Mødedato: 14.09.2006, kl. 14:15

Handlingsplan for udmøntning af beskæftigelsesaftale 2007

Se alle bilag

Handlingsplan for udmøntning af beskæftigelsesaftale 2007

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 14. september 2006

 

 

2.      Handlingsplan for udmøntning af beskæftigelsesaftale 2007

      BIU 165/2006

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget,

at   den vedlagte handlingsplan for udmøntning af initiativerne i Aftale ved­rørende beskæftigelsesindsatsen i København i 2007 ("Plads til alle på arbejdsmarkedet") godkendes (jf. bilag 1),

at   de beskrevne økonomiske omprioriteringer og personalemæssige konsekvenser på beskæftigelsesområdet godkendes (jf. bilag 2), og

at   den beskrevne organisatoriske sammenlægning af de kommunale beskæftigelsescentre godkendes.

 

 

RESUME

Med handlingsplanen for udmøntning af beskæftigelsesaftalen Plads til alle på arbejdsmarkedet (indgået 9. maj 2006) sættes ind med:

·        Jobpatruljer i de udsatte boligområder

·        Jobværn mod isolation og fattigdom

·        En ny chance for sprogundervisning til familieforsørgede indvandrere

Handlingsplanen indeholder herudover blandt andet en styrket indsats for unge på vej ud af en ungdomsuddannelse, bedre IT og et kompetenceløft til medarbejdere med borgerrettede opgaver.

Den styrkede indsats finansieres af interne omprioriteringer på udvalgets budget.

I vedlagte handlingsplan er redegjort nærmere for den konkrete udmøntning af de enkelte indsatsområder og initiativer, herunder afgrænsning af målgrupper, indhold samt indsats- og resultatmål.

Handlingsplanen indvarsler en omfattende forandring af beskæftigelsesindsatsen i Københavns Kommune. I en situation, hvor de mest arbejdsmarkedsparate ledige forholdsvis hurtigt kommer i job, vendes indsatsen nu i højere grad mod gruppen af langvarige kontanthjælpsmodtagere, der har relativt svage arbejdsmarkedsforudsætninger og vanskeligt selv kan finde et job.

Opsvinget har ikke fat i de svageste grupper endnu, og det sker ikke af sig selv. Men situationen på arbejdsmarkedet giver kommunen en unik chance for at bringe disse svagere grupper på arbejdsmarkedet ud af isolation og dårlig økonomi. Den situation forsøges udnyttet med handlingsplanens initiativer.

Handlingsplanen omlægger kommunens beskæftigelsesindsats i retning af mere opsøgende indsats. Der sættes ind med mere og bedre opkvalificering både fagligt og personligt til de ledige, der ofte har andre problemer end ledighed. Tilbudene bliver i højere grad tilpasset den lediges individuelle behov og forudsætninger. Samlet set er der tale om en bred handlingsplan, som tager fat i alle grupper, som er i fare for marginalisering og et liv permanent på offentlig forsørgelse.

I tilknytning til handlingsplanen lægges op til en økonomisk og organisatorisk omstilling på beskæftigelsesområdet i Københavns Kommune. Det sker for at ruste organisationen bedst muligt til at opfylde de krav, som udviklingen på det københavnske arbejdsmarked stiller – og samtidig gennemføre de nye initiativer i handlingsplanen og nye kommunale opgaver, der følger af lovændringer.

Omstillingen indebærer blandt andet, at der skal tilføres medarbejderressourcer til jobcentrene. Samtidig skal kapaciteten i beskæftigelsescentrene reduceres som følge af bl.a. omprioriteringen af midler fra indsatsen for de kortvarige og mest arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere til de langvarige kontanthjælpsmodtagere.

Konkret foreslås, at fire af de nuværende fem kommunale beskæftigelsescentre organisatorisk lægges sammen til to. Formålet er at ruste centrene bedre – fagligt og økonomisk - til at møde de krav om fleksibilitet i beskæftigelsesindsatsen, som stilles af den generelle udvikling på arbejdsmarkedet og ny lovgivning.

 


SAGSBESKRIVELSE

Alle partier i København indgik den 9. maj 2006 en politisk aftale om beskæftigelsesindsatsen i Københavns Kommune i 2007 (Plads til alle på arbejdsmarkedet).

Med aftalen afsættes 42,5 mill.kr. til en styrket indsats for særligt udsatte grupper finansieret via omprioritering af midler fra indsatsen for de mere arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Der prioriteres initiativer på følgende indsatsområder:

·        Fokus på boligområder med høj ledighed (7 mill.kr)

·        Modvirke isolation og fattigdom (12 mill.kr)

·        Unge skal have en uddannelse (5 mill.kr.)

