Mødedato: 11.12.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Behandling af anbefalinger fra Københavnertinget 2023

Se alle bilag

Resumé

Borgerrepræsentationen har besluttet at styrke dialogen og samarbejdet med københavnerne om udviklingen og driften af København ved forsøgsmæssigt at nedsætte et Københavnerting i perioden 2023-2024. I 2023 har Københavnertinget udarbejdet anbefalinger til kernespørgsmålet; ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum for alle”? BIU skal med denne indstilling drøfte Københavnertingets anbefalinger på udvalgets ressort, og drøfte hvordan der fremadrettet skal arbejdes med disse, samt beslutte en tilbagemelding herom til Københavnertinget.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Københavnertingets samlede anbefalinger (bilag 1) til efterretning
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter de beskrevne pointer relateret til anbefalinger om bekæmpelse af diskrimination i relation til udvalgets ressort.
  3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender foreslåede tilbagemelding til Københavnertinget

Problemstilling

Københavnertinget blev besluttet med Overførselssagen 2021/2022, som en del af ”Pilotprojekter for styrket københavnerinddragelse”. Det er en ny inddragelsesmetode, hvor en repræsentativ gruppe på 36 københavnere udvikler anbefalinger til problemstillinger, der går på tværs af byen.

5 fagudvalg er forpligtet til at modtage og behandle Københavnertingets uafhængigt udarbejdede anbefalinger. Københavnertinget har bl.a. udviklet anbefalinger om bekæmpelse af diskrimination, som henhører under BIU’s ressort:

Opsummering af anbefaling 2: Vi skal bekæmpe diskrimination i København

Københavnertinget anser diskrimination som en stor udfordring i byen, der er med til at skabe mistrivsel – derfor skal kommunen sikre rammerne for, at alle kan leve et godt liv, ligesom alle københavnere ifølge Københavnertinget har et ansvar for at sikre at andre trives. Konkret foreslår Københavnertinget, at offentlige nye steder skal være tilgængelige for alle grupper, og at der gennem f.eks. undervisningsmateriale kommer øget fokus på kulturel udveksling og integration. 

Det politiske mandat indebærer, at de udarbejdede anbefalinger behandles af de involverede fagudvalg på minimum ét fagudvalgsmøde i november-december 2023, og at fagudvalgene i den forbindelse redegør for, hvordan anbefalingerne bliver fulgt – og ikke fulgt.

Fagudvalgene er desuden forpligtet til at give en status på den politiske behandling af anbefalingerne via mail til Københavnertingets medlemmer samt offentligt via Københavns Kommunes egne kommunikationskanaler. Det sker inden for de første tre måneder efter anbefalingerne er overleveret fra Københavnertinget, samt igen inden for tolv måneder med henblik på at Københavnertinget orienteres om status på fremdrift og/eller implementeringen af deres anbefalinger.

Anbefalingerne er uddybet i vedlagte bilag. Yderligere information om Københavnertinget kan desuden findes på hjemmesiden: kobenhavntaler.kk.dk/da-DK/folders/kobenhavnertinget

Løsning

De foreslås, at Beskæftigelses- og integrationsudvalget godkender nedenstående forslag til tilbagemeldinger til Københavnertinget om de tre konkrete anbefalinger om bekæmpelse af diskrimination, der er særligt relevante for BIU.

Anbefaling: ”En del af København”. Københavnertinget foreslår et øget fokus på kulturel udveksling generelt. Fx kan der lanceres både kampagner og undervisningsmateriale, der fortæller om andre kulturer, nationaliteter og andre sårbarhedsparametre. Det skal ikke kun komme fra skolerne, men også nå ud til borgere i alle aldre. Et tegn på succes er, hvis folk diskuterer og engagerer sig i emnet diskrimination og gør det på en tolerant og nuanceret måde, inkl. sprogbrug/ordvalg.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forslag til tilbagemelding fra BIU til Københavnertinget: Borgerrepræsentationen vedtog den 22. juni 2023 en tværgående handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har et koordinerende ansvar for handleplanen, som går på tværs af alle forvaltningsområder og har fokus på arbejdsmarkedet, boligmarkedet, foreningslivet, uddannelsessektoren, det offentlige rum (primært forstået som nattelivet og offentlig transport) og sundhedsområdet. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen gennemfører en række tiltag under handleplanen. Eksempelvis kan nævnes, at der under handleplanen ydes støtte (1 mio. i 2023 og 1,25 mio. i 2024-2027) til Jødisk Informationscenter og foreningen Sabaah (0,7 mio. kr. årligt i 2023-2026). Jødisk Informationscenter blev etableret i 2016 på baggrund af terrorangrebet mod synagogen i februar 2015. Indsatsen har et skærpet fokus på at bekæmpe antisemitisme og had. Det sker ved at arbejde dybdegående med fordomme og had bl.a. i undervisningstilbud og gennem arrangementer om antisemitisme og diskrimination i samarbejde med relevante aktører. Sabaah arbejder bl.a. med at forebygge, at LGBTQ+ personer med etnisk minoritetsbaggrund udsættes for diskrimination. Forvaltningen støtter Sabaahs indsats med bl.a. rådgivnings- og netværkstilbud til foreningens målgruppe, der har til formål at skabe et trygt, socialt fællesskab, og som kan støtte og vejlede ift. De problemer, der kan være forbundet med at være en dobbeltminoritet (LGBT+-person med minoritetsetnisk baggrund) f.eks. oplevelser med diskrimination i nattelivet.  

