Høring: Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi
Resumé
Økonomiudvalget har sendt Mad- og Måltidsstrategi 2027-2032 i intern høring. Forslag til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalgets høringssvar til udkast til Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 skal godkendes.
Indstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender,
- at vedlagte bilag 2 udgør Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalgets høringssvar til udkast til Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032.
Problemstilling
Den 18. marts 2025 besluttede Økonomiudvalget, at Københavns Kommunes nuværende Mad- og Måltidsstrategi skulle fornyes. Siden har Økonomiforvaltningen i samarbejde med kommunens øvrige forvaltninger udarbejdet et udkast til en fornyet Mad- og Måltidsstrategi for årene 2027-2032.
Formålet med en fornyet strategi er at sikre en fortsat stærk og aktuel tværgående indsats på madområdet i kommunens offentlige køkkener og for madbyen København mere generelt.
Økonomiudvalget har den 9. juni 2026 besluttet, at Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 skal sendes i intern høring i alle fagudvalg, i relevante kommunale råd samt lokaludvalg.
Løsning
Udkast til Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 sendes i intern høring i perioden 15. juni – 22. september 2026. Herefter sendes strategien i offentlig høring.
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget skal behandle forslag til høringssvar i forbindelse med den interne høring. Udvalget kan tilkendegive deres vurdering og foreslå justeringer i Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032.
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har udarbejdet forslag til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalgets høringssvar (jf. bilag 2), hvor de overordnede bemærkninger er:
- Udvalget anbefaler, at pejlemærker i Københavns Kommunes strategi for bæredygtig turisme indarbejdes i beskrivelsen og udmøntningen af indsatsområdet om bæredygtig madturisme.
- Udvalget anbefaler, at strategien tydeliggør, at erhvervsrettede indsatser skal udvikles i tæt dialog med madbranchens aktører.
- Udvalget anbefaler, at strategien tydeliggør, at konkrete erhvervsrettede indsatser under Mad- og Måltidsstrategien skal målrettes de særlige behov eller potentialer, der er i madbranchen, mens den strategiske prioritering og udvikling af bredere erhvervspolitiske tiltag, som også er relevante for det øvrige erhvervsliv i København, sker som led i arbejdet med kommunens kommende erhvervsstrategi.
Baggrund om Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032
Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 fastsætter den overordnede retning og tilgang til Københavns Kommunes offentlige måltider samt til madbyen København.
Strategien er udarbejdet i et samarbejde mellem kommunens syv forvaltninger med henblik på at sikre synergi med kommunens øvrige strategier, planer og indsatser, herunder bl.a. Klimastrategi 2035, Erhvervsstrategien og kommunens strategiske arbejde med folkesundhed. Der blev i forbindelse med fornyelsesarbejdet nedsat en politisk følgegruppe bestående af kommunens borgmestre samt en ekstern ekspertgruppe. Undervejs i udviklingen er borgerrepræsentanter, repræsentanter fra driften samt madbranchen blevet involveret for at give input.
Strategien er inddelt i to dele med fokus på henholdsvis de offentlige måltider og madbyen København. Under hvert tema sættes der i strategien målsætninger, som løftes med en række indsatsområder. Målsætninger og indsatsområder understøtter hinanden på tværs. Indsatsområderne sætter retningen for fremtidige indsatser på mad- og måltidsområdet i Københavns Kommune, som udvikles løbende på tværs af kommunens syv forvaltninger i arbejdet med strategien.
Strategien fastholder samt sætter nye ambitioner for Københavns Kommunes arbejde med offentlige måltider, der kombinerer et fokus på velsmag, madglæde, kvalitet og fællesskab og trivsel, sundhed og ernæring, og miljø- og klimahensyn. Der lægges vægt på en fleksibel tilgang, hvor kommunens offentlige køkkener implementerer strategiens ambitioner med afsæt i lokal viden, forskellige typer køkkendrift og målgruppernes ernæringsbehov. I det foreliggende udkast til en fornyet mad- og måltidsstrategi er det indarbejdet, at strategiens temaer prioriteres således, at velsmag, ernæring, fællesskab og medbestemmelse vejer tungest for de institutioner og enheder, hvor borgerne er på fuldkost og modtager alle deres måltider. Der lægges således op til et øget fokus på fleksibilitet og medindflydelse for borgere på fuldkost, som indebærer en prioritering af madglæde og ernæring over andre hensyn, f.eks. klima, for disse borgere.
Den første Mad- og Måltidsstrategi introducerede, med afsæt i styrket samarbejde mellem kommunen, borgere og virksomheder, ambitionen om at styrke København som sund, grøn og vital madby. Med strategifornyelsen sættes et endnu stærkere fokus på denne del. Strategien sætter et fornyet fokus på at øge tilgængeligheden af sunde og grønne madvalg i hverdagen for alle københavnere og øge københavnernes muligheder for at indgå i madfællesskaber. Det gøres med henblik på at understøtte folkesundhed, bedre livskvalitet og øget trivsel på tværs af københavnerne. Hertil sætter strategien et tydeligere fokus på at understøtte udviklingen af en bæredygtig madbranche i København, herunder hvordan kommunen generelt kan understøtte bedre rammevilkår for madbranchen.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Efter vedtagelse af en ny Mad- og Måltidsstrategi vil forvaltningerne forholde sig til hvilke indsatser, der kan finansieres indenfor eksisterende rammer og hvilke indsatser, der vil kræve ny finansiering ved Budget 2028 for at sikre strategiens implementering.
Politisk handlerum
Udvalget kan komme med input til høringssvaret.
Videre proces
Når udvalgshøringsprocessen er afsluttet, vil Økonomiforvaltningen justere og præsentere Økonomiudvalget for de interne høringssvar den 27. oktober 2026. Efterfølgende sendes Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 i offentlig høring.
Mad- og Måltidsstrategien 2027-2032 forventes endeligt godkendt i Borgerrepræsentationen primo 2027.
Henrik Lund / Andreas Engsig