·        Beskæftigelse via forbedret dansk (5 mill.kr.)

·        Kompetencer og IT skal være i orden (13,5 mill.kr.)

Beskæftigelsesaftalens initiativer indgår som et supplement til Beskæftigelsesplanen for 2007, der omfatter de overordnede mål for beskæftigelsesindsatsen i Københavns Kommune.

Aftalen skal endvidere ses i sammenhæng med de udfordringer, som kommunens beskæftigelsesindsats står overfor på baggrund af blandt andet udviklingen på det københavnske arbejdsmarked:

·        Mulighed for egentlige rekrutteringsproblemer eller flaskehalse på arbejdsmarkedet, som bl.a. skal løses via en velfungerende formidlingsindsats.

·        En stor del af de mest arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere kan i dag selv finde arbejde relativt hurtig eller kan formidles direkte til arbejde fra jobcenteret.

·        Blandt de tilbageværende kontant- og starthjælpsmodtagerne er der omvendt en større andel end tidligere, som har relativt svage kompetencer og vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet

·        Beskæftigelsesindsatsen skal samtidig indrettes, så den lever op til kravene i den nye lovgivning, f.eks. "Ny chance til alle".

Handlingsplan for udmøntning af beskæftigelsesaftale 2007

Beskæftigelsesaftalen indebærer sammen med Beskæftigelsesplanen for 2007 en meget betydelig omlægning af fokus og prioriteringer i Københavns Kommunes beskæftigelsesindsats:

Den hidtidige indsats i form af opkvalificerende tilbud mv. til de mere arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere (i de såkaldte matchgrupper 1 og 2) neddrosles. Denne gruppe har i dag i langt højere grad end tidligere muligheder for at finde ordinær beskæftigelse uden yderligere opkvalificering.

I stedet flyttes fokus i den samlede indsats til gruppen af langvarige kontant- og starthjælpsmodtagere med relativt svage arbejdsmarkedsforudsætninger (matchgruppe 3-5), heriblandt en del kontanthjælpsmodtagere med indvandrerbaggrund:

·        Der skal skabes og fastholdes en direkte kontakt til denne gruppe kontant- og starthjælpsmodtagere gennem en intensiveret, opsøgende og synlig indsats i de udsatte boligområder.

·        Den opsøgende indsats skal skabe udgangspunktet for intensiverede individuelt tilrettelagte forløb over for gruppen med fokus på jobformidling, jobplaner og opkvalificering tilrettelagt efter de enkeltes særlige behov og forudsætninger.

·        Der skal i den sammenhæng nyudvikles en vifte af forskellige tilbud i form af opkvalificeringskurser mv., som er særligt målrettet gruppen af kontant- og starthjælpsmodtagere med relativt svage arbejdsmarkedsforudsætninger.

Udmøntningen af beskæftigelsesaftalen er en stor udfordring, som stiller betydelige krav til blandt andet styringen og omstillingsevnen i den kommunale beskæftigelsesorganisation.

Som led i udmøntningen af aftalen er der nu udarbejdet et udkast til en konkret handlingsplan for gennemførelsen af initiativerne under de enkelte indsatsområder, jf. vedlagte notat om handlingsplanens hovedtræk (bilag 1).

Den vedlagte handlingsplan beskriver de grundlæggende elementer i udmøntningen af beskæftigelsesaftalen. Herudover arbejder forvaltningen som et internt styringsredskab med en mere detaljeret plan for implementering og resultatopfølgning på de enkelte initiativer.

Handlingsplanen beskriver de enkelte indsatsområder og initiativers formål, målgrupper, konkrete indhold mv. samt redegør for, hvordan forvaltningen vil tilrettelægge indsatsen. For hvert indsatsområde er der endvidere opstillet konkrete indsatsmål og resultatmål.

Specielt vedrørende sygedagpengeområdet bemærkes, at handlingsplanen indebærer en intensivering af arbejdet med opfølgning og arbejdsfastholdelse af sygemeldte blandt andet via metodeudvikling af indsatsen (med afsæt i erfaringerne fra PASOP). Udvalget vil senere få forelagt en indstilling om, hvordan der herudover kan ske en samlet styrkelse af sygedagpengeopfølgningen.

