Mødedato: 22.08.2022, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

2. regnskabsprognose og bevillingsmæssige ændringer pr. august 2022

Se alle bilag

Resumé

Med denne sag skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkende 2. regnskabsprognose for 2022 samt godkende bevillingsmæssige ændringer.

De tre årlige regnskabsprognoser angiver, hvor budgettet forventes overholdt, og hvor der forventes afvigelser mellem budget og forventet forbrug.

Der er betydelig usikkerhed omkring skønnet for antal ydelsesmodtagere og udgifter i denne regnskabsprognose særligt pga. krigen i Ukraine.

Overførselsrammen

På overførselsrammen giver Økonomisk Redegørelse pr. maj 2022 anledning til et forventet mindreforbrug på 438,7 mio. kr.

Servicerammen

På servicerammen forventer forvaltningen merudgifter på 179,5 mio. kr. Merudgifterne vedrører primært ekstraordinære udgifter i relation til personer, der er fordrevet fra Ukraine, samt merudgifter relateret til coronahåndtering.

Øvrige rammer

På indsatsrammen og anlægsrammen forventer forvaltningen ingen afvigelse.

De bevillingsmæssige ændringer indebærer, at udvalget modtager 10,5 mio. kr. primært relateret til nyt skøn for pris- og lønregulering og DUT-sagen, hvor udvalgets bevillinger ændres som følge af mer- og mindreudgifter, der vedrører ny lovgivning mv.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, 

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender regnskabsprognosen for august 2022.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender de bevillingsmæssige ændringer i bilag 2.

Problemstilling

Denne indstilling vedrører to forhold:

  1. Regnskabsprognose pr. august 2022
  2. Bevillingsmæssige ændringer 

1. Regnskabsprognose

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal løbende følge op på forvaltningens økonomi, hvorfor forvaltningen tre gange årligt udarbejder en regnskabsprognose. Den udarbejdes efter 1., 2. og 3. kvartal.

På baggrund af regnskabsprognoserne indberettes forventet regnskab til Økonomiudvalget.

2. Bevillingsmæssige ændringer

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan fire gange om året anmode Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer. Det er alene Borgerrepræsentationen, der har bemyndigelse til at give og ændre bevillinger.

Det betyder, at hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget fx ønsker at omplacere midler mellem beskæftigelsesindsatsen og administration, skal det godkendes af Borgerrepræsentationen. Det samme gør sig gældende, hvis der skal ske bevillingsmæssige ændringer som følge af omplacering af midler til eller fra en anden forvaltning eller ved tilførsel af eksterne midler, fx statslige puljer.  

Derimod kan Beskæftigelses- og Integrationsudvalget indenfor udvalgets egne bevillinger løbende godkende omplaceringer af midler, fx indenfor beskæftigelsesindsatsen.

Løsning

2. Regnskabsprognose

Af tabel 1 fremgår den forventede afvigelse mellem Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budget for 2022 og det forventede forbrug for 2022.

Tabel 1: Forventet afvigelse mellem budget og forbrug i 2022*

  

* Der er redegjort nærmere for de bevillingsmæssige ændringer (kolonne C) i afsnit 2 om bevillingsmæssige ændringer. Den forventede afvigelse (kolonne F) er vist med negativt fortegn ved et merforbrug og uden fortegn ved et mindreforbrug.

Nedenfor fremgår en uddybning af regnskabsprognosen, jf. tabel 1.

Servicerammen

På servicerammen forventer forvaltningen et merforbrug på 179,5 mio. kr., jf. kolonne F i tabel 1. I første regnskabsprognose indmeldtes et merforbrug på 17,6 mio. kr., heraf et merforbrug på 14,6 mio. kr. relateret til Ukraine-situationen og 3,0 mio. kr. relateret til corona. Skønnet for de Ukraine-relaterede merudgifter omfattede kun udgifter i 1. kvartal 2022, fordi forvaltningen ikke havde grundlag for at lave et kvalificeret skøn for udgifterne i hele 2022. Skønnet i nærværende prognose omfatter udgifterne i hele 2022.

Af merforbruget på 179,5 mio. kr. vedrører 176,1 mio. kr. ekstraordinære udgifter i relation til personer, der er fordrevet fra Ukraine, og 3,4 mio. kr. corona-relaterede merudgifter.

Merudgifterne i 1. halvår til de ekstraordinære opgaver for fordrevne ukrainere er opgjort til 42,8 mio. kr., heraf 41,9 mio. kr. til boligindkvartering og 0,9 til samtaler, koordinering, mv. Merudgifterne anslås at blive 187,1 mio. kr. for året som helhed. Der er usikkerhed om skønnet grundet usikkerhed om det videre forløb af krigen i Ukraine og om antallet af ukrainere, der visiteres til Københavns Kommune.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har foreløbigt modtaget 6,1 mio. kr. i servicemidler fra Borgerrepræsentation til de ekstraordinære opgaver for fordrevne ukrainere, jf. BR 7. april 2022 pkt. 10 Planlægning og anlæg af pavillonboliger og BR 5. maj 2022 pkt. 10 Udvidelse af indkvarteringsfaciliteter på Ottiliavej. Hertil kommer, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 3. juni 2022 via skriftlig votering godkendte at finansiere en ordning om udlevering af fornødenheder til privat indkvarterede ukrainske fordrevne under processuelt ophold indenfor en ramme på op til 5,0 mio. kr. Udgifterne finansieres af et mindreforbrug, som bl.a. skyldes et større antal vakante stillinger end normalt. Derfor omplaceres 5,0 mio. kr. fra hovedaktiviteten Jobcenterdrift til hovedaktiviteten Boliger til flygtninge.

