Pejlemærker for bæredygtig turisme
Resumé
I Københavns Kommunes Erhvervsstrategi 2024-2027 er det et mål at definere pejlemærker, der skal sikre en mere bæredygtig turisme i København. I løbet af 2025 har Økonomiforvaltningen (ØKF) udarbejdet udkast til fem pejlemærker for bæredygtig turisme i samarbejde med de andre forvaltninger, der arbejder med turisme (Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen (KFF), Klima-, Teknik-og Miljøforvaltningen (KTF) og Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen (BIF) samt eksterne aktører. BIU har overtaget ansvaret for pejlemærkerne som led i ressortomlægningen.
Indstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender de vedlagte pejlemærker for bæredygtig turisme.
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget drøfter fokusområder for pejlemærkerne for bæredygtig turisme.
Problemstilling
Turismen er vigtig for København. Den medfører en stor økonomisk gevinst for byen og bidrager til de mange kulturudbud og madscenen, som byen er kendt for og som gør byen spændende og levende. Derfor er det vigtigt at præge turismeudviklingen i en retning, der er bæredygtig både for turisten og for den enkelte københavner.
Der er sket en markant stigning i antallet af turister i København, og hvis tendensen holder, så vil antallet af hotelovernatninger stige med 50 pct. fra 2023 til 2030. Det viser en analyse fra Realkredit Danmark 2024. Flere turister kan medføre utilfredshed hos københavnerne med potentielt negativt afledte effekter f.eks. støj, affald og trængsel. Ifølge en analyse lavet for Wonderful Copenhagen 2025, er det særligt beboere i Indre By og Nørrebro, der føler sig generet af turister. Mange turister er koncentrerede omkring indre by og i forårs-/sommermånederne. Samtidig er der steder i byen, hvor der er meget få turister, og hvor de erhvervsdrivende kunne have gavn af flere besøgende.
Løsning
Københavns Kommune har, som en del af erhvervsstrategien 2024-27, besluttet, at der skal udvikles en række pejlemærker for bæredygtig turisme. Bæredygtig turisme dækker over turisme, der minimerer negative aftryk på miljø, klima, kultur og lokalsamfund samtidig med, at de kan skabe positiv lokal værdi.
Der har været fokus på at sikre en bred inddragelse af relevante aktører i udviklingen af pejlemærkerne mhp. tidligt at skabe en forankring.
ØKF har udviklet et udkast til pejlemærker i tæt samarbejde med:
- Turismeforsker fra Aalborg Universitet, Carina Ren,
- Wonderful Copenhagen,
- Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen (KFF),
- Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (KTF),
- Beskæftigelse-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen (BIF) og
- By-, Land-, og Kirkeministeriet.
Udkastet til pejlemærker har efterfølgende været behandlet som en temadrøftelse på møde i Turismenetværket den 8. oktober 2025. Turismenetværket består af både københavnske borgmestre, repræsentanter fra staten, branche- og erhvervsorganisationer, destinationsselskaber og forskningsinstitutioner. Der er desuden 8-10 virksomhedsrepræsentanter.
Det er både i samarbejdet med eksterne aktører fx ift. samarbejds- og tilskudsaftaler, men også i det interne samarbejde på tværs af forvaltninger, at kommunen skal være opmærksom på pejlemærkerne og være tydelige omkring dem.
Fem pejlemærker for bæredygtig turisme
Herunder præsenteres pejlemærkerne for bæredygtig turisme (se også bilag 1):
- Spredning af turister oversæson
Københavns Kommune vil understøtte en mere jævn og bæredygtig fordeling af besøgende hen over året med særligt fokus på 1. kvartal.
Københavns Kommune har fokus på spredning af turister over sæson i eksisterende indsatser, for eksempel som led i projektet Vinter i København, men også flere af Wonderful Copenhagens initiativer understøtter dette fx deres arbejde med at tiltrække megaevents, internationale kongresser og understøtte ”bleisure”, hvor erhvervsturister forlænger deres ophold.
- Spredning af turister over geografi
Københavns Kommune vil arbejde for at udvide turismens geografi til flere bydele og i hele hovedstadsregionen, så både belastning og gevinster ved turisme fordeles.
Som led i CULTIGEN-projektet arbejdes der på, hvordan Københavns Kommune kan få turister ud i mindre besøgte bydele med fokus på Sydhavnen, Carlsbergbyen og Nordhavn. Her arbejdes der med udvikling af ”mini-destinationer” og hvordan bydelen kan vise sin lokale identitet.
- Bæredygtig adfærd
Københavns Kommune vil arbejde for at understøtte en turismekultur, hvor ansvarlig grøn adfærd er en naturlig del af gæsteoplevelsen, både for turister og i turismeerhvervet.
Et af de centrale initiativer i relation til bæredygtig turisme er CopenPay, der går ud på, at turister belønnes for grøn adfærd. Det kan fx være, at en turist i stedet for at tage bilen tager cyklen og får en rabatkupon til en restaurant som gevinst. Initiativet administreres af Wonderful Copenhagen og skal tiltrække turister, der leverer noget tilbage til byen.
- Bæredygtigt turismeerhverv
Københavns Kommune vil arbejde for at understøtte turismeerhvervets potentialer for kompetenceudvikling og social inklusion på arbejdsmarkedet.
Turismebranchen har særligt gode forudsætninger og potentialer i forhold til beskæftigelse og som indgang til arbejdsmarkedet generelt. Et konkret initiativ er ”Turismen som løftestang for beskæftigelse i København”, hvor Wonderful Copenhagen vil facilitere et firårigt partnerskab (2026-2029) bestående af Københavns Kommune, brancheorganisationer og private aktører, som sammen får til opgave at komme med bud på indsatser til at forløse potentialet for øget beskæftigelse.
- Dialog om byens turismeudvikling
Københavns Kommune vil arbejde for en højere grad af borgerinddragelse og systematisk dialog med både borgere og erhverv om turismeudviklingen.
Der er fokus på en bred og repræsentativ borgerinddragelse bl.a. som led i CULTIGEN-projektet, hvor 36 repræsentativt udvalgte københavnere deltager i en række borgersamlinger, der skal munde ud i anbefalinger til, hvordan turismen i København skal se ud og balanceres i fremtiden. Desuden arbejdes der på mere og bedre data om turismen.
Økonomi
Indstillingen har ingen ressourcemæssige eller økonomiske konsekvenser.
Politisk handlerum
BIU kan godkende pejlemærkerne, ligesom udvalget kan foreslå ændringer eller tilføjelser. Nye initiativer der medfører økonomiske omkostninger, vil der skulle findes finansiering til ved budgetforhandlinger.
Der er behov for en drøftelse af, hvordan kommunen bedst muligt arbejder med pejlemærkerne således, at de benyttes aktivt på tværs af forvaltninger og i samarbejdet med eksterne aktører.
Der ønskes særligt en drøftelse af:
- Hvad de vigtigste fokusområder for byen, erhvervet og borgerne er ift. at understøtte bæredygtig turisme?
- Om der er områder, der mangler atbliveberørtelleruddybet i pejlemærkerne?
Videre proces
Hvis pejlemærkerne godkendes, vil der løbende blive fulgt op på dem på møderne i Turismenetværket, hvor BIF’s borgmester fremadrettet er forperson. BIF vil, efter drøftelsen i BIU, fortsat arbejde tæt sammen med de andre forvaltninger samt eksterne aktører omkring pejlemærkerne for bæredygtig turisme samt eventuelt prioriterede fokusområder.