Med henblik på at understøtte implementeringen af handlingsplanen og gennemførelsen af det nye fokus i beskæftigelsesindsatsen, lægges der i tilknytning til handlingsplanen op til en økonomisk og organisatorisk omstilling af beskæftigelsesområdet, jf. nærmere herunder.

Evaluering

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges en foreløbig evaluering af initiativerne i handlingsplanen efter 1. kvartal 2007 og en endelig evaluering af indsatsen efter 1. kvartal 2008.

Økonomiske konsekvenser

Den styrkede indsats i beskæftigelsesaftalen finansieres via interne omprioriteringer inden for udvalgets budget. Omprioriteringerne er indarbejdet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetforslag for 2007 som vedtaget den 11. maj 2006 (BIU 88/2006).

Omprioriteringerne er især muliggjort af, at antallet af kontanthjælpsmodtagere i Københavns Kommune er faldet, og at de mest arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere hurtigere kommer i job.

Omprioriteringerne indebærer, at der flyttes midler:

·        fra tilbud til især kortvarige kontantkontanthjælpsmodtagere med relativt gode arbejdsmarkedsforudsætninger (kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1 og 2)

·        til mere målrettede tilbud til især langvarige kontanthjælpsmodtagere med relativt svagere arbejdsmarkedsforudsætninger (matchgruppe 3-5) samt til supplerende danskundervisning og forbedring af IT og medarbejderkompetencer.

Fordelingen af udvalgets økonomiske midler på målgrupper og indsatsområder påvirkes herudover af nye lovændringer, som pålægger kommunen nye opgaver – både i forhold til de mere og de mindre arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere m.fl. Det gælder især lovændringer i forlængelse af integrationsaftalen Ny chance til alle.

Omprioriteringerne og lovændringerne medfører samlet set, at de budgetterede udgifter til beskæftigelsestilbud til de mest arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere (matchgruppe 1-3) reduceres med ca. 27 mill.kr. fra 2006 til 2007, mens udgifterne til matchgruppe 4-5 øges med ca. 44 mill.kr.

Samtidig tilføres jobcentrene ca. 25 mill.kr. til den nye intensiverede og målrettede indsats over for gruppen af kontant- og starthjælpsmodtagere indsats med betydelige problemer ud over ledighed, jf. tabel 1.

Tabel 1. Økonomisk tilpasning på beskæftigelsesområdet som følge af beskæftigelsesaftalen "Plads til alle på arbejdsmarkedet" og ny lovgivning

 

Beskæftigelsestilbud

Indsats i jobcentre

I alt

 

Kontanthjælp

Øvrige

 

Match 1- 3

Match 4- 5

Økonomisk tilpasning, mill.kr. 1)

-26,7

44,4

1,52)

24,8

78,6

Heraf styrket indsats som følge af beskæftigelsesaftalen

2,8

7,6

1,5

12,1

24,0

Anm.: De økonomiske konsekvenser er baseret på den forudsætning, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kompenseres fuldt ud for merudgifter som følge af de nævnte lovændringer, jf. indstilling til BIU (BIU-mødet 14.09.2006) om høring vedrørende DUT-sager 2005/06.

1)             Økonomisk tilpasning omfatter omprioriteringer som følge af beskæftigelses­aftalen samt ændringer som følge af ny lovgivning ("Ny chance til alle"), jf. bilag 2 for nærmere beskrivelse af beregningsforudsætningerne

2)             Budgettet på beskæftigelsesområdet skal herudover tilføres 34,6 mill.kr. i tilskud fra staten som følge af finansieringsomlægning på revalideringsområdet, som indebærer, at kommunen fra 2007 skal finansiere ordinær uddannelse som led i revalidering. Ændringen er netto økonomisk neutral for kommunen, da tilskuddet forudsættes at svare til de faktiske merudgifter, jf. bilag 2.

Personalemæssige konsekvenser

Med den økonomiske omprioritering følger et behov for en omfordeling af medarbejderressourcer mellem indsatsområder og målgrupper.

Forvaltningen vurderer, at der er behov for at tilføre jobcentrene i alt ca. 51 medarbejdere for at løfte de nye opgaver.

Samtidig indebærer omstillingen, at der skal ske en reduktion af kapaciteten i de kommunale beskæftigelsescentre i størrelsesordenen 56 medarbejdere. Det skyldes, at tilbud til kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1-3 i dag varetages her.

