer mod to. Ingen undlod at stemme. 

 

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å. 
Imod stemte: C og I. 

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.  

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning: 

”Havneområderne i København bør i videst mulig udstrækning henlægges som offentligt tilgængelige områder. Derfor er Enhedslisten imod at give tilladelse til en afspærring af et stort rekreativt område i op til halvanden måned. Enhedslisten anerkender dog, at der ved få særlige lejligheder kan være behov for at afspærre et mindre område fx til brug for optrædende kunstnere.” 

 

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning: 

”Partierne er glade for, at der altid er en fem meter bred zone langs vandet, hvor der er frit tilgængelig også under arrangementer.”

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2018

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 19. november 2018:

 

"Havneområderne i København bør i videst mulig udstrækning henlægges som offentligt tilgængelige områder. Derfor er Enhedslisten imod at give tilladelse til en afspærring af et stort rekreativt område i op til halvanden måned. Enhedslisten anerkender dog, at der ved få særlige lejligheder kan være behov for at afspærre et mindre område fx til brug for optrædende kunstnere."

 

Et samlet Økonomiudvalg videreførte Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning fra mødet den 19. november 2018:

 

"Partierne er glade for, at der altid er en fem meter bred zone langs vandet, hvor der er frit tilgængelig også under arrangementer."

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. december 2018

 

Enhedslisten genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) fra udvalgsbehandlingen:

”At lokalplanforslagets bestemmelser om tilladelse til at afholde 15 større lukkede arrangementer udgår”.

 

Det af Enhedslisten genfremsatte ændringsforslag blev forkastet med 28 stemmer imod 23. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å, B og F

Imod stemte: A, C, I, O og V.

 

Selve indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

Havneområderne i København bør i videst mulig udstrækning henlægges som offentligt tilgængelige områder. Derfor er Enhedslisten imod at give tilladelse til en afspærring af et stort rekreativt område i op til halvanden måned. Enhedslisten anerkender dog, at der ved få særlige lejligheder kan være behov for at afspærre et mindre område fx til brug for optrædende kunstnere.”

 

En samlet Borgerrepræsentation videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Partierne er glade for, at der altid er en fem meter bred zone langs vandet, hvor der frit tilgængeligt også under arrangementer”.

Til top