Mødedato: 17.09.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Kortlægning af overuddannelse blandt etniske minoriteter

Se alle bilag

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har gennemført en kortlægning af overuddannelse blandt højtuddannede indvandrere i København.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.  At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager kortlægningen af overuddannelse blandt ikke-vestlige indvandrere til efterretning

2. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter forvaltningens oplæg til mulige fremtidige initiativer på området

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har gennemført en kortlægning af omfanget af samt mulige årsager til overuddannelse blandt etniske minoriteter.Når der i undersøgelsen henvises til "overuddannede", refererer det til højtuddannede personer, som er i job på et lavere niveau end deres uddannelseskvalifikationer. 

Overuddannelse har personlige konsekvenser for den enkelte medarbejder, og samtidigt udgør det et uudnyttet potentiale for virksomheder, som har behov for at finde de mest effektive måder, at anvende deres ressourcer på. Overuddannelse blandt højtuddannede indvandrere kan ydermere betyde, at virksomheder går glip af den vækst og innovation, som skabes når mangfoldigheden blandt medarbejdere udnyttes strategisk.

Kortlægningen er en del af udmøntningen af Inklusionsaftale 2012, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog den 20. juni 2011. På baggrund af kortlægningen har forvaltningen lagt op til en drøftelse af en række ideforslag til, hvordan fremtidige initiativer kan imødekomme en bedre udnyttelse af målgruppens kompetencer.

Løsning

Kortlægningens primære vidensgrundlag består af en forskningsundersøgelse gennemført af nu tidligere Anvendt KommunalForskning. Undersøgelsen bygger på en registeranalyse, en spørgeskemaundersøgelse og et antal kvalitative interview (se bilag 2).

 

På baggrund af undersøgelsens resultater afholdt forvaltningen i samarbejde med Foreningen Nydansker og DI en virksomhedsworkshop for private og offentlige virksomheder. De blev bedt om at forholde sig til overuddannelsesproblematikken med afsæt i deres praktiske erfaringer med ansættelse af målgruppen.

 
Endelig blev der nedsat en referencegruppe bestående af en række centrale aktører på området[1]. Gruppen gav både input til forskningsundersøgelsens design ved kortlægningens begyndelse og til forvaltningens overvejelser om fremtidige initiativer efter undersøgelsen var gennemført.

 
Udvalgte resultater fra forskningsundersøgelsen

Undersøgelsen viser, at ikke-vestlige indvandrere relativt set oftere er ansat i stillinger, de formelt set er overkvalificerede til end etniske danskere. Dette gør sig særligt gældende blandt indvandrere med en udenlandsk uddannelse, hvoraf 63 pct. var overuddannede. Til sammenligning var 35 pct. ikke-vestlige indvandrere med en dansk uddannelse og 22 pct. etniske danskere overuddannede.

 
Antalsmæssigt er der dog langt flere overuddannede etniske danskere (20.960 personer) end ikke-vestlige indvandrere (1.169 personer) i København. Endelig er der stor forskel i andelen af højtuddannede københavnere, der overhovedet er i beskæftigelse. Knap halvdelen af de ikke-vestlige indvandrere med en udenlandsk uddannelse er i job, mens det samme gør sig gældende for 69 pct. af de ikke-vestlige indvandrere med en dansk uddannelse og 80 pct. af de etniske danskere.

Herudover peger undersøgelsen på en række barrierer:

  • De adspurgte indvandrere oplever ofte kravene om danskkundskaber som høje på danske arbejdspladser, samtidig med at betydningen af andre sprogegenskaber tillægges mindre betydning. Sprogkravene synes især at være høje hos offentlige virksomheder, men også lavkompetencejob kræver ofte gode danskkundskaber.
  • Flere virksomheder fremhæver, at kravene om stærke danskkundskaber kan medvirke til at indvandrere selv søger eller opfordres til at søge job under deres uddannelsesniveau.
  • Overuddannede indvandrere er typisk ansat inden for rengørings-, restaurations- og transportbranchen.
  • De adspurgte indvandrer oplever at arbejdsgiverne tillægger deres udenlandske uddannelser og erhvervserfaring begrænset betydning, hvorimod dansk udannelse og erfaring vurderes at have stor betydning.
  • De interviewede greencardindehavere oplever, at de har vanskeligt ved at finde et uddannelsesrelevant job eller job overhovedet. Dette bekræfter tidligere undersøgelser af greencardordningen.
  • Ofte fører job som indvandrerne har opnået gennem egne netværk ikke til et uddannelsesrelevant jobmatch.

