Mødedato: 09.03.2026, kl. 16:00
Mødested: Gammel Køge Landevej 43, Indgang A, Lokale A405-A409 (4. sal)

Budgetnotater til overførselssagen 2025/2026

Se alle bilag

Resume

Udvalget skal med denne sag godkende to budgetnotater bestilt af politiske udvalg, herunder en hensigtserklæring samt tage to need-to budgetnotater til orientering. Budgetnotaterne vil herefter indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2025/2026.

Indstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses, Integrations og Erhvervsudvalget godkender budgetnotaterne ”BI05 - Øget måltal for de særlige jobordninger i Københavns Kommune (henvist sag)” og ”BI06 - Opfølgning på undersøgelse om bedre vilkår for sexarbejdere i København” som skal indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2025/2026
  2. at Beskæftigelses, Integrations og Erhvervsudvalget tager need-to budgetnotatet ”BI01 - Etablering af midlertidig indkvartering på Vindemøllevej og flyt af beboere fra Amager Strandvej (eed-to)” til efterretning, så det kan indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2025/2026.
  3. at Beskæftigelses, Integrations og Erhvervsudvalget tager need-to budgetnotatet ”BI02 - Budgetudfordring vedr. rehabiliteringsområdet (need-to)” til efterretning, så det kan indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2025/2026.

Problemstilling

Forvaltningen ønsker at forelægge budgetnotater, som er bestilt af politiske udvalg, til godkendelse i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget (BIU), inden de indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2025/2026 (OFS 25/26). Der er tale om et budgetnotat bestilt af BIU, samt et budgetnotat bestilt af Økonomiudvalget (ØU) – en såkaldt henvist sag. Henviste sager er sager, der er fremført i tidligere budgetforhandlinger eller af ØU og BR og henvist til en senere politisk forhandling. I dette tilfælde er det ØU, der har henvist sagen til at indgå i OFS 25/26.

Herudover forelægges udvalget et need-to budgetnotat vedrørende yderligere indkvartering af fordrevne ukrainere, som udvalget skal tage til efterretning. Need-to sager omfatter uforudsete udgiftsbehov, der opstår som følge af eksempelvis ny lovgivning, udefrakommende begivenheder eller andre forhold uden for kommunens direkte kontrol, og som medfører merudgifter i indeværende og/eller kommende budgetår. Budgetnotatet er endnu ikke færdigudarbejdet, men udvalget orienteres om budgetnotatet. Budgetnotatet eftersendes til udvalget forud for forhandlingerne.

Forvaltningen forventer derudover at rejse et yderligere need-to budgetnotat i forbindelse med forhandlingerne om OFS 25/26 vedrørende finansiering af en budgetudfordring på rehabiliteringsområdet. Budgetnotatet er endnu ikke færdigudarbejdet, men udvalget orienteres om budgetnotatet. Budgetnotatet eftersendes til udvalget forud for forhandlingerne.

Til sidst henvises der til et budgetnotat vedr. en overførselsanmodning om at overføre et mindreforbrug fra 2025 til 2026 på service på projektet ”AI sagssøtte til beskæftigelsesområdet”. Overførselsanmodningen behandles under punkt 5 på dagsorden på indeværende BIU møde ”Overførsler 2025 til 2026”.

Løsning

BI01 -Etablering af midlertidig indkvartering på Vindemøllevej og flyt af beboere fra Amager Strandvej (Need-to)

Forvaltningen har et need-to budgetnotat vedr. indkvartering af fordrevne ukrainere på en kommunal grund på Vindmøllevej. Budgetnotatet kategoriseres som need-to, idet pavillonboligerne skal anvendes til genhusning af ukrainske beboere, som aktuelt er indkvarteret på Amager Strandvej, og som skal fraflytte området som følge af metrobyggeri. Indkvartering af fordrevne ukrainere trækker kun finansiering og ikke måltal. Budgetnotatet er udarbejdet i samarbejde med Økonomiforvaltningen. Serviceudgifter til fordrevne fra Ukraine indgår ikke i kommunens servicerammen. Anlægsudgifter til fordrevne fra Ukraine indgår i kommunens anlægsramme.

Budgetnotatet sendes til udvalget til orientering inden forhandlingerne, når det er endeligt godkendt.

BI02 - Budgetudfordring vedr. rehabiliteringsområdet (Need to)

I 2025 blev der gennemført en besparelse på rehabiliteringsområdet ved at reducere Sundheds- og Omsorgsforvaltningens deltagelse i rehabiliteringsteammøder, og besparelsen blev tilført kommunekassen. Besparelsen blev realiseret som led i implementeringen af sygedagpengeaftalen og udgør en del af det provenu, der senere indgår i beskæftigelsesreformens samlede besparelseskrav. Kommunen står derfor over for at skulle realisere den samme besparelse igen som følge af reformens sparekrav på rehabiliteringsområdet. Budgetnotatet forventes derfor fremsat som skæv DUT mhp.  at søge midler til at dække denne dobbeltbesparelse, der ellers vil ramme forvaltningerne.

Budgetnotatet sendes til udvalget til orientering inden forhandlingerne, når det er endeligt godkendt.

BI05 - Øget måltal for de særlige jobordninger i Københavns Kommune (henvist sag)

ØU har på deres møde den 25. november 2025 ønsket, at der op til forhandlingerne om overførselssagen 2025-2026 udarbejdes et budgetnotat, der beskriver muligheden for at øge måltallet for de forskellige særlige jobordninger under hensyntagen til de enkelte forvaltninger.

Budgetnotatet sendes til udvalget til godkendelse inden forhandlingerne, når det er endeligt godkendt.

BI06 - Budgetforslag i forlængelse af undersøgelse om bedre vilkår for sexarbejdere i København (bestilt af BIU) Bilag 1

BIU har på deres møde den 10. november 2025 bestilt et budgetnotat på tiltag til forbedring for sexarbejdere i København. Forvaltningen har udarbejdet budgetnotatet ”Opfølgning på undersøgelse om bedre vilkår for sexarbejdere i København”, som udvalget skal godkende.

Overførsel af mindreforbrug - AI sagssøtte til beskæftigelsesområdet
Forvaltningen anmoder om at overføre et mindreforbrug i projektet ’AI sagsstøtte til beskæftigelsesområdet’ til 2026. Mindreforbruget skyldes et manglende juridisk grundlag for at kunne indgå i udviklingssamarbejde med leverandøren. Det grundlag er der nu, hvorfor projektet kan genoptages. Samtidig har arbejdet været udfordret af manglende hjemmel til at arbejde med AI i beskæftigelsesindsatsen. Den hjemmel er nu tilvejebragt pr. 1. februar 2026.
(Se bilag 1 i punkt 5 på BIUs dagsorden)

Økonomi

Sagen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser og vil afhænge af forhandlingerne om overførselssagen.

Politisk handlerum

Udvalget kan komme med bemærkninger til de to budgetnotater, der er til godkendelse. Det er ligeledes muligt for den enkelte politiker at bestille budgetnotater på andre initiativer frem mod forhandlingerne om OFS 25/26.

Videre proces

Godkendes budgetnotaterne vil de indgå i forhandlingerne om overførselssagen fra den 23. marts til den 25. marts.

Henrik Lund / Signe Maria Christensen

Til top