Tilbud til kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 4-5 samt til en del af revalidenderne og sygedagpengemodtagerne leveres derimod primært af eksterne leverandører (og i et mindre omfang af kommunens beskæftigelsescentre). Omprioriteringen af ressourcer til disse målgrupper har derfor ikke umiddelbart nogen personalemæssige konsekvenser i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Personaletilpasningen i beskæftigelsescentrene giver mulighed for, at personalebehovet i jobcentrene i en omstillingsproces kan løses via en rokade af medarbejdere fra beskæftigelsescentrene.

Samlet set medfører omstillingen dermed, at der i løbet af 2007 trækkes i ca. 5 årsværk ud af den kommunale beskæftigelsesorganisation.

Forvaltningen vurderer, at omstillingen kan gennemføres ved naturlig afgang, uden at det af den grund vil blive nødvendigt at foretage afskedigelser. Udover de nye job, der skabes i jobcentrene, som følge af beskæftigelsesaftalen og ny lovgivning, vil der således også være job­åbninger i jobcentrene som følge af vakancer, hvilket giver mulighed for omplaceringer, evt. efter omskoling.

Samtidig kan det forventes, at en del af de nuværende medarbejdere i beskæftigelsescentrene frivilligt vil søge og finde ansættelse hos de eksterne leverandører, der som følge af omprioriteringen forudsættes at udvide indsatsen meget betydeligt, jf. at budgettet til at købe tilbud til kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 4-5 forøges med knap 45 mill.kr.

Omorganisering af beskæftigelsesindsatsen

Udviklingen på arbejdsmarkedet stiller store krav til fleksibiliteten i indretningen af beskæftigelsesindsatsen for at sikre, at indsatsen løbende kan tilpasses ændringer i efterspørgslen som følge af konjunkturændringer, ændringer i målgruppesammensætning, lovændringer mv.

I Københavns Kommune sætter den nuværende organisering nogle begrænsninger for tilpasningsmulighederne i beskæftigelsesorganisationen, bl.a. som følge af den omtalte fordeling af tilbud til de forskellige matchgrupper på henholdsvis kommunale beskæftigelsescentre og eksterne leverandører.

De ressourcemæssige tilpasninger i beskæftigelsescentrene som følge af beskæftigelsesaftalen medfører herudover et behov for færre lokalemæssige bindinger som følge af færre interne tilbud.

På den baggrund vurderer forvaltningen, at fire ud af de nuværende fem beskæftigelsescentre i Københavns Kommune med fordel kan lægges sammen til to centre.

Konkret foretages en sammenlægning af følgende centre pr. 1. januar 2007:

·        Center for Erhvervsrettet Træning og Det Grønne Jobhus lægges sammen til Center for Afklaring og Beskæftigelse

·        Center for Kompetenceudvikling og Center for Undervisning og Erhverv lægges sammen til Center for Kompetence og Beskæftigelse

Med sammenlægningen opnås, at de enkelte centre bliver til større organisatoriske enheder - både fagligt og økonomisk – hvilket giver bedre styringsmuligheder og mulighed for større tilpasningsdygtighed og bedre ressourceudnyttelse.

Der vil i samarbejde med de nuværende centerledere blive udarbejdet ny ledelsesstruktur for de kommende centre. De nuværende centerledere vil alle indgå i de kommende ledelser.  Ledere og personale vil blive involveret i den faglige og personalemæssige omstilling.

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

ØKONOMI          

De økonomiske omprioriteringer og besparelser som følge af beskæftigelsesaftalen er indarbejdet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetforslag 2007.

Øvrige ændringer af budgettet som følge af ny lovgivning (Ny chance for alle og finansieringsomlægning af revalideringsindsatsen) mv. vil blive indarbejdet i budgettet, når størrelsen af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets kompensation herfor er endeligt fastsat.

De økonomiske konsekvenser i nærværende indstilling er vurderet under den forudsætning, at Beskæftigelses- og Integration sudvalget kompenseres fuldt ud for merudgifter som følge af de nævnte lovændringer, jf. indstilling til udvalget (mødet den 14. september 2006) om høring vedrørende DUT-sager 2005/06.

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

Sagen forelægges Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen på HSU's møde den 13. september 2006. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil blive orienteret mundtligt på udvalgsmødet om HSU's bemærkninger.

Sagen er endvidere drøftet i ledelseskredsen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, som er enig i de foreslåede omstillinger. Herudover har de enkelte ledere af de berørte beskæftigelsescentre været involveret i processen.

BILAG

1.   Handlingsplan for beskæftigelsesaftalen i hovedtræk

2.   Udmøntning af beskæftigelsesaftale 2007 - økonomiske konsekvenser

 

Direktør Morten Binder  /   Vicedirektør Kaj Ove Christiansen

 


 

Til top