Mødedato: 25.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Anbefalinger fra Eksperttænketank for Integration vedr. byens borgerinddragelse

Se alle bilag
Beskæftigelses og Integrationsudvalgte drøfter Eksperttænketank for Integrations anbefalinger inden for temaet "Byens Borgerinddragelse".

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Inklusionsforvaltningen indstiller

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter Eksperttænketank for Integrations anbefalinger vedr. Byens Borgerinddragelse
2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at Eksperttænketank for Integrations anbefalinger videregives til Teknik- og Miljøudvalget samt andre relevante fagudvalg, således at anbefalingerne kan indgå i de øvrige forvaltningers arbejde med borgerinddragelse.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog d. 31.10-2011 at indstille "Byens borgerinddragelse" som eksperttænketankens tema i 2012. Byens borgerinddragelse er valgt som tema, fordi det aktive medborgerskab indgår som en central strategi i Københavns Kommunes arbejde for at øge oplevelsen af inklusion, jævnfør Københavns Kommunes Inklusionspolitik. 

Københavns Kommune har sat som mål at blive den mest inkluderende storby i år 2015. For at kunne opnå dette, er det vigtigt, at kommunen arbejder på at øge oplevelsen af at være inkluderet særligt blandt borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Således viser kommunens Inklusionsbarometer, at 68% borgere med etnisk minoritetsbaggrund oplevede at være inkluderet mod 74% borgere med etnisk majoritetsbaggrund, dvs. et et gab på seks procentpoint.  

Løsning

Det er ETIs opfattelse, at der allerede i dag arbejdes på at inddrage borgere med etnisk minoritetsbaggrund i de kommunale udviklingsprocesser. Dog har den vidensindsamling ETI har foretaget vist, at der er en række barrierer for aktiv deltagelse blandt visse borgergrupper og at der derfor fortsat er et udviklingspotentiale. ETI er derfor fremkommet med fire anbefalinger, som vil kunne anvendes til at opnå en højere grad af aktiv deltagelse i kommunale udviklingsprocesser.

Anbefaling 1: Klar strategi for borgerinddragelse
ETI anbefaler, at forvaltningerne udvikler en klar strategi for, hvor og hvordan de kan anvende borgerinddragelse til at nå målene i den enkelte forvaltnings handleplan for inklusion, og at anvendelse af borgerinddragelse i opfyldelse af målene inddrages i de enkelte forvaltningers årlige afrapportering til statusrapporten for inklusionspolitikken.
 
Alle udvalg har i deres handleplan for inklusionspolitikken 2011-2014 identificeret områder, hvor det er nødvendigt at gøre en ekstra inklusionsindsats inden for deres forvaltningsområde. ETI anbefaler, at forvaltningerne identificerer de områder i handleplanerne, hvor det giver mening at inddrage borgerne som led i inklusionsindsatsen. På denne baggrund udvikler hver forvaltning en strategi, der skal være styrende for forvaltningens arbejde med borgerinddragelse i inklusionsindsatsen, og og som skal sikre, at der i de enkelte indsatser tages højde for tre guidelines; 1) Hvorfor man vil inddrage borgerne, 2) Hvem det er man gerne vil inddrage, samt 3) Hvordan man agter at inddrage. ETI anbefaler endvidere, at dette inddrages i de enkelte forvaltningers afrapportering til statusrapporten for inklusionspolitiken.
 
Dette skal hjælpe de kommunale aktører til at sikre, at de enkelte projekter bidrager til den samlede strategi for borgerinddragelse, samt skærpe deres kommunikation med målgruppen, finde de rigtige virkemidler og sikre en forventningsafstemning mellem de forskellige aktører. 

Anbefaling 2: Rum til innovative projekter
ETIs vidensindsamling har vist, at der eksisterer en række udfordringer i forhold til udvikling af nye metoder til inddragelse af borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Derfor anbefaler ETI, 1) at metodeudvikling indskrives som et tungtvejende og selvstændigt element i den næste ansøgning til et områdeløft, 2) at erfaringer og evalueringer af de afprøvede metoder indsamles og stilles til rådighed i et let tilgængeligt forum, der kan formidles til alle interesserede og 3) at der lægges vægt på at sikre forankringen af de nyudviklede metoder, der viser sig at have en positiv indflydelse på etniske minoritetsborgeres lyst, evne og mulighed for at deltage i de inddragende processer.
 
Det er ofte et problem for metodeudviklingen, at nye metoder bruges i projekter, der skal give resultater udover metodeudviklingen, hvorfor det kan være svært at lave forsøg med innovative metoder, som man ikke i forvejen har haft kendskab til. Denne anbefaling skal sikre, at der åbnes op for forsøg med helt nytænkende projekter, uden at de der står bag forsøget, også skal stå til regnskab for andre resultater. Det anbefales endvidere, at disse erfaringer skal sikres og deles med alle interesserede i kommunen, og at metoder, der viser sig vellykkede, forankres.      

Anbefaling 3: Øget fokus på kapacitetsopbygning
ETIs vidensindsamling viser, at en af de store barrierer for aktiv deltagelse blandt etnisk minoritetsborgere, er manglende overblik over indgange til indflydelse, manglende ressourcer til at indgå i de inddragende processer samt manglende overskud til at engagere sig. Derfor anbefaler ETI, at forvaltningerne i konstruktionen af deres inddragelsesstrategi, som nævnt i anbefaling 1, lægger vægt på den individuelle kapacitetsopbygning 1) gennem målrettede tilbud om uddannelse eller kursus i borgerrettigheder, at lære borgerne om hvordan de indgår i demokratiske beslutningsprocesser og mødeformer samt hvilke platformer der er findes for indflydelse i deres lokalområde og 2) ved at identificere allerede eksisterende indsatser, hvor borgere rustes til at mestre eget liv som eksempelvis bydelsmødrene.

Anbefaling 4: Fokus på målgruppeanalyse
ETI anbefaler, at kommunale aktører, inden igangsættelse af af større inddragelsesprojekter, foretager en en grundig analyse og kortlægning af det område indsatsen skal iværksættes i. Der bør i en sådan analyse gives et billede af 1) beboerne og den socioøkonomiske sammensætning i området og 2) Frivillige foreninger og virksomheder, der kunne have interesse for indsatsen. Dette er for at sikre, at den myndighed, der skal forestå en indsats, kender civilsamfundet, og ved hvordan borgergruppen er sammensat, for på den måde bedre at kunne kommunikere med de relevante aktører, og få adgang til ressourcer i området.

ETIs anbefalinger bliver fremlagt og diskuteret på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets inklusionskonference den 22. juni 2012 "Nytænkning i Borgerinddragelse".

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

ETIs anbefalinger tilrettes efter Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets drøftelse (jf. Kommisoriet for Eksperttænketanken), hvorefter anbefalingerne sendes til de relevante politiske udvalg. Anbefalingerne kan således danne baggrund for fagudvalgenes budgetdrøftelser.
Morten Binder        /        Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top