Mødedato: 12.10.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anbefalinger fra By & Havns borgersamling om Lynetteholm

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen forelægges anbefalingerne fra By & Havns borgersamling om Lynetteholm til efterretning. Anbefalingerne forelægges på baggrund af et medlemsforslag stillet af Alternativet på Borgerrepræsentationens møde den 23. marts 2023. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at anbefalingerne fra By & Havns borgersamling om Lynetteholm, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at medlemsforslaget stillet af Alternativet på Borgerrepræsentationens møde den 23. marts 2023, jf. bilag 2, hermed er håndteret.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

By & Havn besluttede i oktober 2021 at nedsætte en borgersamling, der skulle komme med anbefalinger til det kommende arbejde med byudvikling på Lynetteholm.

Borgersamlingen mødtes første gang i november 2022 og var sammensat af repræsentativt udvalgte borgere fra Københavns Kommune samt omegnskommunerne. Borgersamlingens arbejde har været tilrettelagt i to faser.

Der var 65 medlemmer i borgersamlingen til at starte med, 37 ved opstart af fase 2 og 32 som var med til at stemme om de endelige anbefalinger. Der er i forbindelse med opstart af fase 2 blevet suppleret med medlemmer efter frafald fra fase 1. Et mindretal af de 32, der har stemt, er således kommet til i forbindelse med igangsættelsen af fase 2.

I første fase skulle medlemmerne svare på kernespørgsmålet: ”Hvilke fordele og ulemper ser du ved Lynetteholm? Og hvilke anbefalinger har du til den videre proces i udviklingen af Lynetteholm”. Første fase blev afsluttet i februar 2023 med en række delanbefalinger. I fase 2 skulle borgersamlingen besvare kernespørgsmålet: ”Hvordan kan Lynetteholm blive en bydel, der understøtter en bæredygtig udvikling for mennesker, natur og miljø i hovedstadsområdet i fremtiden?”.

Borgersamlingen har nu afsluttet arbejdet med otte endelige anbefalinger, og Økonomiudvalget orienteres med denne sag om arbejdet.

Borgerrepræsentationen (BR) behandlede den 23. marts 2023 et medlemsforslag fra Alternativet om By og Havns borgersamling, jf. bilag 2. BR besluttede at udvalgshenvise medlemsforslaget til behandling i Økonomiudvalget. Nærværende sag er ligeledes en opfølgning på BR’s beslutning om udvalgshenvisning.

Løsning

By og Havns borgersamling har udarbejdet en afsluttende rapport, hvori såvel de endelige otte anbefalinger som delanbefalingerne fra fase 1 fremgår. Rapporten er vedlagt som bilag 1. Delanbefalingerne retter sig særligt mod forudsætningerne for anlæg af Lynetteholm, mens de endelige anbefalinger retter sig mod den fremtidige byudvikling.

Til hver af de endelige anbefalinger er knyttet en række initiativer – 45 i alt. De 32 medlemmer har stemt om både anbefalinger og initiativer. Afstemningsresultatet viser, at der generelt er bred opbakning til både anbefalinger og initiativer fra borgersamlingens medlemmer.

En række indledende spørgsmål illustrerer, at der er ret forskelligartede holdninger til konstruktionen og anlægget af Lynetteholm blandt medlemmerne af borgersamlingen. De har således stemt om fem forskellige scenarier for udformningen af Lynetteholm. Her ses, at 8 medlemmer ønsker en digeløsning fremfor en halvø, mens de resterende 24 medlemmer ønsker Lynetteholm som halvø, men med forskellige ønsker til størrelse, bebyggelse og trafik. Det bemærkes, at størrelse og placering af Lynetteholm er fastlagt i anlægsloven om Lynetteholm, som blev vedtaget i Folketinget i juni, 2021.  

De otte anbefalinger fra By og Havns borgersamling om Lynetteholm er følgende:

  1. Skab forpligtende inddragelse og demokratisk styring
  2. Reducer klimabelastningen og vær et aktiv for fremtiden
  3. Giv naturen højeste prioritet
  4. Gå foran med ny finansierings- og ejerskabsformer
  5. Skab rammerne for en fleksibel, langsom og brugerstyret udvikling
  6. Stå sammen om mangfoldig, blandet og betalbar bydel
  7. Inviterer til nye boformer med fællesskabet i front
  8. Vælg bæredygtige og kollektive transportformer

Hver anbefaling ledsages af en række initiativer, der har karakter af mere eller mindre konkrete forslag til handling. Det drejer sig eksempelvis om en permanent borgersamling for Lynetteholm, brug af klimaneutrale materialer ved byggeri, ønske om at reservere plads til rekreative områder, at størstedelen af boligerne skal invitere til nye og alternative ejerformer, trinvis udvikling i mindre skala så byudviklingen sker i faser, bopælspligt for at sikre en levende by, kommunale grunde med billige boliger og ingen motorvejstilkørsel til Lynetteholm.

