Mødedato: 28.02.2012, kl. 10:00
Mødested: Kolle Kolle, Frederiksborgvej 105, 3500 Værløse

Resultatstatus til BIU pr. februar 2012

Se alle bilag
Resultatstatus pr. februar 2012 opgør forvaltningens produktion og resultater for perioden januar til december 2011 og i nogle tilfælde november 2011. 

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager resultatstatus pr. februar 2012 til efterretning.

Problemstilling

Resultatstatus opdateres med de nyeste tilgængelige tal ca. en gang om måneden og fremlægges på førstkommende møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Resultatstatus pr. februar 2012 viser resultater for perioden januar til december 2011 og i nogle tilfælde november 2011.


Næste resultatstatus forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ved mødet den 26. marts 2012.

Der kan peges på 3 positive resultater i resultatstatus pr. februar 2012. 
  • Regnskabet for 2011 er nu afsluttet, og selvom regnskabsresultatet ikke kan opgøres endeligt er det givet, at alle udvalgets bevillinger er overholdt med forbrugsprocenter på hhv. 96 pct. på driftsrammen, 90 pct. på indsatsrammen og 99 pct. på overførselsbudgettet, jf. figur 1-3.
  • Siden 2007 er de samlede forsørgelsesudgifter i Københavns Kommune blevet reduceret markant set i forhold til sammenlignelige kommuner. På trods af en merudgift i 4. kvartal 2010 til 3. kvartal 2011 på dagpenge, kontant- og starthjælp, har BIF i samme periode samlet set en mindreudgift på forsørgelsesudgifter i forhold til sammenlignelige kommuner på 913 mio. kr, svarende til ca. 11.400 færre fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse jf. figur 4. Figuren bygger på beregninger fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. 
  • I det første halvår af 2011 var forvaltningens rettidighed i både jobsamtaler og aktivering udtilfredsstillende, jf. figur 11 og 12. På den baggrund iværksatte forvaltningen en rettidighedskampange, og rettidigheden var ved kampangens afslutning ultimo september tæt på 95 pct. Siden september har rettidigheden for både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere for hhv. jobsamtaler og aktivering været stigende og i november er det forudsatte niveau på 95 pct. nået. Dette niveau er fastholdt i december. I 2012 er opgørelsesmetoderne ændret, hvilket medfører et fald i den opgjorte rettidighed, som skal indhentes i starten af 2012. 

Der kan samtidig peges på 3 mindre gode resultater.

  • Antallet af ikke-arbejdsmarkedsparate (match 2 og 3) kontanthjælpsmodtagere er steget med 1000 personer (ca. 6 pct.) henover 2011, jf. figur 8. En sådan udvikling er forventelig i en tid med et længerevarende tilbageslag i konjunkturerne, hvor arbejdsmarkedet er mindre fleksibelt og dermed muligheden for virksomhedsrettede indsatser målrettet de svageste borgere mindre. Ikke desto mindre er udviklingen bekymrende og fordrer en målrettet indsats for de svageste kontanthjælpsmodtagere og de, der er visiteret til fleksjob, også selvom vejen til job for nogle i gruppen kan være lang.
  • Der er samlet set færre personer på overførselsindkomst i Københavns Kommune end i sammenlignelige kommuner, jf. ovenfor, men isoleret set har København en overledighed på aktuelt omkring 1,3 procentpoint. Det illustrerer et yderligere forbedringspotentiale i indsatsen, hvilket forvaltningen har valgt at vise i en ny figur, jf. figur 19. En forbedring vil afhænge af, om der kan skabes endnu bedre effekt af forvaltningens tilbud, jf. figur 5 og 6, ved en ændret prioritering af indsatsen og/eller ved et generelt løft i effekterne.
  • Forvaltningens sygefravær udgjorde i 2011 ca. 12,4 dage pr. medarbejder, jf. figur 17. Resultatet i 2011 ligger over målet om 12 dage pr. medarbejder. For 2012 er målet en yderligere markant reduktion til omkring 10,4 dage pr. medarbejder i forvaltningen, hvilket vil kræve en massiv indsats for at afdække og afhjælpe årsagerne til sygefravær lokalt og for at vise nærvær gennem opfølgning på frævær.  

BILAG

  1. Resultatstatus pr. februar 2012

Morten Binder                        /Thomas Thellersen Børner

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top