På den baggrund forventer forvaltningen på det foreliggende grundlag, at merudgifterne vedrørende fordrevne fra Ukraine vil udgøre 176,1 mio. kr. i 2022.

Forvaltningen forudsætter, at merudgifterne – i lighed med de corona-relaterede merudgifter - dækkes af en merbevilling fra Borgerrepræsentationen. Forvaltningen forventer således, at Økonomiforvaltningen i forlængelse af augustprognosen vil forelægge Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen en indstilling om håndtering af Ukraine-relaterede udgifter.

Corona-relaterede merudgifter skønnes at blive 3,4 mio. kr. Merudgifterne vedrører sagsbehandling af ekstra ansøgninger om sygedagpenge, ekstra rengøring, mv. Merudgifterne forventes i lighed med de foregående to år dækket af en merbevilling fra Borgerrepræsentation.

Anlægsrammen

På anlægsrammen forventes ingen afvigelse i forhold til budgettet (inkl. korrektioner), jf. kolonne F tabel 1. I første regnskabsprognose var forventningen også balance.

Overførselsrammen

På overførselsrammen giver Økonomisk Redegørelse pr. maj 2022 anledning til et forventet mindreforbrug på 438,7 mio. kr. i forhold til budgettet (inkl. korrektioner), jf. kolonne F i tabel 1

Mindreforbruget skyldes primært færre ydelsesmodtagere end forudsat i budgettet, som var baseret på Økonomisk Redegørelse pr. august 2021, hvor forventningerne til ledighedsudviklingen var mere pessimistiske.

Udgiftsskønnet er 61,8 mio. kr. højere end vurderet i første regnskabsprognose. Det skyldes primært, at Økonomisk Redegørelse pr. maj 2022 tager højde for krigen i Ukraine, som betyder flere ydelsesmodtagere end forudsat i den første prognose. Skønnet revurderes frem mod 3. prognose i oktober 2022 på grundlag af Økonomisk Redegørelse pr. august 2022 samt udviklingen i antallet af ydelsesmodtagere i de kommende måneder.

Indsatsrammen

På indsatsrammen forventes ingen afvigelse i forhold til budgettet (inkl. korrektioner), jf. kolonne F i tabel 1. I første regnskabsprognose var forventningen også balance.

Skønnet er behæftet med en vis usikkerhed grundet krigen i Ukraine.

a. Beskæftigelsestilbud 

Forvaltningen forventer ingen afvigelse i forhold til budgettet (inkl. korrektioner).

Der har i 1. halvår været en lav ledighed primært blandt jobparate, og det peger isoleret set mod et mindreforbrug. Der er imidlertid en risiko for, at krigen i Ukraine vil påvirke de økonomiske konjunkturer negativt. Det trækker i retning af flere ledige og dermed en fuld anvendelse af budgettet.

b. Danskuddannelse, integration og integrationsindtægter

Forvaltningen forventer ingen afvigelse i forhold til budgettet (inkl. korrektioner).

Der forventes merudgifter til danskuddannelse og integrationsprogrammer til fordrevne ukrainere, som forudsættes modsvaret af højere integrationsindtægter (grundtilskud) vedrørende samme målgruppe. I 3. prognose vurderes udgifterne og indtægterne mere præcist på grundlag af udviklingen i de kommende måneder.

Finansposter

På finansposterne forventes et merforbrug på 0,1 mio. kr., der vedrører et ekstraordinært gebyr til SKAT. I første regnskabsprognose var forventningen balance.

Der henvises i øvrigt til bilag 1, hvor der er redegjort nærmere for forvaltningens skøn på de enkelte områder.

2. Bevillingsmæssige ændringer

De bevillingsmæssige ændringer vedrører dels ændringer i forhold til andre udvalg og egne bevillinger, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal godkende, og dels øvrige ændringer (fx DUT-sagen), som alene skal godkendes af Borgerrepræsentationen.

Tabel 2 viser de samlede forventede bevillingsmæssige ændringer til budgettet. De samlede korrektioner i kolonne D i tabel 2 svarer til kolonne C i tabel 1.

Tabel 2: Forventede bevillingsmæssige ændringer

 

Bevillingsmæssige ændringer i forhold til andre udvalg og egne bevillinger

For det første modtages samlet 0,4 mio. kr. fra andre udvalg, herunder kommunekassen, jf. kolonne A i tabel 2. Der henvises til bilag 2, som indeholder mere detaljerede oplysninger om ændringerne.