Økonomiforvaltningens bemærkninger til anbefalinger og initiativer

Overordnet set er det Økonomiforvaltningens vurdering, at de fleste af borgersamlingens anbefalinger og initiativer er i tråd med de politiske visioner, som ligger til grund for Lynetteholm, og som kommer til udtryk i principaftalen fra 2018. Det drejer sig bl.a. om, at der skal lægges vægt på klima, bæredygtighed, natur og betalbare boliger, når området skal udvikles.

Ligeledes stemmer flere anbefalinger godt overens med de prioriteringer, som fremgår i høringssvaret fra Københavns Kommune til den strategiske miljøvurdering af Lynetteholm fra 2022. Her står der bl.a., at Københavns Kommune vil have stort fokus på, at planlægning af bebyggelse, regulering af materialevalg, forsyning og andre relevante faktorer bidrager til at begrænse CO2-udledningen.

Lynetteholm kommer desuden til at indeholde et kystlandskab på 60 hektar. Alle beboere på Lynetteholm vil have tæt adgang til kystlinjen, som skal etableres med kvaliteter, så beboerne sikres adgang til rekreative områder.

Da Lynetteholm fortsat er ved at blive anlagt som et jorddepot i søterritoriet ud for Trekroner, er der stadig en del år til, at der kan træffes politiske beslutninger om den konkrete byudvikling. Det er forventningen, at By og Havn vil begynde at udarbejde den første overordnede strukturplan for Lynetteholm efter 2026. Herefter vil der gå en årrække før Borgerrepræsentationen skal træffe beslutning om de første lokalplaner for delområder af Lynetteholm.

Anbefalingerne fra borgersamlingen kan her være et bidrag til at kvalificere drøftelser og beslutninger om byudvikling på Lynetteholm. Borgersamlingen anbefaler også, at der bliver taget tid til at planlægge og inddrage brugerne og samfundets behov ifm. udviklingen af Lynetteholm og beslutninger herom for at sikre, at bydelen udvikles langsomt på en bæredygtig måde.

Netop borgerdialog er et stort opmærksomhedspunkt for borgersamlingen, og det anbefales, at københavnere inddrages og tages med på råd, når Lynetteholm skal udvikles. Dette stemmer godt overens med, at der generelt i Københavns Kommune er et stort fokus på at sikre omfattende og forpligtende københavnerdialog ifm. politiske beslutninger om byens udvikling. Dette vil også gøre sig gældende ifm. fremtidige beslutninger om den konkrete byudvikling på Lynetteholm.

Borgersamlingen foreslår konkret, at der nedsættes en permanent borgersamling. I budget 2023 blev der afsat midler til at iværksætte to borgersamlinger i København – hhv. Københavnersamlingen og Københavnertinget. Såfremt bevillingen til disse tiltag forlænges efter 2024, er det en mulighed at lade Lynetteholm indgå i en af disse borgersamlinger eller som relevante undertemaer hertil på et senere tidspunkt.

Hovedparten af borgersamlingens medlemmer ønsker, at Lynetteholm skal anlægges med minimal privatbilisme, hvorfor de heller ikke ønsker, at der skal være tilslutning til Østlig Ringvej på Lynetteholm. I den forbindelse bemærker Økonomiforvaltningen, at det er besluttet i den statslige forligskreds om Infrastrukturplan 2035 at igangsætte en miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej med et tilslutningsanlæg på Lynetteholm. Københavns Kommune har i det politiske godkendte høringssvar til idéfasen for Østlig Ringvej fra 2022 udtrykt ønske om, at der etableres et tilslutningsanlæg på Lynetteholm. Anlægslov om Østlig Ringvej forventes fremsat i 2026 efter en offentlig høring af miljøkonsekvensvurderingen.

Borgersamlingen ønsker betalbare boliger på Lynetteholm og har i den forbindelse flere initiativer, der omhandler boligtyper og finansiering. Økonomiforvaltningen bemærker, at der i principaftalen om Lynetteholm er lagt til grund, at salg af byggeretter på Lynetteholm skal medfinansiere den nødvendige infrastruktur i form af metro og Østlig Ringvej i tillæg til midler afsat i kommunalt og statsligt regi. Det fremgår endvidere af principaftalen, at det forventes, at Københavns Kommune vil anvende planlovens muligheder for at udlægge 25 pct. af boligerne som almene boliger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

By & Havn har forpligtiget sig til at give en tilbagemelding til borgersamlingen senest 3 måneder efter, at de endelige anbefalinger er afleveret og igen efter to år. By & Havn har i den forbindelse forpligtet sig til at redegøre for valg, tilpasninger og eventuelt fravalg af anbefalinger i den videre plan og proces. By & Havns første tilbagemelding på borgersamlingens anbefalinger er vedlagt som bilag 3.

