Mødedato: 09.11.2026, kl. 16:00
Mødested: BIUs mødesal, 1. sal, vær. 57

Godkendelse af handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030 samt ramme for valg af eksterne leverandører

Se alle bilag

Resumé 

Med denne indstilling forelægges Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget en revideret og layoutet Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030 til endelig godkendelse samt forslag til ramme for forvaltningens valg af eksterne leverandører ifm. udmøntning af handleplanen.

Indstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030.
  2. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender ramme for forvaltningens valg af eksterne leverandører i forbindelse med udmøntning af 1,7 mio. kr. årligt i 2027-2028 under Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030.

Problemstilling

Den nuværende handleplan mod negativ social kontrol udløber ved udgangen af 2026. Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkendte den 17. august 2026 forvaltningens udkast til en ny Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030. Udvalget havde en enkelt bemærkning til udkastet og ønskede samtidig at blive inddraget i valget af eksterne leverandører i forbindelse med udmøntningen.

Løsning

Med denne indstilling forelægges udvalget Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030, som beskriver forvaltningens samlede indsats mod negativ social kontrol (bilag 1).

Revidering af handleplan

Forvaltningen har revideret udkastet til Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030 på baggrund af udvalgets bemærkning.

Der er foretaget en enkelt ændring af indholdsmæssig karakter på side 5, hvor der er tilføjet en bemærkning om, at negativ social kontrol særligt er udbredt blandt familier med oprindelse i MENAPT-landene, hvor flertallet har muslimsk baggrund. Derudover er handleplanen opdateret på baggrund af udfaldet af forhandlingerne om Budget 2027, og der er desuden foretaget enkelte ændringer af sproglig karakter.

Handleplanen indeholder referencer til Københavns Kommunes Integrations- og medborgerskabspolitik, som forelægges Borgerrepræsentationen til godkendelse den 17. december 2026. Hvis behandlingen af politikken giver anledning til ændringer af de refererede formuleringer, konsekvensrettes disse i handleplanen.

Ramme for brug af eksterne leverandører

På baggrund af udvalgets ønske om at blive forelagt en oversigt over eksterne leverandører har forvaltningen i september 2026 foretaget en markedsafdækning og været i dialog med aktører, som forvaltningen vurderer, er fagligt relevante. Leverandøroversigten omfatter leverandører, hvor samarbejdet forventes at beløbe sig til mindst 50.000 kr. Der indgås først kontrakter med eksterne leverandører efter udvalgets godkendelse af sagen.

Med Integrationsbevillingen fra Borgerrepræsentationen er der afsat 1,7 mio. kr. årligt, som jf. handleplanen fordeles på følgende indsatsområder:

  1. Rettighedskendskab og handlemuligheder
  2. Udøverperspektiv og kollektive dynamikker
  3. Beskæftigelse
  4. Videns- og kompetenceløft.

Der er desuden under indsatsen ”Områdebaseret indsats til forebyggelse af negativ social kontrol”, som finansieres af budgetmidler, afsat 400.000 kr. (2024-pl) til aktiviteter i lokalområdet. Disse udmøntes løbende og tilpasses aktuelle behov i lokalområdet Bispebjerg Bakke. Endelig gør forvaltningen opmærksom på, at der også i den øvrige indsats kan opstå situationer, hvor det vil være fagligt hensigtsmæssigt, at inddrage yderligere/andre leverandører. Hvis der indgås leverandørsamarbejder á beløb på over 50.000 kr., vil forvaltningen inddrage udvalget før, der indgås kontrakt herom.

Udmøntning af bevilling og oversigt over foreslåede leverandører

1. Rettighedskendskab og handlemuligheder (0,8 mio. kr. årligt):

 

  • Børns Vilkår
  • Søstre mod Vold og Kontrol
  • Dansk Flygtningehjælp
  • C:NTACT

2. Udøverperspektiv og kollektive dynamikker (0,4 mio. kr. årligt):

  • RED Rådgivning (RED Reach)
  • Lev uden Vold
  • Susanne Fabricius

3. Beskæftigelse (0,2 mio. kr. årligt):

  • Røde Kors

4. Videns- og kompetenceløft (0,3 mio. kr. årligt):

  • Etnisk Konsulentteam (Socialforvaltningen)
  • Center for Digital Pædagogik

Efter udvalgets godkendelse vil forvaltningen kontakte alle nævnte leverandører mhp. at indgå gensidigt bebyrdende kontrakter. Forvaltningen bemærker, at endeligt valg af leverandører forudsætter, at der kan opnås enighed om vilkår for samarbejdet. Forvaltningen bemærker desuden, at samarbejder gennemføres i henhold til reglerne for køb af tjenesteydelser samt i overensstemmelse med definitionen af negativ social kontrol, som fremgår af Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030.

Den økonomiske fordeling er foreløbig og afhænger af de endelige aftaler med leverandørerne under hvert indsatsområde.

Den tidligere foreslåede proces med udarbejdelse af projektbeskrivelser med indsatsmål fastholdes. Projektbeskrivelserne vil indeholde den endelige oversigt over eksterne leverandører og forelægges udvalget til efterretning i henholdsvis første halvår af 2027 og første halvår af 2029.

Endelig bemærkes det, at udvalget vil blive involveret, hvis der i projektperioden 2027-2028 opstår behov for at indgå yderligere leverandørsamarbejder med en værdi på mindst 50.000 kr. pr. leverandør.

Økonomi

Indstillingen udmønter de 1,7 mio. kr. årligt i 2027 og 2028 afsat til Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030 (jf. beslutning i udvalget den 16. februar 2026).

Politisk handlerum

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget kan godkende handleplanen som forelagt eller med ændringer, ligesom udvalget kan bede forvaltningen om, at der foretages yderligere markedsafdækning som supplement til de i forvejen valgte leverandører, der er fundet i den afsluttede markedsafdækning. Endelig kan udvalget fravælge leverandører og/eller vælge at samle indsatsen på færre leverandører.  

Videre proces

Godkender Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget handleplanen og ramme for valg af leverandører, vil forvaltningen indgå kontrakter og udarbejde projektbeskrivelser, som forelægges udvalget til efterretning primo 2027.

 

Henrik Lund / Signe Maria Christensen

Til top