Drøftelse af udmøntningsplan for BIFs digitaliseringsstrategi 2025-2027
Resumé
Med denne sag skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfte udmøntningsplanen for BIFs digitaliseringsstrategi 2025-2027. Udmøntningsplanen samler op på fokusområderne i strategien, herunder de aktiviteter der er igangsat under de enkelte områder. Udvalget drøftede første udkast til digitaliseringsstrategi for BIF for 2025-2027 på udvalgsmødet den 3. marts. Strategien bygger videre på BIF’s digitaliseringshandleplan, som udvalget godkendte i september 2024.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, drøfter ambitionsniveauet for situationsbeskrivelser og målsætninger for de seks hovedområder i udmøntningsplanen for BIFs digitaliseringsstrategi 2025-2027
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 1. februar 2024 den første samlede digitaliseringsstrategi for Københavns Kommune for 2024-2027. Formålet med strategien er at sætte retning for kommunens arbejde med digitalisering, ligesom strategien igangsætter konkrete aktiviteter. I KK’s digitaliseringsstrategi er alle forvaltninger forpligtet til som minimum at udarbejde en digitaliseringshandleplan indenfor rammerne af KK-strategien. Den 23. september godkendte udvalget en digitaliseringshandleplan for 2025 i BIF, da BIF afventede den kommende reform af beskæftigelsesindsatsen. Den politiske aftale om reformen blev indgået i april 2025. På udvalgsmødet den 3. marts 2025 drøftede udvalget første udkast til forvaltningens digitaliseringsstrategi med fokus på strategiens retning og ambitionsniveau frem til og med 2027, hvor KK genbesøger den nuværende strategi for hele kommunen. Drøftelsen indgår i det videre arbejde med og tilpasning af strategien frem mod udvalgets endelige godkendelse.
Løsning
Forvaltningen har parallelt med udvalgets drøftelse af udkastet til digitaliseringsstrategien den 3. marts arbejdet på en udmøntningsplan for strategiens seks hovedområder.
Konkret ønsker forvaltningen, at udvalget drøfter ambitionsniveau for situationsbeskrivelser og målsætninger for de seks hovedområder i digitaliseringsstrategiens udmøntningsplan, som er listet nedenfor. Der er hhv. tale om det strategiske fokusområde for strategiperioden 2025-2027; Vi vil sikre digitale løsninger til dem, der kan og vil selv, og dertil kommer tre centrale forudsætninger, der skal have særligt fokus, for at lykkes med strategien og endelig to gennemgående principper for det digitale i BIF, jf. nedenfor.
- Strategisk fokusområde: ”Vi vil sikre digitale løsninger til dem, der kan og vil selv”
- Forudsætning: Digital understøttelse af enkle og effektive arbejdsgange
- Forudsætning: Bedre og strategisk brug af data & systemer
- Forudsætning: Digital kultur og kompetencer til ledere og medarbejdere
- Princip: Bæredygtig anvendelse af IT
- Princip: Professionel, dataetisk og sikker IT-styring
I udmøntningsplanen udfoldes der for hvert af de seks hovedområder en situationsbeskrivelse samt målsætningerne for, hvornår forvaltningen vurderer, at de enkelte områder er løftet. Målsætningerne i det enkelte område fungerer som rettesnore, der strækker sig længere ud end strategiens sigte imod 2027.
Derudover opstilles de underlæggende aktiviteter, som der pt. er identificeret og arbejdes aktivt på at gennemføre i strategiperioden 2025-2027. Aktiviteterne under hvert enkelt område stammer primært fra den tidligere godkendte digitaliseringshandleplan, som strategien bygger videre på. Listen over aktiviteter er ikke komplet, da der fortsat foregår en kortlægning ift. yderligere aktiviteter, herunder større signaturprojekter, som kan understøtte ambitionen og gennemføres eller iværksættes indenfor strategiperioden. De vil indgå ved fremlæggelse af den endelige strategi og udmøntningsplan til udvalgets godkendelse.
Inddragelse og tidsplan
Forvaltningen har gennemført første runde af inddragelse af medarbejdere og ledere via workshops og oplæg på diverse møder. Anden runde pågår i april/maj måned. Forvaltningen forventer fortsat, at digitaliseringsstrategien og udmøntningen af denne kan blive officielt lanceret i august 2025. Digitaliseringsstrategien vil løbe til og med 2027. Det kan dog blive nødvendigt at ændre på tidsplanen for lanceringen af den nye digitaliseringsstrategi, hvis reformen af beskæftigelsesindsatsen forsinkes yderligere.
Økonomi
Sagen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser, idet der er afsat finansiering til de igangsatte aktiviteter. Yderligere finansiering af aktiviteter skal løftes i forhandlingerne om Overførselssagen, i forhandlingerne om kommunens budget eller gennem prioriteringen indenfor udvalgets egen budgetramme. I aftalen om OFS 24/25 har parterne indskrevet en hensigtserklæring om styrkelse af digitale kompetencer for medarbejderne i BIF. Dette vil indgå, som budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2026.
Politisk handlerum
Sagen er forelagt til drøftelse, og udvalget har mulighed for at komme med forslag til ændringer til udmøntningsplanen.
Videre proces
På baggrund af udvalgets drøftelse vil forvaltningen tilrette udmøntningsplanen og forventer at fremlægge digitaliseringsstrategi og udmøntningsplan, herunder målsætning og målemetode til fornyet udvalgsbehandling i juni måned til endelig godkendelse.
Henrik Lund / Signe Maria Christensen