Økonomiforvaltningen vil sørge for, at borgersamlingens anbefalinger inddrages, når processen omkring byudvikling på Lynetteholm påbegyndes. Forvaltningen vil i den forbindelse i samarbejde med By og Havn og øvrige relevante parter i projektet sikre, at der er et kontinuerligt fokus på dialog og inddragelse af københavnerne i spørgsmål vedrørende Lynetteholm.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at anbefalingerne fra By & Havns borgersamling om Lynetteholm, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at medlemsforslaget stillet af Alternativet på Borgerrepræsentationens møde den 23. marts 2023, jf. bilag 2, hermed er håndteret.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2023

 

 Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Venstre og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

“Der er gjort et grundigt arbejde i borgersamlingen om Lynetteholm, og vi sætter stor pris på anbefalingerne til fremtidig byudvikling. Dem tager vi bl.a. med videre til forhandlingerne om kommuneplanen, hvor byudvikling i Østhavnen er et centralt element - samt senere i processen, når konkrete beslutninger skal træffes. Det drejer sig både om at få reduceret klimabelastning, prioritet til natur og rekreative områder, nye finansierings- og ejerskabsformer, blandet og betalbar boligudvikling, nye boformer med fællesskabet i front, bæredygtige og kollektive transportformer samt forpligtende inddragelse og demokratisk styring.”

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten er enige med Borgersamlingen om Lynetteholm i, at København er nødt til at forholde sig til stormflodssikring og at der skal gøres noget. Men at det der skal gøres, skal ske på et solidt og uvildigt grundlag, på en måde, hvor løsningen ikke bidrager yderligere til problemet med klimaforandringer. Derfor vil Enhedslisten arbejde for at projektet sættes på pause, så der bliver tid til at få foretaget en uvildig vurdering af det samlede projekt og ikke kun udvalgte dele. Og der bliver tid til en ordentlig demokratisk proces med københavnerne og vores naboer i andre kommuner og andre lande.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 12. oktober 2023

Alternativet fremsatte ændringsforslag om et nyt 3. at-punkt til indstillingen:

”3. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at lave en kortlægning af, hvilke fora der kan og skal behandle By & Havns borgersamling om Lynetteholm’s anbefalinger, såfremt man ønsker at følge dem. Kortlægningen skal behandle hvert enkel af By & Havns borgersamling om Lynetteholm’s anbefalinger for at skabe transparens om det politiske handlerum, herunder en tydeliggørelse af, hvad hhv. Københavns Kommune, staten og By & Havn kan gøre.”

 

Det af Alternativet fremsatte ændringsforslag bortfaldt på grund af stemmelighed. 22 medlemmer stemte for og 22 medlemmer stemte imod. 4 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, F og Å

Imod stemte: A, C, V, I og O

Undlod at stemme: B

 

Indstillingens 1. at-punkt blev herefter taget til efterretning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance videreførte følgende protokolbemærkning, som Dansk Folkeparti tilsluttede sig:

“Der er gjort et grundigt arbejde i borgersamlingen om Lynetteholm, og vi sætter stor pris på anbefalingerne til fremtidig byudvikling. Dem tager vi bl.a. med videre til forhandlingerne om kommuneplanen, hvor byudvikling i Østhavnen er et centralt element - samt senere i processen, når konkrete beslutninger skal træffes. Det drejer sig både om at få reduceret klimabelastning, prioritet til natur og rekreative områder, nye finansierings- og ejerskabsformer, blandet og betalbar boligudvikling, nye boformer med fællesskabet i front, bæredygtige og kollektive transportformer samt forpligtende inddragelse og demokratisk styring.”

 

Enhedslisten videreførte følgende protokolbemærkning, som Alternativet tilsluttede sig:

”Enhedslisten er enige med Borgersamlingen om Lynetteholm i, at København er nødt til at forholde sig til stormflodssikring og at der skal gøres noget. Men at det der skal gøres, skal ske på et solidt og uvildigt grundlag, på en måde, hvor løsningen ikke bidrager yderligere til problemet med klimaforandringer. Derfor vil Enhedslisten arbejde for at projektet sættes på pause, så der bliver tid til at få foretaget en uvildig vurdering af det samlede projekt og ikke kun udvalgte dele. Og der bliver tid til en ordentlig demokratisk proces med københavnerne og vores naboer i andre kommuner og andre lande.”
Til top