 

Idekatalog

Oplæg til drøftelse i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om mulige fremtidige initiativer:

  • Styrket sprogindsats: Bedre udnyttelse og styrkelse af indvandrernes sprogkompetencer på arbejdsmarkedet i form af, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen støtter byens virksomheder og organisationer i at omsætte medarbejderes sproglige mangfoldighed til innovation og vækst. Det kan også indbefatte, en handleplan for øget brug af danskuddannelse i Jobcenter København for eksempel ved at bruge sprogmentorer og Forberedende VoksenUndervisning (FVU). Derudover kunne det undersøges, om det ville være hensigtsmæssigt, at de selvforsørgende deltagere i danskuddannelse har en mere synlig og direkte adgang til vejledning om muligheder for job eller jobskifte og for anerkendelse af udenlandske uddannelser og efteruddannelse.
  • Udvikling af branchespecifikke tiltag: Dialog mellem Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, brancheorganisationer og faglige organisationer inden for de brancher hvor overuddannelsesproblematikken er særligt udbredt. Dette er med henblik på i fællesskab at udvikle løsninger for, hvordan indvandreres kompetencer synliggøres og udnyttes bedre.
  • Kompetenceafklaring og uddannelsesvurdering: Systematisk vejledning  af nyledige og nytilkomne borgere om muligheden for at få en niveauvurdering af deres udenlandske uddannelser ved Styrelsen for Universiteter og Internationalisering. Dette kunne synliggøre udenlandske uddannelseskompetencer for danske arbejdsgivere. Dialog og samarbejde med fagforeninger og virksomheder om at udvikle forløb, som kan afdække erhvervsrelevante kompetencer ud over uddannelse.
  • Styrket beskæftigelsesindsats for greencardindehavere: Styrket indsats for ledige greencardindehavere - for eksempel ved at forvaltningen går i dialog med statslige aktører med henblik på at tilpasse tildelingskriterierne løbende til den aktuelle arbejdsmarkedssituation.
  • Netværk til fagrelevante jobmatch: Dialog mellem forvaltningen og arbejdsmarkedets parter vedrørende samarbejde om facilitering af faglige netværk og mentorprogrammer for ledige højtuddannede indvandrere.


[1] Dansk Industri, Foreningen Nydansker, Dansk Taxi Råd, Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, Jobcenter København Musvågevej, Københavns Erhvervscenter (Københavns Kommune) og Novum

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Såfremt drøftelserne munder ud i ønsket om en nærmere belysning af nogle konkrete initiativer (se videre proces), vil udvalget blive forelagt en særskilt indstilling, som beskriver initiativerne, herunder de økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Det foreslås, at kortlægningens resultater og forvaltningens anbefalinger indgår i udvalgets fremtidige temadrøftelser af inklusionsområdet og kan skabe grobund for konkrete initiativer, for eksempel i forbindelse med udarbejdelsen af Inklusionsaftale 2014. Anbefalingerne kan herudover være input til drøftelse af de reformforslag, regeringen præsenterer på inklusionsområdet i efteråret 2012 og forår 2013.


Morten Binder                    Kaj Ove Christiansen

BILAG

1: Kortlægning af overuddannelse blandt højtuddannede indvandrere

2: AKF-undersøgelse: Overuddannelse blandt etniske minoritetsborgere i Københavns Kommune – en kvantitativ og kvalitativ kortlægning

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top