Anbefaling: Ikke-diskriminerende ansættelser og nemmere adgang til job for udlændinge. Københavnertinget foreslår, at kommunen ikke kun selv går forrest, men også arbejder for at sikre, at alle aktører ansætter på baggrund af relevante kvalifikationer og ikke lader bevidste eller ubevidste fordomme råde. Et anbefalet tiltag i den forbindelse er at fjerne unødvendige oplysninger ifm. jobsøgningen.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forslag til tilbagemelding fra BIU til Københavnertinget: Udvalget er enige i Københavnertingets anbefaling om, at alle aktører ansætter på baggrund af relevante kvalifikationer og ikke lader bevidste eller ubevidste fordomme råde. Det kan i den forbindelse fremhæves, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen siden 2020 har gennemført en indsats til forebyggelse af ubevidst diskrimination på det københavnske arbejdsmarked. Indsatsen gennemføres under Københavns Kommunes handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser. Med indsatsen understøttes københavnske arbejdspladser i en vidensbaseret tilgang til at forebygge etnisk diskrimination, fremme mangfoldighed og styrke trivslen og den reelle ligestilling af københavnere med etnisk minoritetsbaggrund på arbejdsmarkedet.

Anbefaling: Offentlig kommunikation og hjemmesider skal være tilgængelige på engelsk. Desuden skal der informeres på engelsk om forskellige begivenheder og højtider, der fejres i bybilledet.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forslag til tilbagemelding fra BIU til Københavnertinget: Udvalget vurderer, at relevant information skal være tilgængelig på engelsk og har tillid til, at forvaltningen konkret vurderer, hvornår tekster bør oversættes. Fx er der på den nuværende hjemmeside information på engelsk målrettet nyankomne udlændinge fx om at arbejde og studere i København. Samtidig gør udvalget opmærksom på, at alle udlændinge tilbydes omfattende og gratis danskuddannelse i op til 5 år efter ankomsten og derfor efterhånden må forventes at kunne orientere sig på det fælles sprog. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

Medlemmer af udvalget kan foreslå ændringer i tilbagemeldingen til Københavnertinget.

Videre proces

Når Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har drøftet anbefalingerne og truffet beslutning om opfølgning herpå, fremsendes tilbagemelding til Københavnertingets medlemmer.

Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen skriver desuden på baggrund af drøftelsen en opsummering til Københavnertingets medlemmer angående fagudvalgets drøftelse og det videre arbejde med anbefalingerne. Økonomiforvaltningen samler input fra alle involverede fagudvalg og sender en samlet mail til Københavnertingets medlemmer med disse senest den 19. december 2023.

Jf. mandatet for Københavnertinget 2023 skal Københavnertinget have endnu en opfølgning pr. mail senest 12 måneder efter de lanceres (19. september 2024). Udvalget får på møde i juni eller august 2024 oplæg til drøftelse angående anbefalingerne, hvorefter Beskæftigelses-og integrationsforvaltningen igen sender en opsummering til Økonomiforvaltningen, som samler bemærkninger fra alle fagudvalg i en mail til Københavnertingets medlemmer.

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Sagen blev sendt retur med ønske om, at tilbagemeldingen til Københavnertinget justeres således:

  • at den er mere konstruktiv og i højere grad udtrykker anerkendelse for Københavnertingets arbejde og forslag
  • at det fremgår, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har taget anbefalingerne til efterretning og vil drøfte dem på en eller flere temadrøftelser i det kommende år (2024)
Til top