Der er tale om følgende poster (i 2022-priser):

  • Udmøntning af systemejeranalyse

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget afgiver 0,1 mio. kr. i både 2022 og i 2023 på servicerammen til Økonomiudvalget. Omplaceringen vedrører udgifter til finansiering af et fælles projekt på tværs af alle forvaltninger om udmøntning af systemejeranalysen for 2022 og 2023.

  • Fælles opgaver med sociale medier

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget afgiver varigt 0,1 mio.kr. på servicerammen til Økonomiudvalget. Omplaceringen vedrører udgifter til finansiering af et halvt årsværk til fælles opgaver på tværs af alle forvaltninger med sociale medier.

  • Næste Generation Digital Post

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget modtager 0,1 mio. kr. fra Kultur- og Fritidsudvalget (KFU). Omplaceringen vedrører KFUs opgaver i forhold til en række IT-løsninger på tværs af forvaltningerne, herunder Næste Generation Digital Post.

  • Fælles digital blanketløsning.

Beskæftigelses og Integrationsudvalget afgiver varigt 0,1 mio. kr. til Kultur og Fritidsudvalget. Omplaceringen er Beskæftigelses- og Integrationsudvalgtes bidrag til udvikling af nye blanketter, mv. i den fælles blanketløsning.

  • Administrationsbidrag for affald

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget afgiver 0,04 mio. kr. til Økonomiudvalget. Omplaceringen vedrører en bevillingsudligning på tværs af udvalg grundet en ændret prisstruktur for KEID’s administrationsbidrag for affald.

  • Bevillinger vedr. Ukraine-relaterede udgifter

Ved en fejl blev to bevillinger vedr. Ukraine-relaterede udgifter på samlet 4,8 mio. kr. placeret på en forkert bevilling. Midlerne flyttes derfor fra bevillingen Administration til bevillingen Beskæftigelsesindsats.

  • Nye projekter med eksterne midler

Eksterne midler giver mulighed for at afholde ekstra udgifter. Dette indarbejdes gennem ændring af bevillingerne ved at øge såvel udgiftsbudgettet som indtægtsbudgettet. Nettobevillingen for et projekt skal samlet være nul i projektperioden i forbindelse med de bevillingsmæssige ændringer, men eventuelle tidsmæssige forskydninger mellem projekternes udgifter og indtægter i de enkelte regnskabsår kan dækkes midlertidigt af tilførsler fra kommunekassen.

De bevillingsmæssige ændringer vedrører et nyt projekt, Jobrettede aktiviteter for kommende dimittender, hvor formålet er at sikre en hurtigere overgang fra uddannelse til beskæftigelse. Ændringerne indebærer væsentligst, at bevillingerne på indsatsrammen øges med 0,6 mio. kr. i 2022 og reduceres tilsvarende i 2024. Der henvises til bilag 2, hvor der er flere oplysninger om projektet.

Bevillingsmæssige ændringer i forhold til DUT-sagen, mv.

For det andet modtages 10,1 mio. kr. i 2022 relateret primært til nyt skøn for pris- og lønregulering og DUT-sagen, hvor Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bevillinger ændres som følge af mer-og mindreudgifter, der vedrører af ny lovgivning mv., jf. kolonne B i tabel 2.

Midlerne omfatter

  • 0,9 mio. kr. vedrørende DUT-sagen, hvor der modtages 2,7 mio. kr. på servicerammen og afgives 1,8 mio. kr. på indsatsrammen
  • 9,2 mio. kr. på servicerammen vedrørende nyt skøn for pris- og lønregulering

Borgerrepræsentation forventes at godkende ændringerne på møde den 1. september 2022.

Politisk handlerum

Beskæftigelse- og Integrationsudvalget skal have godkendt regnskabsprognosen, før Økonomiudvalget behandler den samlede regnskabsprognose for Københavns Kommune, dvs. inden den 24. august 2022. Hvis prognosen havde vist et mindreforbrug på service- eller indsatsrammen kunne udvalget fx beslutte, at forvaltningen skulle lave en særskilt sag til efterfølgende møde med henblik på prioritering af mindreforbruget. Dette er dog ikke tilfældet.

Bevillingsændringerne i denne sag (jf. bilag 2) er af teknisk karakter eller ændringer vedrørende projekter med eksterne midler. Udvalget har mulighed for ikke at godkende de enkelte bevillingsændringer i bilag 2. Bevillingsændringer, der ikke godkendes, vil som udgangspunkt blive annulleret.

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Det forventede regnskab er afleveret til Økonomiforvaltningen ultimo juli 2022 med forbehold for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets godkendelse.

Økonomiforvaltningen udarbejder en samlet regnskabsprognose for Københavns Kommune og samler de enkelte udvalgs anmodninger om bevillingsmæssige ændringer med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget (24. august 2022) og Borgerrepræsentationen (1. september 2022).

Økonomiforvaltningen foretager i forbindelse med udarbejdelsen af den samlede regnskabsprognose et konsolideringsarbejde, og der kan i den forbindelse blive belyst forhold, der kræver justeringer i forvaltningernes materiale, herunder i nærværende indstilling til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

Henrik Lund / Dorthe Vang Kristensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt i sin helhed uden afstemning.
Til top