Mødedato: 01.02.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om omfanget af fratrædelsesgodtgørelse til direktører

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Københavns Kommune afsøger omfanget af kontraktansatte chefer, som er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse herunder mulighederne for fremover at ændre ansættelsesvilkårene til mindre favorable aftaler ifm. fratrædelser.

(Stillet af Dansk Folkeparti)

Motivering

Det fremgår af en artikel fra Berlingske den 8. januar 2024 (bilag), at kommunerne betaler millioner af skattekroner hvert år i kompensation til fyrede topchefer. Alene i Københavns Kommune, er der siden 2018 udbetalt næsten 12,2 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse til direktører.  

Fratrædelsesordningerne afløste tjenestemandsordningen i 90erne, og skulle beskytte topcheferne, som man mente var i en særligt udsat position, fra politiske vinde. Det er for det første aldrig dokumenteret, at topcheferne skulle være i særlig og større risiko for at blive fyret, og for det andet er arbejdsmarkedet i dag et andet sted end det var for 30 år siden. I dag er fleksibilitet blevet en selvfølgelig og et livsvilkår for resten af arbejdsmarkedet, som derfor også bør følge det øverste led i det administrative bureaukrati.

Endnu værre er det, hvis kommunerne sidder fast med en inkompetent direktør, som bidrager med et dårligt arbejdsmiljø for resten af forvaltningen, men som man er tilbageholden med at fyre, fordi omkostningerne er for store. Det er med andre ord en ordning, der kun er til gavn for de bedst betalt kommunalt ansatte, og som der tilmed ikke er nogen dokumentation for at opretholde.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. februar 2024

Socialdemokratiet fremsatte forslag om udvalgshenvisning af medlemsforslaget til Økonomiudvalget.

 

Det af Socialdemokratiet fremsatte forslag om udvalgshenvisning blev vedtaget uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”I Enhedslisten ønsker vi sikkerhed og gode vilkår for alle kommunens ansatte - uanset hvilken position de er ansat i. Bl.a. derfor har overenskomster, arbejdsmiljøloven og andre love og aftaler til fordel for vores ansatte en høj værdi for os. Vi mener dog samtidigt det er vigtigt at have øje for, om vi i kommunen har ordninger der er uproportionelt lukrative for dem der i forvejen har mest, og dermed kun er med til at forstørre den store ulighed og løngab der er imellem vores ansatte. Derfor vil vi arbejde for at KL får ændret overenskomsten således, at de højestlønnede direktører og chefer bliver mindre forgyldte.”

Til top