Mødedato: 12.11.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 62 "Rådmandsgade" for Samuelskirken, Nørrebro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til lokalplan ”Samuelskirken”, Thorsgade 65. Forslaget vil muliggøre indretning af ungdomsboliger i en nedlagt folkekirke.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at forslag til lokalplan ”Samuelskirken” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Boligselskabet VIBO ønsker at ombygge den i 2013 nedlagte Samuelskirken til 35 almene ungdomsboliger.  Målet med ombygningen er at indrette attraktive, veldisponerede ungdomsboliger i den arkitektonisk og kulturhistorisk bevaringsværdige bygning. På baggrund af bygningens høje bevaringsværdi og den ændrede anvendelse fra kirke til boliger vurderes det, at der skal udarbejdes ny lokalplan for Samuelskirken for at muliggøre ombygningen. 

Borgerrepræsentationen vedtog den 11. december 2014 at give tilsagn om et grundkapitallån til projektet.

Løsning

Målet for ombygningen af Samuelskirke til en ny funktion er at bevare bygningens nuværende arkitektoniske kvaliteter samtidig med, at der tilføjes nye moderne elementer og hermed skabes rammer for en ny funktion til ungdomsboliger, der kan bidrage til bylivet i nærområdet. Ombygningen skal bevare kirkens særlige karakter udadtil i gadebilledet og samtidig skabe rammerne for gode boliger med tilstrækkelige lysforhold og opholdsarealer.  

Dette løses ved at tilføre nye elementer i kirkens indre rum med etableringen af en indre bygning i fire etager med 8-10 boliger på hvert niveau. Hermed bevares kirkens indvendige detaljer og karakteren af disse, f.eks. loftets krydshvælv. Udvendigt bevares karakteren af bygningen samtidig med, at der indpasses nødvendige, nye elementer i form af kviste, vinduer og karnapper. Derudover ændres facaden mod gade ikke.

Lokalplanforslaget skal sikre, at Samuelskirkens arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier opretholdes, og at der muliggøres nødvendige ændringer i form af nye vinduer, således at der opstår et samspil mellem gammelt og nyt, som på en kvalitativ måde kan bidrage til oplevelsen af bygningens transformation. Lokalplanen stiller derfor krav om, at alle ændringer i kirkens oprindelige udtryk indpasses i en moderne og enkel udformning, så det er klart aflæseligt, hvad der er oprindeligt, og hvad der er nyt.  

Lokalplanforslaget indeholder bestemmelser om beplantning og belægning, således at der indrettes kvalitative og udendørs adgangs- og opholdsarealer med mest mulig beplantning, dels på terræn dels som tagterrasser. Desuden sikres det, at der ikke opstår indbliksgener for naboerne fra tagterrassen mod syd.

Grunden har et areal på 943 m2, og det bebyggede areal er 738 m2. Efter ombygning vil bygningen have et etageareal på ca. 1.740 m2 og en bebyggelsesprocent på 185.  

Der henvises i øvrigt til bilag 2 Faktaark.

Byliv
Med genanvendelse af den nedlagte kirke til boligformål sikres både en kulturhistorisk og arkitektonisk bevaringsværdig bygning samtidig med, at der indrettes attraktive boliger for unge tæt på uddannelsesinstitutioner, butikker og andre servicefunktioner samt kollektiv trafik. Anvendelsen til boliger understøtter bylivet i området.

Bæredygtighed
Da bygningen er udpeget som bevaringsværdig, er den fritaget for gældende energikrav. I det omfang bevaringsværdien ikke forringes, vil det være muligt at energioptimere bygningen.   

Almene boliger
Lokalplanområdet ligger i Rådmandsgades Skoles skoledistrikt, hvor den almene boligandel udgør 20-30 %. Det betyder, at der i henhold til kommuneplanens retningslinjer kan stilles krav om almene boliger efter en konkret vurdering af det enkelte projekt. Forvaltningen vurderer, at det er hensigtsmæssigt med nye almene ungdomsboliger på denne placering i nærheden af uddannelsesinstitutionerne på Nørre Campus samtidig med, at andelen af almene boliger i Rådmandsgades Skoles skoledistrikt er på 23 % og dermed ligger i den nedre ende af spændet i kommuneplanens retningslinjer. Kravet vil dog ikke indgå i lokalplanen, da der maksimalt kan bygges 1.740 m2, hvilket med et krav om 25% almene boliger ville udløse 435 m2 alment byggeri, hvilket ikke vurderes at være tilstrækkelige m2 til en almen boligafdeling.

Parkering
Parkeringsdækningen for biler fastsættes til en plads pr. 300 m2,, hvilket svarer til fem pladser. Pladserne er ikke mulige at etablere på grunden, hvorfor det er et krav til bygherre at anvise fem pladser i nærområdet. Det forventes at ske i en af boligselskabets andre afdelinger i nærområdet.

Parkering for cykler fastsættes til 4 pladser pr. 100 m2, hvilket svarer til 70 pladser. Det er et krav at mindst halvdelen er overdækkede. Hovedparten af pladserne placeres på den nordlige del af grunden, mens de resterende placeres i gårdrum og ved adgang til området.

Kommuneplan
Lokalplanen er omfattet af en boligramme for B4-områder og udarbejdes i overensstemmelse med forslag til kommuneplan 2015. Såfremt rammerne i kommuneplan 2015 bliver ændret ved den endelige vedtagelse i Borgerrepræsentationen, vil bestemmelserne i lokalplanen ligeledes blive ændret ved den endelige vedtagelse af lokalplanen.

I forslag til Kommuneplan 2015 gælder der særlige bestemmelser for bevaringsværdig bebyggelse, som betyder, at den maksimale bebyggelsesprocent på 150 kan overskrides, og at friarealkravet på 30 % for ungdomsboliger kan fraviges. Dette gælder også for en forøgelse af bebyggelsens etageareal gennem om- eller tilbygning. Samuelskirken er udpeget som bevaringsværdig og en bebyggelsesprocent på 185 kan derfor tillades, ligesom friarealprocenten tillades at blive på ca. 25 % inklusiv tagterrasser.

Intern høring
Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Nørrebro Lokaludvalg. Lokaludvalget har ingen bemærkninger til projektet.

Nørrebro Lokaludvalg vil blive hørt igen når planforslaget sendes i høring.

Miljøvurdering
Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt lokalplanforslaget sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i 8 uger. Efter politisk behandling sendes planforslaget i høring i 8 uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i april 2016.


Pernille Andersen                                 / Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til lokalplan ”Samuelskirken” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. oktober 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.


 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. november 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Der blev fastsat frist for afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 16. november 2015, kl.12.00.
Til top