Blågård Skoles plan for genopretning af skolen
Børne- og Ungdomsudvalget har besluttet, at skolebestyrelsen for Blågård Skole skal udarbejde en genopretningsplan for skolen. Udvalget orienteres om planen, der rummer styrket ledelse, arbejdsmiljøindsatser og faglige udviklingstiltag mv.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og ungdomsudvalget,
- at udvalget tager Blågård Skoles genopretningsplan til efterretning,
- at udvalget tager overblik over indsatser ved Blågård Skole siden 2020 og forvaltningens refleksioner over forløbet til efterretning og
- at "Medlemsforslag om evaluering af forløb vedr. Blågård Skole" behandlet i BUU den 17. september 2025 hermed er håndteret.
Problemstilling
Blågård Skole har i en årrække haft udfordringer, der både omfatter elevernes faglige resultater, arbejdsmiljøet på skolen og økonomien.
Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) har på møde 18. juni 2025 besluttet en genopretningsindsats på skolen med tydelige mål for skolens udvikling, en midlertidig intern organisationsopdeling og ekstra midler til mere ledelse og lokale indsatser. Det blev desuden besluttet, at skolebestyrelsen skal udarbejde en plan for, hvordan skolen vil nå målene for genopretning.
Udvalget besluttede på møde den 17. september 2025, at forvaltningen skal vende tilbage med en opdateret oversigt over indsatser på skolen siden 2020 og refleksioner over det samlede forløb med Blågård Skole.
Løsning
Blågård Skoles genopretningsplan
Genopretningsplanen for skolen (bilag 1) er udarbejdet af skolebestyrelsen og skoleledelsen med input fra personale, forældre og elever. Planen sætter retning for det kommende arbejde og beskriver de indsatser, skolen vil sætte i gang, og hvordan skolen vil bruge de ekstra midler. Genopretningsplanen skal ses i tæt sammenhæng med skolens handleplan, som indeholder indsatser i dette skoleår.
Skolebestyrelsen peger på, at genopretningsindsatsen især forudsætter stabilitet og ro i driften og samhørighed blandt personalet og har derfor defineret følgende overordnede pejlemærke for arbejdet: ”En samlet Blågård Skole med ro til at genskabe driften og et godt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.”
Genopretningsplanen indeholder med afsæt heri fire indsatsområder:
Stabilitet omkring ledelsen
Skolen har hen over efteråret 2025 fået ansat et fuldt ledelsesteam og vil i den kommende tid arbejde med at skabe en sammentømret og velafstemt ledelse bl.a. med bistand fra eksterne konsulenter.
En samlet Blågård Skole
Der igangsættes indsatser, der kan medvirke til at samle skolen, både i forhold til personalegruppen som fællesskab, en fælles pædagogisk vision og skolens samlede identitet blandt eleverne og i lokalområdet.
Høj faglighed og pædagogik i kerneopgaven
Ledelsen vil prioritere og fokusere på de faglige indsatser. Der lægges vægt på inddragelse af medarbejdere og arbejdes med bl.a. relationel klasseledelse, de fysiske læringsmiljøer og meningsfyldte pauser for eleverne. Der nedsættes arbejdsgrupper, som skal arbejde videre med de enkelte faglige målsætninger.
En stærk forankring i lokalområdet
Den positive fortælling om skolen skal styrkes og formidles til lokalsamfundet, så flere familier, herunder med anden etnisk baggrund, får tillid til og vælger skolen. Arbejdet sker i samarbejde med organisationen Brug Folkeskolen.
Økonomi
Der tages afsæt i en ramme på 3,5 mio. kr. årligt over fire år til skolen. Skolen har dog ikke ønsket at etablere en ekstra trio (ca. 0,1 mio. kr. årligt) i forbindelse med organiseringen af skolen i to enheder, idet skolen mener at ét samarbejdsudvalg bedre vil sikre sammenhængskraft.
Dermed udgør merbevillingen 3,4 mio. kr. årligt i 2026-29. Bevillingen anvendes til ekstra ledelse, arbejdsmiljøindsatser og udviklingsindsatser for ledelse og personale m.v., jf. nedenstående tabel.
|
Aktivitet |
Udgift (kr.) |
|
Ekstra ledelse og skolesekretær |
1.300.000 |
|
Ekstra arbejdsmiljøindsatser |
200.000 |
|
Årlig måling af og opfølgning på arbejdsmiljøet |
75.000 |
|
Udvikling og kommunikation af fortælling om skolen |
560.000 |
|
Ledelsesdage til konsolidering af ledelsesteam |
400.000 |
|
Internat for skolens medarbejdere og ledelse |
465.000 |
|
Implementering og forankring af indsatser, herunder etablering af arbejdsgrupper |
225.000
|
|
Baseline for forældrenes oplevelse af skolens udvikling |
175.000 |
|
I alt |
3.400.000 |
Forvaltningens refleksioner om forløbet
Forvaltningen har med afsæt i det lange forløb med udfordringer på Blågård Skole gjort overvejelser om, hvad der kan læres af forløbet, og om noget med fordel kunne været gjort anderledes (bilag 2).
Forløbet har rummet en række sammenfaldende udfordringer, der har involveret mange aktører med forskellige opfattelser af problemer og løsninger. Der har været konflikter både internt på skolen og mellem skolen, de faglige organisationer og forvaltningen. Der har været mistillid til forvaltningen fra nogle medarbejdere og forældre, samt kommunikation på tværs af de gænge samarbejdskanaler, fx direkte fra skole til politikerne, hvilket har besværliggjort en konstruktiv dialog, og der har til tider været uklarhed i rollefordelingen mellem skole, forvaltning og politikere.
Med afsæt i forløbet vil forvaltningen være mere opmærksom på:
- Behov for tydelighed i roller og ansvar, fx i situationer med tilspidsede konflikter med mange aktører
- Professionel uenighed, fx i konflikter, der involverer bl.a. de faglige organisationer, hvor det ikke altid er muligt at opnå fælles forståelse af udfordringer og løsninger, trods omfattende dialog
- Det samlede udfordringsbillede på en skole, når der planlægges nye indsatser, som fx en helhedsrenovering, kan medvirke til et ekstra pres på både ledelsen og personalet.
Samlet set giver forløbet læring til forvaltningen, som dog også er påvirket af, at der har været tale om et ekstraordinært forløb, hvor det har været vanskeligt at forudsige den samlede virkning af de mange forskellige skridt. Derfor har de enkelte skridt i forløbet hver især ikke givet grundlag for at handle væsentlig anderledes og dermed kan det være svært at overføre læring til andre situationer.
Sagen er vedlagt en opdateret oversigt over indsatser på skolen fra 2020-2025 (bilag 3) og status for byggesagen, der er inde i en afsluttende fase (bilag 4). Byggeri København har dog varslet en forsinkelse på 3-5 måneder i forbindelse med mangler i brandlukninger m.v., men der udestår en revideret tidsplan.
Politisk handlerum
Udvalget kan vælge at afvise skolens genopretningsplan eller komme med ønsker til uddybning eller præciseringer med henblik på at få forelagt en revideret plan.
Økonomi
Finansiering på 3,4 mio. kr. indgår i udmøntningen af budget 2026, der forelægges BUU 26. november 2025.
Videre proces
BUU får en status for genopretningsplanen i de årlige faglighedsdrøftelser om kvalitet i folkeskolen. For at skolen kan nå at arbejde med planen, kommer næste status i foråret 2027.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve